Svend Wagner, Svend Olaf Wagner, 5.6.1895-8.1.1971, officer. Født i Kbh. (Jesusk.), død i Hellerup, begravet Hellerup kgd. W. var uddannet snedker og fortsatte sin soldatertjeneste som korporal, blev 1919 sergent men forlod 1920 aktiv militærtjeneste og overførtes til reserven. Han stod dog fortsat i nr. 1920-36, først i 2. ingeniørbataljon, derefter henholdsvis i 2. og 1. pionérbataljon. Efter at været gået ud af hæren var W. 1920-31 ingeniørassistent ved Strandvejsgasværket og derefter arbejdsmand ved Gentofte kommunes vejvæsen 1931-41. W. var tidligt politisk interesseret og blev i slutningen af 1930erne leder af det kommunistiske partis afdeling i Hellerup og Gentofte. 22.6.1941 blev han sammen med andre kommunistiske ledere efter tysk krav interneret af det danske politi og sad derefter først i Vestre fængsel, siden i Horserød-lejren hvorfra det 29.8.1943 lykkedes ham at flygte. Han levede derefter illegalt. Da han havde en videregående militær uddannelse blev han af sit parti anmodet om at gå ind i et militært modstandsarbejde og organisere dette. Under dæknavnet General Johansen gik W. i sept.-okt. 1943 meget dygtigt og særdeles aktivt ind i et sådant arbejde. Selv om resultaterne i virkeligheden var begrænsede var aktiviteten så stor at dette arbejde, set udefra, føltes betænkeligt og gav næring til rygter om at der lå særlige langsigtede politiske intentioner bag den militært betonede aktivitet som især W. var en af hovedmændene i. Rygterne ophørte dog da der i november-december s.å. indledtes et nærmere samarbejde mellem kommunisterne, organisationen Frit Danmark og Dansk samling. Disse bestræbelser indgik derefter i samarbejdet mellem frihedsrådet og de militære værn om dannelsen af en illegal modstandshær. W. blev her centralt placeret dels som sit partis repræsentant, dels gennem sine personlige kvaliteter. Han blev således medlem af frihedsrådets M(ilitær)-udvalg der blev dannet i januar 1944 og som skulle varetage den egentlige opbygning af modstands-hæren, herunder skaffe instruktører og våben. Gennem mange illegale rejser rundt om i landet blev General Johansen en populær skikkelse der havde god og sikker føling med hvad der rørte sig ude blandt modstandsgrupperne. Frihedsrådet dannede i juni 1944 en militær stab, det såkaldte K(ommando)-udvalg der erstattede M-udvalget. W. blev attacheret dette udvalg især med henblik på forbindelsen til modstandsgrupperne øst for Storebælt. Endvidere blev W. medlem af det særlige sabotageudvalg der bl.a. skulle søge at koordinere industrisabotagen. Han undgik ved et tilfælde arrestation, da modstandsbevægelsens københavnsledelse blev taget 28.2.1945. W. var ved flere lejligheder kritisk indstillet over for dybden i værnenes ledelses engagement i den aktive modstandskamp, ligesom han mente at kunne konstatere at mange af de fremskaffede våben ikke nåede de egentlige modstandsgrupper. I midten af april 1945 var han med til at etablere våbenmodtagelsesudvalget der skulle søge nøje at kontrollere den illegale våbenfordeling. Umiddelbart efter befrielsen blev W. skønt civil knyttet til generalkommandoen bl.a. med henblik på kontakten mellem værnene og modstandsgrupperne. Han gennemgik 1946 skolen for modstandsfolk der indplaceredes i de militære værn og udnævntes til oberstløjtnant af forstærkningen, den højeste grad der blev tildelt ved disse indplaceringer. 1946–48 var han kommandør for 5. ingeniørkompagni. 1951 trådte W. for anden gang ud af militæret og tog civilt arbejde. Han overførtes til reserven og stod fortsat i nr. ved ingeniørregimentet, hvorfra han endeligt afskedigedes 1960.

W. var et organisatorisk talent og var populær også blandt dem der stod ham politisk fjernt. Han blev på en måde personificeringen af modstandsbevægelsens håb – og skuffelser – efter krigen. Han var typisk et af de talenter som besættelsen fremkaldte og som synes bestemt til at formidle en ny holdning i befolkningen til efterkrigstiden. Det tværpolitiske samarbejde der havde været 1943-45 gik han ud fra fortsatte også efter 5. maj 1945, men blev skuffet. W. var den første formand for Hjemmeværnsforeningernes landsforbund – modstandsbevægelsens idémæssige fortsættelse efter krigen. Endvidere var han 1946-50 kommunistisk medlem af Gentofte kommunalbestyrelse. Officersgerningen 1946-51 blev utvivlsomt en skuffelse for W. og det var vel årsagen til at han forlod denne i utide. De holdningsmæssige, organisatoriske og vel også politiske ændringer han havde håbet ville komme som et resultat af modstandskampen udeblev.

Familie

Forældre: garversvend Carl Heinrich W. (1865-1952) og Johanne Kirstine Jensen (1876-1956). Gift 2.7.1922 i Brønshøj k. med Ingeborg Caroline Andersen, født 10.5.1903 i Dråby sg., d. af skovarbejder Anders Nielsen A. (1876-1958) og Hilda Karoline Svendsen (Svendsdotter) (1875– 1962).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Børge Brandt og Kaj Christiansen: Sabotage, 1945. Jubilæumsværket Det danske hjemmeværn, red. Kn. Damgaard, 1959 42-44. Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance I–II, 1959. Frode Jakobsen: 1 Danm.s frihedsråd I–II, 1975. Sv. Schjødt-Eriksen: En udsat post, 1976. Palle Roslyng-Jensen: Værnenes politik – politikernes værn, 1980. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig