Svenn Monrad

Svenn Monrad, 19.8.1867-18.1.1945, læge. Født i Helsingør, død i Kbh. (Garn.), begravet i Helsingør. M. blev student 1885 fra Fr.borg og medicinsk kandidat 1892. Efter forskellig hospitalstjeneste, bl.a. på Dronning Louises børnehospital, var han 1897-1901 reservelæge på dette hospital og blev 1906-1940 dets overlæge. 1898 blev han dr.med. på afhandlingen Kliniske Studier over Appendicitis hos Børn. Han virkede som privatdocent ved universitetet i pædiatri fra 1906, havde ansættelse som docent 1906-34, og blev 1934-1940 professor ved den medicinske praktikantundervisning. Han var læge ved Børnehjemmet på Vodroffsvej 1899-1906 og leder af Dronning Louises børnehospitals poliklinik på Vesterbro 1904–06. Selv havde han privatklinik for børnesygdomme 1904-08. Han tog levende del i foreningsarbejde, stiftede Pædiatrisk selskab 1908 og var dets formand 1908-13, var medlem af Kbh.s lægeforenings bestyrelse 1909-17, af bestyrelsen for Medicinsk selskab 1910-14, formand 1914-16, medlem af bestyrelsen i Foreningen til kønssygdommenes bekæmpelse fra 1910, af direktionen for Welanderhjemmene fra 1915, var repræsentant i Den alm. danske lægeforening 1915-18, medlem af bestyrelsen for Nordisk pædiatrisk forening 1915-31, medredaktør af Acta Paediatrica fra 1921. Han var formand for Danske børnelægers organisation 1916-18. Af sundhedsstyrelsen blev M. medlem 1919, først som konsulent for de praktiserende læger; fra 1930 var M. næstformand i styrelsens lægeråd, og efter sit virke for oprettelsen af københavnske børneplejestationer og udvikling af sundhedsplejersker udnævntes M. 1933 til vicemedicinaldirektør og konsulent i børnehygiejne – et virke indtil 1940 hvor hans evner for sygdomsforebyggende og sundhedsbevarende arbejde blev af største betydning for danske børns trivsel.

M. var en fremragende kliniker og gjorde sig som videnskabsmand kendt ved sine studier over den eksudative lymfatiske diatese, en allergisk tilstand han mente forårsaget af dårlig tolerance hos børn for dyriske fedtstoffer. Han publicerede endvidere værdifulde arbejder om ublodig reposition af tarminvagination hos børn, nærmest epokegørende før proceduren kunne gennemføres under røntgenkontrol. Det var også M.s fortjeneste at have gennemprøvet tuberkulinplasterprøven. Men samtidig var M. en meget dygtig og inspirerende underviser og kom dermed til at præge uddannelsen af et stort antal børnelæger og studenter. Han publicerede Pædiatriske Forelæsninger I–III, 1902-13, og De vigtigste Mave-Tarmsygdomme i den første Barnealder, 1928, men også de værdifulde populære Moderens Bog, 1916 (9. udg. 1952), En bok om barnavård, 1920, samt sundhedsstyrelsens vejledning i det spæde barns ernæring og pleje, 1924 (6. udg. 1938), der alle har været letlæselige lærebøger for utallige forældre. Selv i sit otium påtog han sig at skrive Nordisk Lærebog i Pædiatri I-II, 1941, sammen med professor Th. Frolich fra Oslo og A. Lichtenstein fra Stockholm. Hans forsøgsarbejde med sundhedsplejersketilsyn hos spædbørn førte til loven af 31.3.1937 om "bekæmpelse af sygelighed og dødelighed i de første leveår", og M. har derved sin store andel i faldet af tidligere tiders store børnedødelighed her i Danmark. I sin omsorg for det spæde barn har M. også virket for oprettelsen af Welanderhjemmene. 1925 medredaktør af Revue francaise de pédiatrie og 1931 medlem af bestyrelsen for Association internat, de pédiatrie préventive, fra 1933 æresmedlem af Dansk pædiatrisk selskab, og 1933-38 formand for hovedbestyrelsen og direktionen af Landsforeningen til kræftens bekæmpelse.