Sophus Pihl

Artikelstart

Sophus Pihl, Sophus Theodor Pihl, 23.3.1840-17.4.1888, snedker, socialistisk agitator. Født i Nykøbing S, død i Bergen, begravet sst. P. har som socialistisk organisator og agitator med nogen urette stået i skyggen af sine samtidiges udadtil mere spektakulære aktiviteter, måske fordi hans politisk-faglige virke fandt sted i to korte, adskilte tidsrum, 1871-74 i Danmark og 1885-88 i Norge. P. var den yngste af syv søskende og voksede op i trange kår da faderen døde allerede året efter hans fødsel. Han kom i handelslære i Frederikssund i en kort periode og derefter i snedkerlære i Kbh. Han blev svend 1859, på et tidspunkt hvor håndværket efter næringsfrihedsloven 1857 stod over for store problemer. 1861 gik P. på valsen i ni år, først i Tyskland, senere i Schweiz, Frankrig og Italien. I Frankfurt a.M. hørte han 1862 Ferdinand Lassalles store foredrag der senere blev udgivet som "Arbeiterlesebuch". Det lagde grunden til hans socialistiske overbevisning der i Frankrig udvikledes ved læsning af Louis Blanc og Robert de Lammenais. Han tilsluttede sig her den tyske arbejderforening. 1867 ville han fra Napoli til England, men skibet sprang læk og P. landede i Stavanger hvor han blev gift og opholdt sig et par år. 1870 rejste han til Kbh. hvor han uden held forsøgte at slå sig ned som selvstændig mester. I de følgende år arbejdede han som svend. P. deltog sandsynligvis i det møde med ni socialister som Lorents Petersen holdt 1870 som udsending for 1. Internationale. De kan have kendt hinanden fra den tyske sektion i Paris. – P. tilsluttede sig fra starten i okt. 1871 Louis Pios danske sektion af Internationale hvor han blev formand for den største fagsektion, snedkernes. Han var som Pio udpræget tilhænger af enheden mellem det faglige og politiske arbejde, men var indstillet på en mere demokratisk opbygning af bevægelsen end denne og stillede sig tidligt i opposition til Pio, Harald Brix og Paul Geleff. Efter disses fængsling i maj 1872 blev P. en af de mest fremtrædende i bestræbelserne for at videreføre bevægelsen. Han blev valgt til medlem af sektionens midlertidige bestyrelse, og han valgtes, bl.a. på grund af sine sprogkundskaber, men mod Pios ønske, til delegeret til Internationales kongres i Haag sept. 1872. Her støttede han Karl Marx og Friedrich Engels i opgøret med anarkisten Mikhail Bakunin og dennes tilhængere og stemte for alle vigtige marxistisk prægede resolutioner. P. kan dog næppe på dette tidspunkt eller senere betegnes som marxist. Efter hjemkomsten blev han kritiseret for en påstået passivitet på kongressen, men ikke for sine afstemninger. Derefter nedlagde han sin bestyrelsespost men fortsatte som fagligt aktiv. I dec. 1872 var han medstifter af og valgtes til formand for Snedker- og stolemagernes fagforening. På grund af sin energiske agitations- og organisationsindsats blev han i feb. 1873 afskediget fra sit arbejde og sortlistet af mestrene. Han ledede sept.-okt. en omfattende strejkebevægelse, som arbejderne tabte.

På det politiske felt gjorde P. sig også stærkt gældende. Han var i maj 1873 medindkalder til et stort fælledmøde og hovedtaler for benådning af de tre fængslede førere. Efter justitsministerens opløsning af Internationale indkaldte P. 14.8. 1873 til et arbejdermøde 16.8., hvor Den demokratiske arbejderforening blev stiftet med P. som formand. Hensigten var at videreføre parti- og fagforeningsarbejdet som en enhed. Han virkede fortsat for de tre føreres benådning og fik på et nyt fælledmøde 25.8. til opgave at overrække kongen et bønskrift om at gengive dem friheden.

Da audiensen blev nægtet indkaldte P. til et møde på Christiansborg slotsplads 3.11. for derfra at sende en delegation til kongen. Mødet blev splittet af politiet. Allerede 2.11. var P. blevet arresteret, anklaget for med Den demokratiske arbejderforening at ville fortsætte den forbudte Internationale, men givetvis spillede hans faglige aktivitet også en rolle for myndighedernes iver efter at uskadeliggøre ham og som 1872 dermed at ramme selve bevægelsen hvis stærkeste leder P. nu var. Han blev som "et for staten farligt individ" idømt otte måneders forbedringshus. Dommen blev stadfæstet af højesteret 17.3.1874. Den demokratiske arbejderforening opløstes i dec. 1873 og afløstes af Fagforeningernes centralbestyrelse, men bevægelsen havde betydelige ledelsesproblemer. Ved sin løsladelse i sept. 1874 fik P. en storstilet modtagelse, men myndighederne gjorde alt for at hindre ham i at genoptage sine aktiviteter. Først forsøgtes forgæves et tilbud om bestikkelse til at rejse udenlands, dernæst nægtede magistraten ham bevilling som værtshusholder. I en andens navn åbnede P. en lille restaurant i Tordenskjoldsgade hvor forskellige arbejderforeninger holdt til. 1875 flyttede han til Nørrebro og forsøgte at ernære sig som udvandringsagent, men han var stadig udsat for politiets forfølgelse. Efter førernes "flugt" marts 1877 og på et tidspunkt hvor arbejderbevægelsen var i dyb krise, besluttede P. i sommeren 1877 at forlade landet med sin familie. De rejste først til Hamburg og senere til Kapstaden hvor han slog sig ned som snedkermester. Her kom han i løbet af nogle år økonomisk på fode. 1885 rejste han og familien til Norge hvor han fik arbejde som skibssnedker i Bergen. Her mødte han en social og politisk virkelighed der i mangt og meget mindede om Kbh. omkring 1870. Arbejderne havde elendige arbejdsforhold, periodevis stor arbejdsløshed og var politisk helt domineret af borgerlige arbejderforeninger. Få måneder efter sin ankomst indledte P. en agitation blandt arbejderne for en selvstændig organisationsdannelse og mod den borgerlige ideologiske indflydelse. Han holdt 1885-86 et utal af møder i Bergen og omegn. Fra 27.6.1885 udgav han for sine opsparede midler Arbeidervennen, hvortil han selv skrev en væsentlig del af stoffet. Samtidig stiftedes på P.s initiativ Den demokratiske arbejderforening for Bergen og omegn, en klar parallel til den danske forening af 1873 og med samme idé om at forene det faglige og politiske arbejde. I tilknytning til foreningen og i skarp konkurrence med den moderate Haandværkersvendenes forening stiftedes 1885-86 14 fagforeninger der over en kort periode fik en betragtelig tilslutning. Enkelte af dem gennemførte hårde arbejdskampe. Den bergenske bevægelse var repræsenteret på den første skandinaviske arbejderkongres i Göteborg 1886. P.s midler slog ikke til. Nov. 1885 overtog Den demokratiske arbejderforening Arbeidervennen, og i maj 1886 overgik den til fagforeningerne som meget mod P.s vilje i sept. nedlagde den på Chr. Holtermann Knudsens foranledning for at fremme Kristianiapartiets blad Vort Arbeide. Der synes i det hele taget at have været et vist modsætningsforhold mellem bevægelsen i Bergen og socialdemokraterne i Kristiania, men ved dannelsen af Det norske arbeiderparti 1887 tilsluttede Bergensforeningen sig dette. P. var efter bladets ophør henvist til mundtlig agitation hvor han fik støtte af en ung tysk marxist, Victor Braune. Det lykkedes trods arbejdsløshed og offensiv fra arbejdsgiverne at holde bevægelsen nogenlunde intakt. P. blev som i 1873 sortlistet af mestrene og måtte under stort besvær ernære sig som sproglærer. I begyndelsen af april 1888 fik han lungebetændelse og døde kort efter. Bergens socialistiske arbejderbevægelse mistede dermed sin grundlægger og drivende kraft. P. må anses for en af den tidlige nordiske arbejderbevægelses bedste agitatorer og organisatorer. I sine korte aktive perioder nåede han trods den stadige forfølgelse fra myndigheder og arbejdsgivere imponerende resultater. Han var en dygtig redaktør og en klar, letlæst skribent, velorienteret om såvel lokale som internationale forhold. Som socialist var han mere praktiker end teoretiker. Hans samfundsanalyse bar præg af de forskellige internationale påvirkninger han havde modtaget i sin ungdom, både fra de utopiske socialister og Lassalle. Han var konsekvent internationalist og fastholdt hele tiden nødvendigheden af arbejderklassens selvstændige organisation og frigørelseskamp. 1876 oversatte og udgav P. Louis Blancs Socialisternes Katekismus.

Familie

Forældre: murermester Abraham Larsen P. (ca. 1791-1841) og Helene Margarethe Petersen (ca. 1799-1866). Gift 5.11.1868 i Stavanger med Karoline Tomine Monsen, født 14.9. 1845 i Solendal, død 8.8.1925 i Oslo, d. af skomagermester Reier Bernt M. (1819-tidligst 77) og Kari Guri Tønnesdatter Gaudland (1821-senest 76).

Ikonografi

Træsnit 1875. Foto. – Mindesten på graven, rejst 1905 af Bergens soc.dem. forening.

Bibliografi

S. P. 1840-88. Et mindeblacl, udg. af Den demokratiske arbeiderforen. i Bergen, 1888. C. E. Jensen og F. J. Borgbjerg: Socialdemokratiets årh. II, 1904. Gunnar Ousland: Fagorganisasjonen i Norge I, Oslo 1927 60f. Det norske arbeiderpartis hist., red. Halvdan Koht I, Oslo 1937 68-71. Henry Bruun: Den faglige arbejderbevægelse i Danm. indtil år 1900 I, 1938 (reproudg. 1977). Oluf Bertolt: Pionerer, 1938 142-51 o.fl.st.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig