Sven-Ingvar Andersson, 22.8.1927-27.7.2007, landskabsarkitekt. Sven-Ingvar Andersson blev student 1946 fra Lund og efter en praktisk gartneruddannelse blev han hortonom fra landskabsarkitektlinjen på landbohøjskolen i Alnarp, Sverige, 1954. Samme år bestod han eksamen som fil.cand. i kunsthistorie ved Lunds universitet. Interessen for havens og landskabets problemer udvikledes ved hans ansættelse hos landskabsarkitekterne Sven Hermelin og Inger Wedborn i Stockholm 1955–57, i parkforvaltningen i Helsingborg 1957–59 og ved hans egen virksomhed som landskabsarkitekt i Helsingborg 1959–64. Hans kunstneriske begavelse, arkitektoniske formsans og pædagogiske evner blev yderligere udviklet ved hans ansættelse som lærer ved arkitektskolen på akademiet for de skønne kunster i Kbh. 1959, som lektor samme sted fra 1961 og endelig som professor i landskabsplanlægning og havekunst 1963-94. Samtidig blev han medlem af akademirådets udvalg for landskabs- og havekunst, hvor han sad indtil 1985. 1978-79 og 1981-85 var han medlem af akademirådet.

Hans rige evner til at tolke landskabskunstens formsprog, til at videregive sin gedigne viden og til at begejstre unge studerende og kolleger har gjort ham til en skattet gæsteforelæser ved bl.a. arkitektskolerne i Amsterdam, Brügge, Helsingfors, Ljubljana, Lund, Trondheim, Wien og Århus. Som projekterende landskabsarkitekt har han været uhyre produktiv og vundet en lang række arkitektkonkurrencer.

Flere af hans førstepræmieprojekter er blevet udført: boligområdet Gullestrup ved Herning, 1966, Karlplatz i Wien, 1971, gårdanlæg ved Chalmers tekniske højskole i Göteborg, 1976, . Friarealer ved en lang række boligområder, offentlige bygninger og skoler er projekteret af Sven-Ingvar Andersson, bl.a. ved Arkivmuseet i Lund, 1958, stads-huset i Höganäs, 1961, boligområdet Ådalsparken i Kokkedal, 1965 og uddannelsescentret Klarskovgård i Korsør, 1966, Museumsplein, Amsterdam, 1994.

Sven-Ingvar Andersson tog livlig del i den løbende debat om sit fagområde, om landsplanlægningen, om naturfredningen og beslægtede emner, bl.a. ved talrige artikler i fagpressen, især i "Landskap" (tidl. "Havekunst") siden 1960. Han har endvidere skrevet flere bøger, fx Havekunst i Danmark, 1990, (s.m. Annemarie Lund), C. Th. Sørensen - en havekunstner, 1993 (s.m. Steen Høyer) og Europas store haver, 2005 (s.m. Margrethe Floryan).

I 1996 blev Sven-Ingvar Andersson æersdoktor ved Sveriges landbrugsuniversitet. Han modtog Eckersberg medaljen 1987, Prins Eugen medaljen 1988, Arkitekturprisen 1993 og C.F. Hansen medaljen 1998. I 1998 tildeltes han Statens kunstfonds livsvarige ydelse.

Familie

Sven-Ingvar Andersson blev født i Södra Sandby, Sverige.

Forældre: landmand Nils Oscar A. (1900–69) og Agnes Maria A. (1905-92). Gift 28.11.1953 i Södra Sandby med fysioterapeut Karin Nellie Ohlsson, født 10.2.1930 i Tjörnarp, Sverige, d. af landmand Arvid Reinhard O. (1891–1973) og jordemoder Gerda Augusta Martinsson (1896–1964).

Udnævnelser

R1.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig