Sophus Schandorph

Sophus Schandorph, Sophus Christian Frederik Schandorph, 8.5.1836-1.1.1901, forfatter. Sophus Schandorph voksede op i Ringsted og modtog her sine første indtryk af den jævne sjællandske landbefolkning der sammen med købstadens originaler og spidsborgere skulle blive hans digtnings bedste emne og tilskyndelse. 1848 kom Sophus Schandorph på Sorø akademi. Han havde et hurtigt nemme og dyrkede i sin fritid litterære interesser, ligesom han fik afløb for en skuespillertilbøjelighed ved sin ivrige deltagen, både nu og siden, i dilettantforestillinger hvorom der i hans forfatterskab er flere vidnesbyrd.

Stærkt påvirket i det sidste skoleår af sognepræsten i Pedersborg P.C. Kierkegaards grundtvigske forkyndelse besluttede Sophus Schandorph at studere teologi og kom efteråret 1855 til Kbh. men opgav snart – under indtryk af Søren Kierkegaard og hans sidste optræden og af nyere tysk bibelkritik – at blive præst; samtidig tog hans æstetiske og filologiske interesser overhånd, og det blev studiet af romanske sprog og litteraturer han samlede sig om efter 1862 at være blevet cand.teol. Men han glemte aldrig sin bibellærdom, og religiøse emner er jævnlig genstand for debat i hans skrifter, som oftest med henvisning til den franske religionshistoriker Ernest Renan.

For at få et levebrød søgte han ind ved skolevæsenet, vikarierede ved Metropolitanskolen 1863 og rejste s.å. for første gang på studieophold til Paris. Han vikarierede atter ved Metropolitanskolen 1864–65, underviste samtidig i Efterslægtselskabets skole, fik siden timer i Mariboes skole og Det v. Westenske institut foruden private informationer. 1880 fik han 1000 kr. på finansloven og opgav en del af sin undervisning; 1883 fordobledes hans digtergage. Frugten af hans romanske studier var først en række mindre litteraturhistoriske monografier (i Dansk Maanedsskrift, Historisk Archiv og Illustreret Tidende); siden samlede han materiale til en afhandling om F.R. Chateaubriand, men opgav denne da Georg Brandes' "Emigrantlitteraturen" udkom, og valgte at disputere om de stridige italienske dramatikere fra 1700-tallet Goldoni og Gozzi, 1874.

Helst betragtede Sophus Schandorph sin viden som grundlag for sin digteriske virken. Han debuterede med en uoriginal samling, overvejende erotiske, Digte, 1863. Blege, romantiske klange dominerer både Ude i Skoven, 1867, en række dramatiske scener, Nye Digtninger, 1868 og Nogle Digte, 1875, men her er mere af hans gærende ungdom, og i forskellige scener og vers røber han et humoristisk talent og en sans for folkelige figurer som mere overbevisende bryder igennem i novellesamlingen Fra Provindsen, 1876. En exileret Students Hændelser og En Enkestand, typiske for Sophus Schandorphs stilling til den moderne litteratur og dens opgaver: et skarpt angreb på frasehelten, det uægte og forlorne og en lovprisning af den ærlige og virksomme jævnhed, idet han allerede her opstiller modsætningen mellem de dannede og de ikke-dannede, mellem det "fine Rak" og de brave småfolk som hans tanker stadig kredser om. Hans sociale indstilling ligger bag humoresken Et Oprør der driver løjer med autoriteterne, og som minder om Hvordan han fik hende i Fem Fortællinger, 1879, hvis bedste stykker er genrebillederne Fra Gjæstgivergaarden og Et levnedsløb fortalt paa Kirkegaarden.

Bag Sophus Schandorphs udvikling fra efterromantiker til realist ligger hans studium af den moderne franske roman og kritik, den Brandeske bevægelse og Holger Drachmanns eksempel. I sine første romaner imødekommer han således Georg Brandes' opfordring til at behandle nyere danske forhold. I Uden Midtpunkt, 1878 skildrer han under indtryk af Iván Turgénevs Rudin studenten, det lyse hoved, men holdningsløse menneske fra nationalliberalismens dage, en karakteristik med fortrinlige momenter, men svækket ved en konstrueret slutning.

Videre sigte har Thomas Fris's Historie I–II, 1881, en dannelsesroman i smag med Meïr Goldschmidts "Hjemløs", om degnesønnens udvikling fra romantisk lyriker til demokratisk folketingsmand og lærer i fysik og et myndigt samfundsbillede fra 60'ernes Danmark med afsløring af den nationalliberale livs- og kunstanskuelse, politik, presse etc. der i dag har betydelig kulturhistorisk interesse, men rigtignok ikke er noget kunstværk. Endelig behandler han i Et Aar i Embede, 1883 Brandesianismens sammenstød med nationalliberalismen i en provinsby. Disse arbejder hvortil hører et lyrisk tillæg Unge Dage, 1879, er til en vis grad stridsskrifter, men Sophus Schandorph havde i mellemtiden fået skrevet sin første naturalistiske roman Smaafolk, 1880, med forbilleder hos brødrene E. og J. Goncourt og Émile Zola, om en tjenestepige fra landet der går til bunds i storbyen, men reddes af behjertede mennesker, et emne han gentager i Skovfogedbørnene, Sophus Schandorphs populæreste arbejde, med ledemotiv i hans udtalte forkærlighed for landet ligesom i Birgittes Skæbne, 1888 hvor landbarnets længsel efter jorden og de fristelser, bondelandet og købstaden byder hende, er fremstillet med Zolask symbolik.

En købstadsroman fra bedre kredse er Det gamle Apothek, 1885, Sophus Schandorphs indlæg i kvindespørgsmålet og hans tilslutning til "Et Dukkehjem". Bedst skildret er de unges ægteskab der er et af Henrik Pontoppidans udgangspunkter, ligesom en lignende episode i Stillelivs Folk, 1889, hvor Sophus Schandorph fortæller om mennesker, livet går forbi. Nye bidrag til Sophus Schandorphs behandling af modsætningen mellem de dannede og de ikke-dannede bringer flere af hans romaner fra 90'erne: Vilhelm Vangs Studenteraar, 1894, Frigjort, 1896 og Helga, 1900. Betydeligst er sikkert Frigjort, hvori humanisten i ham siger naturalisten nogle sandheder, og hvor han udtaler sin sympati med den humane kristendom og angriber Indre mission (se Politiken 6. og 18.2.1897), mens han i Frøken Gram, 1897 håner akkordens ånd. Bort fra sin egen tid søger han i Poet og Junker, 1892, roman om Vittorio Alfieri, og i Gamle Billeder, 1899, en sædeskildring fra slutningen af 1700-tallet.

Skønt replikskiftet i Sophus Schandorphs romaner ofte er meget vellykket havde han ikke held med sine sceniske arbejder: Uden Midtpunkt, 1886 (opført på Folketeatret 1887), Valgkandidater, 1886 (opført på Det kgl. teater s.å.) og Hjemkomst, 1893 (opført på Det kgl. teater s.å.), foruden flere uopførte og utrykte skuespil, bl.a. Ungdommen har altid Ret. Heller ikke indlagde han sig nævneværdig fortjeneste som teateranmelder i Morgenbladet (1881–84) og siden i Tilskueren med teateroversigter fra Berlin og Paris. Derimod havde han og andre megen fornøjelse af det skuespillertalent der var ham medfødt, og som han på sine ældre dage udnyttede som oplæser af humoresker og jævne livsbilleder samlet i bindet Novelletter, 1882. Maupassant-påvirkning mærkes flere steder her som senere, tydeligst i samlingen Sex Fortællinger, 1886.

Sophus Schandorphs romanske studier gav sig også novellistiske udslag. Et sådant er pastichen Carlo Gozzi i Sacchis Trup (i Fremmed og Hjemligt, 1885) og Den store Mademoiselle (i Fra Isle de France og fra Sorø Amt, 1888), for hvis groteske opfattelse af Ludvig XIV's hof han fik velvillige bebrejdelser af Georg Brandes. Sophus Schandorph gjorde studier til den i Versailles under sit treårige udenlandsophold 1887–90, fra hvilket han også fik stof til Paa Rejse, 1891 (heri den Daudetske Marguerite) og Fra Udlandet og fra Hjemmet, 1890, hvori det livlige Parisbillede Villaen, en fin og meget personlig ægteskabsnovelle Agnes og hans kendteste burleske historie En behagelig Juleaften.

Hans senere samlinger er Alice og mindre Fortællinger, 1895 (heri Per Persen), Fortællinger, 1898 (heri Kirsten Kancelliraads Endeligt) og Sidste Fortællinger, 1901 (heri En Frokost). Den burleske tone genfindes ligeledes i den posthumt udgivne novelle Ursulas Uheld, s.å. Sophus Schandorph gik veludrustet til sin digtning. Han kom med lærdom og omfattende kultur, han havde dertil været i berøring med et bredt udsnit af befolkningen, havde set og hørt meget som man vil kunne læse i hans Oplevelser I–II, 1889–98, hvortil slutter sig en række smukke Lyriske Portrætter, 1898, af lærere og venner som har haft betydning for ham, men først og sidst var der Sophus Schandorph selv med hans forstand og humør og hans varme forståelse af det menneskelige. Og dog lykkedes forfatterskabet kun halvt. Thi han savnede som kunstner nerve og smag og som psykolog den stædige fordybelse der alene belønnes. Selv i skildringer af sjælelige forhold, han kender fra sig selv (som svingende sindsstemning) kommer han ofte til kort, og værre er det når han vil lade fortrolig med fx Byronske figurer. Hans form er ofte ubehjælpsom og naiv, og meget i hans digtning synes påklistret, ikke mindst slutningerne hvor som oftest dyden belønnes og lasten straffes. Men Sophus Schandorphs svaghed for idyllen kan ikke dække over det frodige humør og barokke lune – derfor lykkedes ham også bedst skildringen af enfoldige og usammensatte naturer – der er hans særkende i dansk litteratur.