Tue Nielsen

Tue Nielsen, Tue (Tuve) Nielsen, ca. 1400-05-7.4.1472, ærkebiskop. Født i Viborg. Hans slægtsforhold er ukendte, men da han som ærkebiskop førte en lilje som våbenmærke i sit segl tilhørte han muligvis slægten Juul. Skoletiden skal han efter en yngre beretning have tilbragt i trange kår, fra 1426 studerede han i Erfurt, blev magister 1428 og dr. teol. 1439; s.å. beklædte han posten som universitetets rektor. Fra hans tid i Erfurt er bevaret et skrift af ham om Aristoteles' metafysik. Det var ikke usædvanligt at studierne i udlandet finansieredes ved hjælp af indtægterne fra et kanonikat, således nævnes han som kannik i Lund og Ribe 1439. Efter hjemkomsten avancerede han til ærkedegn i Lund og valgtes 1443 straks efter Hans Laxmands død til ærkebisp. N. rejste ikke selv til konciliet i Basel, men fik 9.8. palliet udleveret til sine prokuratorer. Trods eden til konciliepaven Felix V skiftede N. senere standpunkt og erklærede sig 1447 for Rom. Det faldt i hans lod at foretage brudevielsen af Christoffer af Bayern og Dorothea 1445 og at krone Christian I 1449 i Kbh. Som rigsrådets førstemand optrådte han hyppigt i det offentlige liv, særlig deltog han i de mange forligsmøder med svenskerne. Særlig kendt er han blevet for sit tapre forsvar af såvel domkirke som bispegård under Karl Knutssons hærgninger i Skåne 1452, han kunne dog ikke forhindre at en del af byen brændte ligesom en del af ærkesædets gods rundt omkring i Skåne blev afbrændt. Ifølge en yngre, udførlig beretning skal ærkebispen have optrådt meget frimodigt over for Karl Knutsson da denne både med løfter og trusler forgæves søgte at få ham over på sit parti. Senere måtte N. gennemføre byggearbejder både på ærkebispegården og på Helsingborg slot hvor han lod opføre et stenhus i to etager. Hans forhold til den skånske gejstlighed var ikke godt fordi han gennemførte sin visitations-ret på en hårdhændet måde. Det gik så vidt at hans domkapitel med provst Peder Axelsen (Thott) i spidsen klagede til paven over hans embedsførelse. Paven lod 1459 to bisper pådømme sagen. Også klostre, bl.a. Tommarp, beklagede sig over uretmæssigt gæsteri. Modsætningsforholdet til kapitlet var dog i lige så høj grad politisk og personligt betinget, Peder Axelsen følte sig formentlig forbigået ved ærkebispevalget og var nok lige så ærgerrig og selvhævdende som sine brødre. Han døde imidlertid inden brødrenes afgørende brud med Christian I. – N. anføres som forfatter til fortsættelsen af den krønike om Lunds ærkebisper som tilskrives en af hans forgængere, Niels Jensen, men N. er formentlig kun initiativtager.