Thorkild Gravlund, Thorkild Thastum Gravlund, 16.8.1879-4.12.1939, forfatter. Født på Reersø, Kirke Helsinge sg, død sst., begravet sst. G. hører til de hjemstavnsforfattere som i begyndelsen af dette århundrede satte et nyt præg på litteraturen. Barndomslandet blev den grund hvorpå han udviklede et livssyn. Hjemstavnen var Øen, som debutromanen hedder, og hermed menes den vestsjællandske halvø Reersø hvor G. blev født i landsbyskolen. Faderen lærte sin søn at skønne på egnens historie – selv syslede han med optegnelse af gamle marknavne – og drengens kæreste læsning var "Danske Folkeminder" af Jens Kamp. Af størst betydning for det senere forfatterskab blev vel det daglige liv på øen blandt bæltfiskere og bønder hvor G. lydhørt har opfanget nuancer i sprog og sind og gjort sig fortrolig med landskab og vejrlig. – Som det var skik i familien-tilbage til tiptipoldefaderen ville G. være lærer, men matematikken på Jonstrup seminarium tog lysten fra ham, og han gik snart over til de frie studier i marken når han vandrede landet igennem sommer efter sommer. "Jeg lærte dansk i de Aar, som jeg ikke kunde lære paa andeni Vis". Vintrene tilbragte han på biblioteker og museer. Samtidig skrev han artikler til sjællandske aviser. Den første om Havelse Køkkenmøddirig stod i Isefjord Posten 7.10.1900. Med en fortælling Ulv Uborn henvendte han sig til en anden vestsjællænder, Vilhelm Andersen, for at få råd, og de blev enige om at G. skulle skrive noget mere "konkret". G. greb da det fra barndommen fortrolige stof og skrev om Reersøs almueliv som han så at sige kendte indefra. Det blev til Øen som kom 1903, en fin og nænsom skildring hvor G. i en småsnakkende lavmælt tone som stemmer godt sammen med de mange sjællandske replikker sammenkæder en række livsskæbner. En gennemgående tendens er den erfaring at kun i hjemstavnens fællesskab findes den sande trivsel, en lære G. livet igennem terpede. I den lille bog findes allerede mange tanker som kom til at karakterisere det store forfatterskab. Folkelivsskildringen fulgtes op 1905 af I gamle Essinge By og 1908 af novellesamlingenVejrbilleder.

Bekendtskabet med Axel Olrik gav G. nyt mod til at gå videre ad det spor han var slået ind på. Han var ikke alene om sin interesse for folkepsyken – et begreb som i forbindelse med tidens positivistiske og nationale tankegang blev dyrket over hele Europa i en tro på at man objektivt kunne skildre nationalkarakter som en given størrelse. De folkloristiske iagttagelser blev sat i system da han nu kom til at foretage indsamlinger for Dansk folkemindesamling som lige var blevet oprettet, og Olrik opfordrede ham til at skrive i Danske Studier hvor G. bragte nogle afhandlinger om sin hjemegn og dens mennesketyper, Reersø og Reersø og Opland, om sin kones fødeegn Kristrup ved Randers, og Nogle Grundlinier i Folkekarakteren. De folketypologiske skildringer blev uddybet i bogen om Sjællændere og Jyder, 1911 og Fynboer, 1914 som forøget med beskrivelser af flere danske egnstyper blev hovedværket Dansk Folkekarakter, 1919. Her uddrager G. fra et væld af sagn, skikke og mundheld sammenlignende karakteristikker af folkekarakteren rundt om i landet. Han søgte de typiske forskelle som han anså for spændkraften i folkepsyken ligesom han værnede om grænserne i landskabet, markskel og sognegrænser der markerer de enkelte egnes særpræg. 1915-19 kom den digteriske version af disse studier i romantrilogien Sognet hvor samspillet af sjællændere, jyder og fynboer får liv af deres egnspræg. Især er de sjællandske typer vellykkede. Som så ofte i G.s digtning er de gamle mænd bedst tegnet. De egner sig til at udtrykke G.s konservative holdning. "Lad os nu bare hilse og sige, om det maa være som det er – og blive som det var!" siger sådan en gamling. "Fremskridtet" eller "Tiden" fandt G. kulturfjendsk. I flere bøger fra Sognet til Ellens Piger, 1936 ses industrialiseringen af landbruget som en fare. "Ka vi blive saanen ved og gøre Fræmskrædt, saa nuer vi vel te og hielt ku undvære vos sæl. Men ded sønnes je er imod Reljonen", siger G. Han går hellere ind for fællesskabet som almuens, flokkens naturlige livsform.

G. ville med beskrivelsen af de nationale enheder i Øen og Sognet som en begyndelse og fortsat i Herredet, 1919 arbejde sig igennem hele riget og efterhånden tegne den "Nationale Helhed". På en væg i huset på Reersø havde G. sit eget hjemmelavede Danmarkskort hvor grænsen gik norden om Halland og mod syd til Eideren. Så vidt sporede han dansk særpræg. De dybeste nationale spor fandt han i nationens grundstamme, almuen, hvis historie han mente at kunne følge længere tilbage end bondekulturens gennem sprog og skik, tro og overtro. Han ledte sig gennem tågede myter bagud til tider hvor almue og vætter glider sammen i ét, til elle-folket, folket af ælde, overtroiske forestillinger som udtrykker almuens intuitive eksistensforståelse. Herom handler bl.a. Eliefolket af Stranden rundt I-IV, 1919-21, Vætterne, 1926 og Vejrets Folk, 1937. "Almuen har saa dybe Rødder i Fortid, at den kender endikke sig selv" siger G. i Dansk Folkekarakter. At fremdrage disse rødder var hans mål som digter og visionær historiker, et national-kulturelt sigte han førte frem i avisartikler og foredrag imod 20ernes europæiskorienterede modernisme. Konservatismen hos G. bunder i hans dybe følelse for sammenhæng, i hans samfølelse med tidligere slægtled der har levet på samme jord, og hvis præg på kultur og landskab han vil værne. G. var betaget af de middelalderlige landskabslove som udtryk for folkesindet. I Danerloven, 1925 har han skildret og sammenlignet disse "naturlove". Særlig Eriks sjællandske lov beundrede han, og på flere punkter ønskede han at føre jordlove tilbage til dette ideal. Lovenes vægtige sprog kom til at betyde meget for G.s senere digtning, og i de historiske romaner slog han ind på et kunstigt gammeldansk som forståeligt nok skræmte mange af hans læsere bort. Hovedværkerne i det folkloristiske forfatterskab er foruden Dansk Folkekarakter Herredsbogen, 1926-30 og Sysselbogen, 1931 hvor han viderefører betragtningerne over landskabslovenes betydning for den folkelige tankegang. I Landsmands Lov, 1916 beskrev G. følelsen af at være "i Væsen" med hjemstavnens kendte landskab. Han går videre med denne tanke i Dansk Bygd I-I 11, 1917-30 og viser landskabet som udtryk for almuekulturen tilbage til oldtiden.

G.s teoretiske forfatterskab er en enestående samling af iagttagelser og meddelelser opfattet af et medvidende, indforstået sind, et kildemateriale af stor værdi. Digteren Martin A. Hansen fandt heri betydelig inspiration. Særlig Herredsbogen anfører han som igangsættende. Også for digteren G. var historikeren G.s arbejde frugtbart. Livet igennem dyrkede han sine to arbejdsområder i vekseldrift således at romanerne ofte er groet ud af det indsamlede stof. Voksebro, 1923 er en national-filosofisk idéroman som tager motiver af gamle børnerim. Den opfordrer ligesom oldtidsromanen Bod, 1930 til at ofre til fællesskabet. Til sin 50-års fødselsdag havde G. fået arbejdet sit tidlige forsøg Ulv Uborn om til en tåget, symboltung vikingeroman Ransmænd om Samsø. S.å. kom den langt raskere fortalte lille roman om Rakkeren, en social taber som trods alt holdes oppe i forsoren forståelse af landsbyens fællesskab. I bondeskildringen Espen, 1933 fortælles om slægten på en gård baglæns gennem generationernes kæde som holder os fast til fortiden. 30ernes kriseår med arbejdsløshed og landbrugets manglende rentabilitet præger G.s digtning i disse år hvor han uddyber sin konservatisme i Livets Undersaatter, 1931, Den nye Lov, 1934, hvor han tilråder at tage Eriks sjællandske lov i brug igen, og i dobbeltromanen Ellen, Ellens Piger prædiker han stadig imod udviklingen. Da LS-røret, landbrugets protestbevægelse, satte ind var han til en begyndelse lydhør, ligesom meget i nazismens bondelovgivning tiltalte ham. – Vi møder Vejrets Folk, 1937 i oldtid og nutid for at konstatere at det væsentlige er altid i almuesindet, er konstant. 1939 kom Kongen, Sven Estridsen, der drager riget rundt for at holde ting. Her finder vi Danerloven omsat til roman. Efter G.s død kom dronningen, Nordens Margrete som fører tilbage til "Øen".

G. har med sine romaner skabt en museumsagtig almueverden forsynet med mange fine iagttagelser og særprægede naturbeskrivelser og befolket af flere typer end individer. Hans sans for replikken er enestående skarp så længe han holder sig til dialekten. Trods hans ubestridelige fortællertalent lider hans senere romaner ved en tung overvægt af ideer der ofte tager pusten af kunsten. Det mangesidige forfatterskab på mere end 50 bind af højst forskellig lødighed er skrevet ud fra samme synspunkt: at skildre folkepsyken. G.s hjemstavnsdigtning er baseret på hans teori om at "ud fra Stedhu dannes Folkekarakteren."

Familie

Forældre: skolelærer Hans Marcus G. Nielsen (navneforandring til G. 1905) (1852-1925) og Jensa Nikoline Thastum (1854-1936). Navneforandring fra Nielsen 23.8.1905. Gift 28.9.1903 i Kristrup med Helga Severine Johanne Thastum, født 19.5.1878 i Kristrup, død 9.3. 1956 i Sæby, d. af lærer Jacob Peter T. (1844-1926, gift 2. gang 1890 med Karen Christensen Riis, 1852-1916, gift 3. gang 1926 med Mariane Sørensen, 1868-1957) og Jensine Marie Holm (1844-84).

Ikonografi

Tegn. af Johannes Glob, 1919, af Alfred Schmidt, 1921 (Fr.borg), af Mogens Zieler, 1928 og af Otto Christensen. Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1940. Relief af Svend Jespersen på mindesten, 1942, hvor G.s fødehus lå på Reersø. – Mindesten ved Løve, 1948.

Bibliografi

Cai M. Woel: Arbejder af T. G., 1928. – T. G. i Bogvennen, 1915 444f og i Berl. aften 8.9.1934. – John Landquist i Litteraturen I, 1918 203-09. Samme: Det levande fürflutna, Sth. 1919 144-55. Hans Ellekilde i Nord. t. for vetenskap, konst och industri, Sth. 1919 81–100. Vilh. Andersen: Nordboer, 1919 66-80. Rich. Gandrup: Døgnet og tiden, 1926 83-98. Peder Hesselaa: Vor tids digtere, 1926 161-65. Cai M. Woel: T. G., 1927. Hilsen til T. G., samlet af Cai M. Woel, 1929. Jørgen Bukdahl: Dansk national kunst, 1929 415-30. Alfr. Bindslev: T. G. Et radioforedrag, 1939. Chr. Torpe i Berl. tid. 5.12.1939 og i Berl. aften 9.12.s.å. Fr. Skrubbeltrang i Højskolebl., 1940 8f. Sv. Aakjær i Danske digtere i det 20. årh., ny saml., 1955 109-19. Fr. Nielsen sst. ny udg. I, 1965 176-80. Jan Nissen: Den unge Martin A. Hansen, 1974. – Papirer og breve i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig