Torkel Weis-Fogh

Torkel Weis-Fogh, 25.3.1922-13.11.1975, biolog. Født i Århus, død i Cambridge, England, begravet Tibirke kgd. W.-F. blev student fra Århus katedralskole 1940 og tog magisterkonferens i zoologi ved Kbh.s univ. med jordbundsøkologi som speciale og mikrobiologi som bifag 1947. Allerede 1942 gik W.-F. i gang med Kbh.s univ.s zoologiske prisopgave for 1944 om mikrofaunaens variationer kvalitativt og kvantitativt gennem et år i relation til de økologiske faktorer eller visse dominerende arters biologi. I Ebeltoft vig gennemførte han på et felt med hævet stenalderhavbund minutiøse undersøgelser af mide- og collembolfaunaens fordeling i relation til de fysiske faktorer og vegetationer. Besvarelsen belønnedes med guldmedalje og publiceredes revideret på engelsk i Natura Jutlandica, 1945.

Samtidig med dette store arbejde nåede W.-F. både at passe sit studium og foruden flittig aktiv deltagelse i faglige foreningsmøder også at tage del i modstandskampen. 1947 ansattes han som videnskabelig assistent i Aug. Kroghs private laboratorium på Søbredden i Gentofte hvor et lykkeligt samarbejde trods den store aldersforskel udvikledes, fremragende eksperimentatorer som de begge var, begge også i besiddelse af intuitive evner til fuldt ud at færdigudvikle deres forsøgsapparatur i hjernen, før det maskinelt konstrueredes. W.-F. skulle deltage i undersøgelse over insektflyvningens fysiologi ved vandre-græshoppeforsøg, og sammen udarbejdede de metoder i "et orgie af hjemmelavet apparatur", så de kunne studere de enkelte dyrs flyvning i en vindtunnel eller grupper af insekter i en karrusel. 1949 beskrev W.-F. i Nature et lille sanseorgan på panden af ørkengræshopper; blot en svag luftstrøm rettedes mod dette organ, der også er en stabilisator for flugtretningen i horisontalplanet, kunne insekterne stimuleres til timelang flyvning; og flyvning udløses, når deres ben berøves kontakt med underlaget. Efter Kroghs død 1949 fortsatte W.-F. deres påbegyndte undersøgelser over græshoppernes stofskifte under flyvning og kunne påvise, at stofskiftet steg 20-50 gange over hvilestofskiftet, og at det ved lang-tidsflyvning dækkes 85% ved fedtforbrænding – og ikke som tidligere ment ved kulhydratforbrug alene. 1952 disputerede han ved Kbh.s univ. for den filosofiske doktorgrad om Fat combustion and metabolic rate of flying desert locusts (Schistocerca gregaria Forsskål), trykt i Phil.Transact. Royal Soc. of London. De følgende år foretog han i samarbejde med dr.techn. Martin Jensen (der 1956 blev dr.phil. på et arbejde The aerodynamics of Locust Flight) indgående studier af flyvningens mekanik og aerodynamik, hvilket resulterede i en række afhandlinger med fællestitlen Biology and physics of locust flight, hvor særlig fysikkens love indplaceredes i de fysiologiske problemer. 1953 afvikledes Kroghs laboratorium og W.-F. blev universitetsadjunkt ved det neurofysiologiske institut hvor han sammen med F. Buchthal elektrofysiologisk fordybede sig i flyvemusklernes struktur og funktion med hensyn til ilttilførsel, affaldsproduktfjernelse og hurtig funktion. 1954-58 var W.-F. i Cambridge, først som Rockefeller stipendiat, senere som Balfour Senior Research student i Department of Zoology. Han gjorde her den vigtige opdagelse at flyvevingehængslet indeholder en lille pude af strukturprotein, resilin, der har karakter af en næsten perfekt gummi; det opsamler en væsentlig del af energien ved sammentrykning under vingeopslaget for at afgive den ved nedslaget, når strukturerne retter sig ud igen. – 1958 ansattes W.-F. som ekstraordinær professor i zoofysiologi ved Kbh.s univ. hvor han i de følgende syv år gjorde en stor forskerindsats, men også engagerede sig aktivt i undervisning af studenter og i udvalgs- og kommissionsarbejde. Det sidste medførte foruden den nye decentraliserede universitetsstruktur baseret på centralinstitutter, tillige omdannelsen af Statens almindelige videnskabsfond (fra 1952) til de fakultetsrelaterede forskningsråd.

Foråret 1965 modtog W.-F. tilbud om at blive professor og Head of Department of Zoology i Cambridge og året efter fik han orlov et år fra Kbh.s univ. Han besluttede sig 1967 til at forblive i England, selv om han fortsat følte nær tilknytning til Danmark. Overgangen lettedes ved at han fik sin medarbejder i Kbh., dr.phil. Svend Olav Andersen (der 1966 havde disputeret om Covalent crosslinks in a structural protein, resilin) til at flytte med til Cambridge hvor de sammen de følgende år redegjorde for de kemiske og biofysiske forhold der betinger resilinets elastiske effektivitet. W.-F. påviste i Cambridgeårene en ny type sammentrækkelige elementer i stilken hos klokkedyret vorticella og med sine medarbejdere fortsatte han undersøgelser over flyvningens aerodynamiske forhold hos kolibrier, natsværmere og snyltehvepse. – Tillidsposter søgte han at holde på et minimum. 1961-65 var han medlem af Statens naturvidenskabelige forskningsråd, 1963-65 dets formand, fra 1961 medlem af Videnskabernes selskab.