Sophus Berendsen, 16.10.1829-18.6.1884, grosserer. Født i Kbh, begravet i Kbh. (Mosaisk ndr. kgd.). Efter sin skolegang fik B. en omfattende handelsuddannelse og var derefter prokurist i et handelsfirma indtil han 1854 etablerede en selvstændig handelsvirksomhed i jern, stål og glas, i begyndelsen som agenturvirksomhed, men senere som importforretning for egen regning. Udviklingen inden for jernindustrien i forbindelse med verdensudstillingen i London 1851 havde medført at man i disse år i udlandet i stigende grad gik over til at anvende udvalsede jerndragere, bl. a. som bærende elementer i bygningskonstruktioner. Det var disse byggetekniske fremskridt der kom til at danne basis for B.s virksomhed, og med udbygningen af de københavnske "broer" og forstæder i de følgende årtier skabtes grundlaget for en betydelig vækst i forretningen. Som den første importvirksomhed i landet begyndte han at føre jernbjælker og andre profiljernsformer på lager og samtidig indførte han i et hidtil uset omfang vinduesglas og spejlglasruder. I løbet af B.s levetid voksede forretningen til at blive landets største i sin branche. Efter hans død videreførtes virksomheden i et par år af hans enke og fra 1886 af sønnen Albert Berendsen (1860–97). Under dennes ledelse fortsatte firmaets ekspansion, bl.a. ved udvidelse af forretningens virkeområde til også at omfatte handel med skibsbygningsudstyr, maskiner, kanoner og andet krigsmateriel. Som faderen formåede også A. B. at udnytte de nyeste tekniske og merkantile fremskridt til gavn for virksomheden, og han var som denne i besiddelse af store sprogkundskaber og betydelige administrative lederevner. Ved hans tidlige død omdannedes firmaet 1897 til et familieaktieselskab med Ludvig Elsass (1870–1959) som direktør.

Familie

Forældre: købmand i Rudkøbing, senere institutbestyrer i Kbh. Isak Nathan B. (1782–1852) og Rachel Meyer (1788–1851). Gift 26.5.1858 i Kbh. med Mariane Levin, født 17.4.1825 i Nakskov, død 14.5.1886 i Kbh., d. af købmand Assor L. (1778–1834) og Susanne Cohn (død 1859). – Far til Ivar B.

Bibliografi

Xenius Rostock: Sophus Berendsen A/S 1854–1929, 1929.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig