V.Th. Sass, Viggo Theodor Sass, 4.1.1892-1.6.1970, skibsmægler og skibsreder. Født i Kbh. (Ansgar), død sst. (Østervold), begravet sst. (Ass.). S. blev 1909 ansat i skibsmægler- og rederifirmaet Holm & Wonsild hvor hans onkel Chr. Sass var medindehaver. Før første verdenskrig modtog han en grundig søfartsuddannelse. Under krigen var han udlånt til Fragtnævnet, men vendte tilbage til Holm & Wonsild hvor han 1921 blev udnævnt til prokurist og 1936 optaget som partner. Han havde da forinden taget skibsmæglereksamen og modtaget beskikkelse som kgl. edsvoren skibsmægler, hvortil 1926 føjedes autorisation som udvandringsagent. Først 1956 forlod han firmaet. S.s hovedopgaver samlede sig omkring ledelsen af linjefarten af de mange skibe som firmaet disponerede, men hans navn er især kendt for hans meget udadvendte aktiviteter til fordel for skibsfarterhvervet. Efter at S. 1925 havde fået mæglerbeskikkelse gled han hurtigt ind i mæglerorganisationsarbejdet. 1929 blev han medlem af klareringsrådet, 1932 næstformand og 1938–41 var han formand. I foråret 1943 blev han indvalgt i mæglerkorporationens præsidium hvor han 1946 overtog formandsposten. Her blev han først afløst 1959. – 1935 stiftede S. Udvandringsagenternes association som han var formand for til 1957. 1945 havde han tillige været medstifter af Unionen af danske skibsmæglere og agenter. Også uddannelse af de unge havde S.s store interesse. Han var således med til at oprette Købmandsskolens shipping-skole 1923–25 hvor han siden blev censor, og hvortil han tillige udarbejdede lærebøger. S. var også forfatter til Mæglerkorporationens historie 1908–1933.

Familie

Forældre: oberstløjtnant Edvard Valdemar S. (1835–1917, gift 1. gang med Louise Charlotte Frederikke Mechlenburg, 1835–1920; ægteskabet opløst) og Susanne Louise Augusta Fiirling (1853–1945, gift 1. gang med løjtnant, bogholder Theodor Edvard Arffmann, ca. 1840–78). Gift Else Anna Schleicher, født 26.7.1914, d. af købmand H.S. Halvbror til Chr. Sass.

Udnævnelser

R. 1949. R1. 1958.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Børsen 4.1.1952, 29.6.1953, 19.3.1959, 31.12.1961 og 9.6.1970. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig