Uffe Wöldike

Artikelstart

Uffe Wöldike, Uffe Hroar Wöldike, 8.6.1856-22.5.1926, skoleinspektør. Født i Flensborg, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). W. blev elev først i Metropolitanskolen, senere i Roskilde katedralskole hvorfra han blev student 1876, studerede teologi, senere naturhistorie, begyndte samtidig en lærergerning ved pigeskoler og kursus 1877-80 og blev 1880 ansat ved Schneekloths skole hvor han virkede til sin død; han var 1883-1924 skolens inspektør og udnævntes ved statens overtagelse af skolen 1918 til lektor. Han underviste tillige ved Døckers kursus (1897-1916) og måtte på grund af den omfattende virksomhed opgive at afslutte sine studier med embedseksamen. W. var den fødte lærer. Hans elever vidste at deres vel lå ham stærkt på sinde, og hans redelige karakter og intuitive forståelse af unge mennesker gjorde dem trygge. Hans timer var fornøjelige, vel tilrettelagte, hans inspektion på legepladsen og hans ledelse af morgensangen bar præg af naturlig myndighed. På skoleudflugterne førte han elevflokken som en "general" der forstod at give dagen form dels ved en til situationen passende løssluppenhed, dels ved en håndfast ledelse. For hans elever blev naturhistorie et fag der i timerne på skolen og ikke mindre gennem ekskursionerne fik betydning,.....vor kærlighed til naturen og respekt for videnskaben slog dybe rødder under hans varme og kloge vejledning" (K. F. Plesner). Inden for seksualundervisningen var han pioner. 1906 udgav han pjecen Kønssygdommene og deres Farer, en redelig fremstilling der udkom i flere oplag og af undervisningsministeriet blev anbefalet som egnet til uddeling blandt eleverne. S.å. holdt han ved de højere skolers lærermøde foredrag om Skolen og det seksuelle Spørgsmaal, påskønnet for sin psykologisk fine og taktfulde redegørelse. Af talrige foreninger, forældrekredse og ungdomsklubber blev han indbudt som foredragsholder om seksualspørgsmål. Han var formand for Dansk forening til kønssygdommenes bekæmpelse 1908-11, næstformand 1911-26. W. var musikalsk og havde selv en god sangstemme. 1886 stiftede han Schneekloths skoles sangforening som han ledede i 40 år, en forening der samlede elever og lærere til ugentlige prøver vinteren igennem og var et fremtrædende element ved skolens fester hvor W. var den uundværlige og højt skattede leder og arrangør. Han kom tidligt ind i Studentersangforeningen hvis formand han var 1899-1909, og i Musikforeningen, for hvis repræsentantskab han var formand 1915-26. W.s virksomhed har sat sig dybe spor i Schneekloths skoles traditioner. Han var lykkelig i sin gerning, og skolen var midtpunktet i hans tilværelse. For mangfoldige elever blev han midtpunktet i deres skoletid.

Familie

Forældre: appellationsråd, senere herredsfoged, kammerjunker Heinrich Christian Piehl W. (1818-87) og Anna Catharina Hansine Wøldike (1830-92). Gift 9.4.1895 på Frbg. med Christine Augusta Amalie Boisen, født 10.5.1870 i Kalundborg, død 31.10.1933 i Gentofte, d. af grosserer Niels Gotfred B. (1841-1926) og Arnoldine Juliane Pauline Kastrup (1843-79). – Far til Mogens W.

Udnævnelser

R. 1922.

Ikonografi

Relief på gravstenen. Foto.

Bibliografi

Svanholm gymnasium, Schneekloths skole. Årsskr. 1926 3-5. Metropolitaneren I, s.å. nr. 6 4f. Gymnasieskolen IX, s.å. 151f. Aage Bremerholm: Bogen om min grønne ungdom, 1948. K. F. Plesner: Schneekloths skole 1854-1954, 1954.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig