Sophus Skeel, Sophus Frederik Erik Otto Skeel, 29.1.1836-2.8.1897, godsejer, politiker. Født på Birkelse, død i Karlsbad, begravet i Åby, Vendsyssel. S. gik i Ålborg katedralskole 1846–52 og opholdt sig flere år i udlandet inden han ved moderens andet ægteskab overtog driften af stamhuset Birkelse som han havde arvet ved faderens død 1849. Han kom til at indtage en fremtrædende plads i egnens og landets landøkonomiske udvikling. Birkelse drev han frem til et højt kulturtrin og opdyrkede store arealer af dets tilliggende i Vildmosen. Mere end 3/4 af stamhusets fæstegods solgte han. S. var formand for Hjørring amts landboforening 1860–68, for Ålborg amts landboforening 1874–84 og for Foreningen af jyske landboforeninger 1875–83 samt medlem af landhusholdningsselskabets bestyrelse 1875–85 og formand for Jysk husmandskreditforening fra dens start 1880. Endvidere sad han i repræsentantskabet for Landbygningernes alm. Brandforsikring og for forsikringsselskabet Danmark, i jernbanerådet, i bestyrelsen for turistforeningen og i Ålborg amtsråd. Ved suppleringsvalg i den nordjyske landstingskreds 1885 indvalgtes S. i landstinget og beholdt mandatet til sin død. Han deltog i tinget især i udvalgsarbejde om landbrugs- og trafikforhold og tilhørte den fløj af landstingshøjre der tidligt forstod at ministeriet Estrups afgang var betingelsen for at vende tilbage til normale parlamentariske forhold. Da spørgsmålet om hvem der skulle underrette J. B. S. Estrup om den pågældende gruppes holdning forelå, blev S. udset til at "binde Bjælden på Katten". 24.3.1893 opsøgte S. Estrup, men rigsdagsbudet der meldte S. fik besked om at bede ham vente. Estrup sad just i forhandlinger med Frede Bojsen, og da forhandlingerne trak ud opgav S. at vente og sendte en billet om sit ærinde ind til Estrup der i Bojsens nærværelse læste den, rev den i stykker og kastede stumperne i papirkurven. Bojsen var ikke orienteret om den oppositionelle højregruppes henvendelse og kunne derfor ikke udnytte situationen i sine forhandlinger. Først året efter sluttedes forliget og Estrup gik af.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kaptajn, kammerherre Jørgen Erik Frederik S. til Birkelse (1802–49) og Charlotte Adelaide Ahlefeldt-Laurvig(en) (1810–65, gift 2. gang 1857 med godsejer, senere minister Erik Skeel, 1818–84). Gift 1.12.1858 i Sønder Broby med baronesse Erikka Josephine Eleonora Schaffalitzky de Muckadell, født 5.10.1834 på Ølstedgård, død 3.3.1926 i Kbh., d. af forpagter på Ølstedgård og skovrider på Muckadell baron Ludvig Ditlev S. de M. (1804–64) og Elisabeth (Betzy) Catharine Skeel (1803–64).

Udnævnelser

Hofjægermester 1864. Kammerherre 1875. R. 1878. DM. 1883. K2. 1894.

Ikonografi

Træsnit 1874, 1880 og 1883, det sidste gentaget 1884. Mal. af Axel Hou efter foto (Birkelse). – Mindestøtte 1897 ved Birkelse.

Bibliografi

Vilh. S. Skeel: Optegn, om familien Skeel, 1871 342f. Landbrug og landmænd i Danm., udg. M. Galschiøt, 1888 135f. III. tid. 8.8.1897. N. Neergaard: Erindr., 1935 282–85. Frede Bojsen: Politiske erindr., udg. Kr. Hvidt, 1963.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig