Thor Sundby, Johannes Thor Sundby, 26.5.1830-16.11.1894, romansk filolog. Født i Kbh. (Fødsst.), død sst., begravet sst. (Garn.). S. blev student 1849 fra Borgerdydskolen på Christianshavn. Efter i nogle år at have studeret retsvidenskab forlod han dette studium for udelukkende at dyrke sine filologiske og humanistiske interesser. Hjemvendt fra et studieophold i Frankrig indstillede han sig 1864 til magisterkonferens i fransk med italiensk som bifag. I de følgende år kastede han sig især over studiet af vekselvirkningen mellem fransk og italiensk litteratur i middelalderen, og resultatet heraf blev en yderst grundig, på flere punkter banebrydende afhandling om Dantes lærer Brunetto Latini. Denne afhandling, der skaffede ham doktorgraden 1869, blev også fra udlandets side modtaget med stor anerkendelse og 1884 i udvidet og ændret form oversat til italiensk (af Rodolfo Renier). I tilslutning hertil gav han en mønsterværdig udgave af den meget vigtige Liber consolationis et consilii af Albertano da Brescia (1873). Ved siden af middelalderen dyrkede S. særlig 1600-tallet. Hans hovedopgave ved magisterkonferens var en fremstilling af Blaise Pascals levned og skrifter; denne afhandling, som han udgav i Dansk Maanedsskrift (1867, II), danner grundlaget for et senere udkommet, langt udførligere arbejde (1877) om den store franske tænker hvor han særlig undersøger hans kamp mod jesuiterne og hans forsvar for kristendommen. S. har ligeledes, sammen med William de Coninck, overført Pascals Breve, Afhandlinger og Samtaler, 1868 og Tanker, 1883 til dansk. En stor og meget fortjenstfuld Dansk-norsk-fransk Haand-Ordbog som han udgav sammen med Euchaire Baruël, I–II, 1883–84 danner afslutningen på hans forfatterskab. 1878 blev han ekstraordinær docent ved universitetet i de romanske sprog og deres litteratur, efter professor V. Bjerrings død i jan. 1880 blev han udnævnt til docent i fransk sprog og litteratur, og 1887 fik han det nyoprettede professorat i romanske sprog. S. blev således herhjemme den første officielle repræsentant for romansk filologi. 1888 var S. blevet medlem af Videnskabernes selskab; han døde efter længere tids tiltagende svagelighed. S. var en søgende, kritisk and og en yderst omhyggelig forsker; hans arbejder bærer alle det samme præg af omfattende lærdom og nøjagtighed.

Familie

Forældre: senere pedel ved kirurgisk akademi Jens Johansen S. (1797–1874) og Anne Christiane Erichsen (ca. 1793–1853). Gift 25.10.1878 i Kbh. (Holmens) med Emma Aurelia Holmer, født 12.1.1839 i Byrum, Læsø, død 7.2.1894 i Kbh., d. af residerende kapellan i Byrum, Vesterø og Hals, senere sognepræst i Nørbæk, Sønderbæk og Læsten Henrik Christian H. (1799–1851) og Johanne Emilie Deichsler (1811–62).

Udnævnelser

R. 1892.

Ikonografi

Mal. af Vilh. Rosenstand, 1892 (Kbh.s univ.). Buste af H. B. Dahlerup (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1870 73f. – Ursub Dahlerup: Fra gammel tid, 1927. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig