Th. Sørensen (læge)

Th. Sørensen, Theodor Sørensen, 15.1.1839-20.12.1914, læge, socialstatistiker. Født i Hobro, død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). S. blev student 1857, privat dimitteret, og tog medicinsk eksamen 1865. Efter et par år at have gjort kandidattjeneste på Frederiks hospital og været konstitueret underlæge på garnisonssyge-huset nedsatte han sig 1869 som læge i Hobro. Ved siden af sin praksis kom han ind på socialstatistiske undersøgelser der satte spor i en række skrifter: om købstadarbejderes og markarbejderes kår (1880–81), om ulykkestilfælde under arbejde (1882), om børnedødeligheden i forskellige samfundslag (n.å.) og om dødelighedens afhængighed af de økonomiske forhold og beskæftigelsen (I–II, 1884–85). Disse arbejder, der i disse år bliver genudgivet, henledte hurtigt offentlighedens opmærksomhed på S., og da arbejderkommissionen nedsattes 1885, blev han kaldt til Kbh. som medlem af denne. Han ydede her en meget betydelig indsats ikke alene gennem en statistisk fremstilling af ulykkestilfælde under arbejdet, men også ved sin vægtige deltagelse i forhandlingerne. 1892 blev efter lange overvejelser et af kommissionens vigtigste resultater, sygekasseloven, færdig fra rigsdagen, og S. var da selvskreven som sygekassedirektør. Selv ønskede han dog ikke at forlade Hobro hvor han befandt sig vel, og først efter indstændige henstillinger indvilgede han i at overtage embedet. Det var den frivillige sygeforsikring med statstilskud og statstilsyn der skulle skabes fra grunden, og S. viste sig straks stillingen voksen som den fødte organisator der forstod at knytte de rette medarbejdere til sig, men selv altid stod som midtpunktet i arbejdet med alle trådene i sin hånd. Sygeforsikringen både udvikledes og grundfæstedes under hans faste ledelse, og i sin egenskab af sygekasseinspektør blev han 1905 tillige tilsynsførende med begravelseskasserne. Efter systemskiftet nedsattes 1903 alderdoms- og invaliditetskommissionen af hvilken S. blev medlem, og også her øvede han en afgørende indflydelse. En af kommissionens frugter blev loven om arbejdsløshedsforsikring der gennemførtes 1907.

Da denne lov skulle udbygges efter samme frivillighedsprincip som sygekasseloven nærede man stærke ønsker om at se S. som organisator også af den nye forsikring hvis gennemførelse i udlandet hidtil næsten overalt var mislykkedes. Og skønt S. allerede da var fyldt 68 år lod han sig dog bevæge til at påtage sig denne store opgave hvor det gjaldt om at føre de med fagforeningerne nært forbundne arbejdsløshedskasser ind under loven og samtidig gennemføre den formelle adskillelse mellem de to institutioner som loven krævede. Med store betænkeligheder gik S. ind til sit vanskelige hverv, men sagens løsning lykkedes ham fuldt ud. S. blev medlem af arbejderforsikringsrådet hvor han med kun et par års afbrydelse virkede fra dets oprettelse 1898 til sin død og af tuberkulose-kommissionen af 1901. For eftertiden vil S. blive stående som en metodisk og nøgtern socialstatistisk forsker, og den danske socialforsikring fik i ham en helstøbt personlighed der i dens første vanskelige år udførte et grundlæggende pionerarbejde. Vore dages stigende interesse for de jævne befolkningslags leve- og erhvervsvilkår har ført til en fornyet opmærksomhed omkring S.s arbejder fra 1880erne.