Th. Lang

Artikelstart

Th. Lang, Theodora Vilhelmine Linderstrøm Lang, 3.5.1855-16.12.1935, seminarierektor, skoleleder. Født i Vemmetofte, død i Silkeborg, begravet sst. L. blev hjemmeundervist, søgte Frøken Vestergaards kursus for lærerinder, var i en årrække lærer i forskellige familier, tog 1882 lærereksamen fra N. Zahles seminarium og blev s.å. leder for en mindre pigeskole i Silkeborg. Skolen blev søgt, den fik sin egen bygning 1886, dimissionsret til præliminæreksamen 1887 og en kostafdeling, da dagligt samliv (ifølge L.s overbevisning) gav den bedste baggrund for opdragelse og undervisning. Til denne skoleafdeling blev der 1907 knyttet et gymnasium med fællesundervisning af piger og drenge. – L. var overbevist om den tidlige skoleundervisnings betydning og erkendte samtidig, at der var behov for en kortere kvindelig læreruddannelse. Hun deltog i drøftelserne om et statsforskoleseminarium i årene omkring 1890, og fra 1891 blev en forskolelærerindeuddannelse oprettet ved hendes skoler. Den fik sin egen bygning 1894. I 1896 blev et lærerseminarium knyttet til skolerne, og begge seminarieafdelinger blev i dette år statsanerkendt. Et særligt træk ved disse seminarier var den – efter tidens forhold – centrale plads, praktikundervisningen havde, desuden blev der tidligt undervist i både skolekøkken og skolehavegerning. L. opbyggede med stor ihærdighed og målbevidsthed sit skolekompleks hvor såvel undervisningens indhold som arbejdsformerne havde deres særlige præg. Hun dygtiggjorde sig ved stadig deltagelse i videreuddannelseskurser, ved studierejser i udlandet og med pædagogiske drøftelser med den holdningsmæssigt beslægtede Kirstine Frederiksen. L. ville give de unge et sundt, friskt og fornøjeligt ungdomsliv. Det var den bedste forberedelse til det kristne voksenliv der var opdragelsens mål. 1918 gjorde hun sine skoler til en selvejende institution for at sikre, at de kunne forblive frie, kristne skoler. – L. gjorde sig i artikler og foredrag til talsmand for en eksamensfri børneskole, en forbedret seminarieuddannelse og for oprettelsen af en særlig faglæreruddannelse i sang, musik og sprogfag. Hun deltog i arbejde for tilskud til private skoler og pension til de private skolers lærere. Hun var medstifter af foreningen Den danske pigeskole og mangeårig redaktør af tidsskriftet Bog og Naal, Nordisk Tidsskrift for kvindelig Opdragelse og Undervisning.

Familie

Forældre: lærer og kantor Theodorus L. (1802–61, gift 1. gang 1830 med Sophie Rebekka Bergenhammer, 1810–45) og Ulricha Johanne Linderstrøm (1822–1900). Ugift.

Udnævnelser

F.M.1. 1907.

Ikonografi

Malet s.m. Anna Höltzermann af Th. Giessing, 1907, og af K. Mygind, 1933 (begge Langs skoler, Silkeborg). Foto.

Bibliografi

T. L. i Årsskr. for Th. Langs skoles samf. 1932 3–16 (e-rindr.). – Lærerne og samf., red. Carl Poulsen og W. Th. Benthin IV, 1914 201–08. [T. L. og K. Linderstrøm-Lang:] Th. Langs skoler, Silkeborg. 1882–1932, 1932. Kristine Ege i Bog og nål, 1936 2–4. Årsskr. for Th. Langs skoles samf. 1936 5–43. Karen Linderstrøm-Lang: T. L. Et hundredårsminde. Efterl. barndoms- og ungdomserindr. forts. på grundlag af breve, 1955.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig