Stellan Rye, 4.7.1880-14.11.1914, officer, forfatter, sceneinstruktør. Født i Randers, død i fransk fangenskab. R. blev student fra Metropolitanskolen 1898, premierløjtnant 1900 ved feltartilleriet, men forlod hæren allerede 1907 efter en vellykket dramatikerdebut med Løgnens Ansigter, 1906 der året efter blev opført på Dagmarteatret i Kbh. R. udsendte de følgende år fem skuespil, bl.a. I Forventningens Tegn til Det ny teater hvor han 1910 var blevet ansat som instruktør. Også for andre kbh.ske teatre satte han stykker op. R.s kunstneriske karriere blev imidlertid brat afbrudt af en dom for homoseksualitet. Efter udsonet straf (tre måneders fængsel) forlod R. Danmark og rejste 1912 til Tyskland. Inden afrejsen debuterede han som filmmanuskriptforfatter med Det blaa Blod, 1912. I Berlin blev han omgående engageret som teaterinstruktør og fra 1913 også som filminstruktør for filmselskabet Deutsche Bioscop. De næste halvandet år instruerede R. henved 15 film, til hvilke han i flere tilfælde selv skrev manuskriptet. Den kendteste af disse er Studenten fra Prag, 1913. Da første verdenskrig brød ud meldte R. sig som menig på tysk side. Han blev snart forfremmet til korporal og modtog jernkorset. I et af slagene ved Ypres i Belgien blev han alvorligt såret, taget til fange af franskmændene og døde kort efter på et fransk feltlazaret.

Allerede i Løgnens Ansigter anslås et hovedtema i R.s produktion: forholdet mellem skin og virkelighed. Vi genfinder temaet i Studenten fra Prag, der regnes for en af forgængerne for den tyske ekspressionistiske Filmskole der nåede sin fulde udfoldelse med Dr. Caligari fra 1920. Både indholdsmæssigt og stilistisk er der ligheder mellem de to film. Begge har som hovedperson en dobbeltgænger, et menneske splittet mellem sit gode og sit onde jeg. I begge tilfælde arbejdes der bevidst med overnaturlige elementer, og begge ønsker at trænge ind bag virkeligheden. Studenten fra Prag handler om en fattig student der ikke ulig Faust sælger sig til Satan. I dette tilfælde køber Satan hans spejlbillede og giver dette liv, hvorefter studenten og hans spejlbillede -hans onde alter ego – kæmper en uforsonlig kamp der ender med at studenten i desperation dræber spejlbilledet og dermed sig selv. Motivet kendes også fra Oscar Wilde: The Picture of Dorian Gray.

Familie

Forældre: oberst William R. (1839–1916) og Hansine Jenny Hortense Viggersa Wissing (1855–1922). Ugift.

Bibliografi

Da R. 1913 begyndte at instruere det endnu stumme medium, filmen, skyldtes det ikke en foragt for det skrevne ord, men en trang til at undersøge filmens muligheder, at forsøge at udtrykke sine tanker i en kunstart der måtte undvære ordet. Studenten fra Prag var i høj grad resultatet af et teamwork hvor både R., filmens drejebogsforfatter og skuespillerne var opsatte på at skabe et kunstværk hvor det nye mediums udtryksmuligheder kom til deres ret, og filmen blev allerede ved premieren berømmet for det vellykkede resultat. Dobbeltgængermotivet blev et yndlingsmotiv hos de tyske ekspressionistiske filmfolk, ikke blot i Dr. Caligari, men også i andre af periodens film, fx i F. W. Murnaus Nosferatu fra 1922. Forholdet mellem skin og virkelighed udviklede R. yderligere i sine senere film, bl.a. i Die Augen des Ole Brandis. Uheldigvis er størsteparten af R.s store filmproduktion gået tabt, men Studenten fra Prag er bevaret og har forlængst fået sin velfortjente plads i filmhistorien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig