Thomas Frølund

Thomas Frølund, 30.1.1883-29.7.1957, højesteretspræsident. Født i Trælund, Tjørring sg, død på Frbg., begravet sst. (Frbg. kgd.). Navneforandring fra Thomsen til F. 25.10.1913. F. var en af sit slægtsleds betydeligste dommere der ikke blot var en fremragende jurist med et sikkert judicium, men også besad sjældent fine menneskelige egenskaber. Hans slægt var hedebønder, og i sin erindringsbog Optegnelser om min Slægt og min Barndom, 1968 – senere (1973) suppleret med Minder om min Barndoms Egne og Mennesker i jysk mundart – har han givet ofte betagende smukke udtryk for sin kærlighed til slægten og hjemegnen. – Han voksede op i et stærkt religiøst hjem og miljø som prægede ham gennem hele livet. Hans forældre døde begge medens han var en lille dreng hvad der yderligere uddybede hans religiøse følelse. Han og hans søskende kom derefter til hans farfar Laurids Frølund Thomsen, kaldet Holm (1815-99) og farmor Severine, f. Jensdatter (1818-1905) og havde hos dem en lykkelig barndom. Forholdene på gården var meget primitive. F.s skildring af arbejdet i hus og mark er meget levende, ofte med indskud og tilføjelser hvori hans betydelige humoristiske sans finder udtryk; fx tilføjer han i sin skildring af aftensmåltidet med de to grød- og mælkefade som alle langede til "Den Tanke, at enhver ogsaa om Hverdagen burde have sin egen Tallerken med Grød og Kop med Mælk var ikke opkommet i nogen Trælundsboers Hjerne." Under hans arbejde på gården og som vogterdreng på heden om sommeren uddybedes hans medfødte stærke naturfølelse og hans forhold til mennesker og dyr. Hans undervisning skete gennem skolelæreren Peder Oluf der ventede sig meget af den begavede dreng, og skolegangen er fint og levende beskrevet. Da hans drøm om at gå i skole i Herning omsider gik i opfyldelse skriver han: "Tænk o fo Low hwær Daw o læær not nyt, o fo Swar o åll de manne Spørgsmoll en håår gawn o tummelt mej! Hwa for en Lyw vild det ett blyww!".

Men det skulle blive en lang og træls vej. Han tog 1900 præliminæreksamen på Herning realskole og kom til Kbh. for at læse til student. Men pengene rakte ikke til et langt studium, og han kom en overgang i lære på Herning apotek. Det lykkedes ham dog atter at komme tilbage til Kbh., men her mødte der ham nye vanskeligheder. Som 19-årig ramtes han af børnelammelse i hele kroppen. Han har fortalt at han med Vorherre sluttede den "overenskomst" at hvis han blot måtte helbredes så meget at han kunne gå ved en stok så han ikke på forhånd var udelukket fra at finde sig en plads i samfundet så skulle han være glad og ikke klage. "Vorherre holdt sin del af overenskomsten" tilføjer han. Under sit juridiske studium fik han ophold på Regensen, og regensprovsten, professor, dr. jur. Julius Lassen blev hans faderlige ven. Det skyldtes også ham at han efter sin juridiske eksamen 1910 blev fuldmægtig hos højesteretssagfører Charles Shaw hvor han fik sine juridiske evner udviklet ved forberedelsen af en række store højesteretssager. Shaw skal have lagt særlig vægt på F.s skøn over en sags muligheder. 19.12 gik han over i justitsministeriet, men forblev endnu nogen tid som deltidsfuldmægtig hos Shaw. Han gennemløb den justitsministerielle karriere til kontorchef (1925), men gik derefter 1929 over som dommer i østre landsret. 1933 udnævntes han til dommer i højesteret og 1944 til præsident for højesteret i hvilken stilling han forblev indtil 1953. Hans præsidenttid var en for vore domstole, ikke mindst for højesteret, vanskelig tid: besættelsestiden og senere retsopgøret efter besættelsen som jo gav anledning til stor politisk debat og meget kritik. Også i højesteret har der utvivlsomt været divergerende opfattelser med hensyn til bedømmelsen af de love regeringen vedtog efter kapitulationen. Navnlig dødsstraffen og lovens tilbagevirkende kraft blev stærkt kritiseret i den offentlige debat. F. havde det ikke populære standpunkt at det var de politiske myndigheders opgave og ansvar at føre landets politik, domstolenes at rette sig efter loven. Det var en lykke for højesteret og for vort samfund at retten som sin præsident i denne periode havde en mand med et så sikkert instinkt for denretfærdige afgørelse og bag sin fine medmenneskelighed en så sjælden sindets styrke. – Blandt F.s mange tillidshverv kan nævnes, at han i en årrække var redaktør af Ugeskrift for Retsvæsen og formand for Christian Xs fond, for rigsretten, for retsplejeudvalget, og at han i 1945 var medlem af den internationale stående voldgiftsret i Haag. – I overensstemmelse med sit kristne livssyn virkede F. for en række opgaver aflhumanitær karakter, bl. a. i De samvirkende menighedsplejer, Folkekirkeligt filantropisk forbund, Kolonien Filadelfia og Det danske bibelselskab.