Thomas Th. Sabroe, Thomas Thomasen Sabroe, 23.8.1863-10.2.1942, fabrikant. Født i Silkeborg, død på Frbg., begravet sst. (Frbg. ældre kgd.). S. fik købmandsuddannelse og startede derefter 1891 i Silkeborg under eget navn et firma der bl.a. omfattede forbrugsartikler til mejerier. 1893 flyttede han forretningen til Århus hvor han n.å. yderligere anlagde værksted som han fik i god gang støttet ved en patenteret opfindelse. 1895 antoges firmanavnet Thomas Ths. S. & Co., idet ingeniør Carl Gottlieb (1864–1937) blev kompagnon, og to år senere overgik virksomheden til et aktieselskab med S. og Gottlieb som direktører. I begyndelsen beskæftigede selskabet sig hovedsagelig med forarbejdelse af mejerimaskiner og installation af mejerianlæg, men allerede inden aktieselskabets start havde firmaet fremstillet to kølemaskiner efter kulsyresystemet, og ved en i efteråret 1898 afholdt konkurrenceprøve blev det konstateret, at kulsyremaskinen var de hidtil kendte kølemaskiner efter ammoniak- og svovlsyrling-systemet betydeligt overlegen. Opmuntret af dette resultat skred selskabet allerede 1899 til en betydelig udvidelse og koncentrerede fabrikationen om ismaskiner og kølemaskiner, på hvilket område en storindustriel udvikling fandt sted. Især med hensyn til udviklingen af fiskefrysningsmaskiner – hvor Sabroe arbejdede nært sammen med opfinderen, fiskeeksportør A. J. A. Ottesen – og skibskøleanlæg var virksomheden banebrydende. – S. der med stor energi og viljekraft havde overvundet startvanskelighederne, herunder dog ikke mindst mejerivæsenets betænkeligheder ved at foretrække køleanlæg for ishuse, kom kun i ringe grad til at nyde frugterne af sit pionerarbejde. Et ulykkestilfælde i de unge år havde undergravet hans helbred, og månedlange hospitalsophold havde svækket hans kræfter, netop som der stilledes store krav til dem. Allerede 1.1.1904 fratrådte han af helbredshensyn som direktør, og det blev under Carl Gottliebs og senere Axel Gratins ledelse, at virksomhedens ekspansion for alvor fandt sted. Som grundlægger og aktionær arbejdede S. fortsat på at styrke firmaet og han var nogle år efter sin fratræden, på et kritisk tidspunkt for selskabet stærkt medvirkende til gennem fremskaffelse af kapitalindskud at hindre dets likvidation. Som følge af et stærkt modsætningsforhold til selskabets bestyrelse nedlagde han tillige sin bestyrelsespost og flyttede til Kbh. hvor han 1908–16 drev grosserervirksomhed.

Familie

Forældre: købmand, senere kgl. agent Thomas Thomasen S. (1828–1909) og Kirstine Holtz (1828–1901). Gift 27.8.1890 i Skanderborg med Olga Skovgaard, født 6.7.1863 på Kærgård ved Silkeborg, død 11.7.1950 på Frbg., d. af købmand Emil S. (1825–1913) og Helene Smith (1826–1910).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

[T. T. S.:] Thomas Ths. Sabroe contra A/S Thomas Ths. Sabroe og co., 1915. Interview i Nationaltid. 19.8.1940. – Axel S. Sabroe: Johan Eichel Skovgaards ane- og efterkommertvl., 1943. Samme: Sabroe slægter, 1967. A/S Thomas Ths. Sabroe & co. 1897–1922, 1922. Arbejdsgiveren, 1942 67. Århus stiftstid. 16.2. s.å. Sabroe gennem 50 år, 1947.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig