Thomas Rosenstand, 29.8.1900-19.10.1965, landbrugsskoleforstander. Født i V. Vedsted, død i Svendborg, begravet i Korinth, Fyn. R. fik en praktisk landmandsuddannelse, og efter ophold på Bornholms højskole og Ladelund landbrugsskole tog han på landbohøjskolen hvorfra han blev dimitteret som landbrugskandidat 1925. Efter et år som lærer ved Støvring højskole tog han på studieophold i Canada og USA hvor han tog mejeribrugseksamen på Iowa State College som suppleredes med en studierejse til Australien og New Zealand. Efter sin hjemkomst 1928 var R. en kort tid sekretær i Landbrugsrådet og begyndte så sin livslange indsats inden for landbrugsskolen. Han var først lærer ved Dalum landbrugsskole og derefter ved Sydsjællands landbrugsskole, inden han 1931 blev forstander for Korinth landbrugs- og husholdningsskole som han ledede til 1963. Efter sin fratræden som forstander vedblev han at undervise til sygdom satte en stopper herfor 1965. – R. var en stærkt engageret og utraditionel skolemand med en særlig evne til at vække elevernes interesse og fastholde den. Han var en igangsætter af format som med ildhu gik ind for sine ideer og selv levede op til sit motto: Det er viljen til at ville, der skaber evnen til at kunne. Samtidig bevarede han gennem årene sin kontakt med landbruget og dets vilkår i andre lande. Han var en værdsat og meget benyttet foredragsholder som forstod at sætte gang i mange af de landmænd som i årenes løb hørte ham rundt om i landet. Han var heller ikke bange for at gå nye veje, og blev stærkt optaget af roedyrkningens rationalisering, hvilket bl.a. resulterede i opfindelse af flere meget anvendte maskiner.

R. udfoldede desuden en betydelig skribentvirksomhed som lærebogsforfatter og forfatter til afhandlinger i større værker samt artikler i fag- og dagblade. Han var således medarbejder ved Den ny Landmandsbog og redaktør af håndbogen Rationelt landbrug der udkom 1963–64. Han var i en årrække medlem af bestyrelsen for Fåborg Andels Svineslagteri og var medlem af repræsentantskabet for ugebladet Landet samt for dagbladet Information, ligesom han i en periode efter krigen var folketingskandidat for venstre. 1965 blev R. tildelt Ravnholtkassens hæderspris for sin mangeårige dygtige indsats i uddannelsen af dansk landboungdom.

Familie

Forældre: sognepræst Otto Ludvig Emil R. (1861–1929) og Anna Bolette Mohr (1861–1948). -16.4.1930 i Vester Vedsted med Birgitte Vinther-Lassen, født 4.1.1905 i Støvring, d. af gårdejer Laurits V.-L. (1872–1925) og Anna Larsen (1868–1932). – Bror til Tage R.

Udnævnelser

R. 1960.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Dansk landbrug LXXIX, 1960 243; LXXXIV, 1965 348. N. Dyrbye: Den danske landbrugsskole 100 år, 1969 97. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig