Thomas Prehn, 3.9.1801-17.9.1874, departementschef. Født på Høgelund ved Læk, død i Plön, begravet i Glücksborg. P. gik i Flensborg skole, studerede jura i Kiel, Berlin og Göttingen og tog 1826 juridisk eksamen i Slesvig. N.å. blev han ansat i rentekammeret, blev 1831 kontorchef og udnævntes 1834 til landkommissær for det østlige Holsten og udskiftningskommissær for Lauenburg, 1835 til medlem af landmålereksaminationskommissionen i Kiel, 1843 til landkommissær for det vestlige Holsten. I Malmøvåbenstilstanden 1848 var han udset til medlem af en fællesregering under Carl Moltke for Slesvig, Holsten og Lauenburg, men nægtede som de øvrige udsete at indtræde i den. April 1850 hørte han til de tre "private" underhandlere som det slesvig-holstenske statholderskab sendte til Kbh. for at sondere fredsmuligheder. Febr. 1851 til febr. 1852 var han medlem af den civilbestyrelse der blev indrettet i Holsten efter statholderskabets fratræden og inden genoprettelsen af kongens myndighed. 1851 var han medlem af notabelforsamlingen i Flensborg og stillede her et enmandsforslag om at monarkiets dele skulle være selvstændige enheder, hver med sit styre og med et besluttende rigsråd for fællesanliggender. Det var grundtanken i dette forslag der søgtes gennemført ved den påfølgende rekonstruktion af helstaten. 1852-54 var han departementschef i det holsten-lauenburgske ministerium og 1857-58 medlem af rigsrådet, men mødte ikke 1858.1 sit testamente indsatte denne slesvig-holstenske helstatsmand kong Christian IX til universalarving til bedste for de embedsmænd der havde lidt tab ved de sidste års begivenheder i hertugdømmerne. -Kammerråd 1837. Justitsråd 1840. Etatsråd 1841. Konferensråd 1860.

Familie

Forældre: godsejer Georg Heinrich P. (død senest 1825) og Catharina Dorothea Petersen (ca. 1771-1847). Ugift.

Udnævnelser

R. 1847. DM. 1854.

Bibliografi

Kn. Fabricius i Sønderjyllands hist. IV, 1937 420 424.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig