V.E. Parving, Valter Ejgil Parving, 16.3.1913-27.7.1981, tolddirektør. Født i Vejlby ved Middelfart, død i Ordrup, begravet Ordrup kgd. P. tog realeksamen i Fredericia 1929 og blev året efter ansat som toldelev i Bogense. I sine første år gjorde P. tjeneste ved forskellige toldkamre i provinsen indtil han 1932 blev forflyttet til København. Efter udnævnelse til toldassistent 1937 blev P. hurtigt knyttet til den centrale administration, først i det daværende overtoldinspektorat for København og fra 1942 i departementet for told- og forbrugsafgifter. Her avancerede P. 1960 til toldinspektør med den særlige opgave at være til rådighed som konsulent ved toldbehandlingen. P. var i sine seneste år i departementet stærkt engageret i en række store udviklingsopgaver. Det var toldreformerne i slutningen af 1950erne. Endvidere arbejdet med den fælles nordiske toldtarif og rationaliseringen af toldbehandlingen i samme periode. P. blev gennem dette arbejde og sin betydelige indsigt i og interesse for toldetatens forhold i begyndelsen af 1960erne foregangsmand i de bestræbelser som resulterede i en omfattende modernisering af toldvæsenet. Dette arbejde var stærkt medvirkende til at man i 1965 oprettede direktoratet for toldvæsenet. Det var derfor helt naturligt at P. fik en høj placering i den nye styrelse. Udnævnt først til overtoldinspektør (1965) og siden til vicedirektør (1969) var han den dynamiske souschef og personalechef for etaten. Han var 1967-72 leder af den mest omfattende strukturrationalisering der er foretaget i toldvæsenet. Mest skelsættende var her gennemførelsen af en ny etats-struktur ved indførelsen af momsen i 1967. Antallet af provinstoldkamre blev reduceret fra 78 til 26, og ca. 100 tjenestesteder i København samlet til først 11, senere 6 toldkamre. 1975 blev P. udnævnt til tolddirektør og chef for toldetaten. Det betød imidlertid ikke at slutstenen nu var nået. En videregående modernisering af toldvæsenet var på det tidspunkt allerede i gang, og 1976 forelå fra P.s hånd Betænkning om toldvæsenets arbejde og organisation. Forslagene i denne betænkning nåede P. i det væsentlige at få gennemført. For P. var toldetaten et dybt personligt anliggende. Han engagerede sig derfor i sjælden grad i løsningen af spørgsmål der havde betydning for etatens forhold og fremtid. Det var derfor navnlig sagerne vedrørende etatens organisation og struktur og de personalevendte spørgsmål der havde hans store bevågenhed. I sine bestræbelser på at gøre toldvæsenet til en moderne og velfungerende etat glemte P. ikke fortiden, og han var meget opmærksom på betydningen af at sikre etatens historie for eftertiden. Det var således P. der i 1977 tog initiativ til oprettelsen af Toldhistorisk selskab. P. har skrevet lærebøger i toldlov til brug ved toldskolen samt en række artikler om faglige spørgsmål.

Familie

Forældre: gårdejer Jens Christian Jensen (1870-1953) og Hansine Martine Hansen (1876-1932). Navneforandring 1.4.1937. Gift 8.10.1938 i Frbg. k. med Elise Frisenette Bergmann, født 19.1.1915 i Viborg, d. af isenkræmmer Aage Dyring Bergmann (1886-1956) og Clerry Helene Kirstine Frisenette (født 1888).

Udnævnelser

R. 1965. R1. 1970. K. 1978.

Ikonografi

Mal (Kgl.bibl., toldmus.).

Bibliografi

Berl. tid. 30.5.1980 og 28.7.1981. Jyllandsposten 28.7.1981. Paul Gersmann i Zise IV, s.å. nr. 1-2.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig