V. Østerberg

V. Østerberg, Johannes Valdemar Østerberg, 11.4.1865-4.12.1945, filolog. Født i Horsens, død på Frbg., urne på Bispebjerg kgd. Ø. blev student 1883 fra Horsens og tog 1897 magisterkonferens i engelsk; Otto Jespersens virksomhed fik tidligt en stor indflydelse på hans åndelige liv. 1890 blev han timelærer ved Horsens lærde skole (statsskole), 1892 adjunkt, 1911 overlærer (fra 1920 lektor), afgik 1930. Hans lærergerning der begyndte allerede i den første studentertid var et kald for ham; han hørte til den første generation af moderne filologisk orienterede engelsklærere, men underviste for øvrigt i skolen i alle mulige fag, endog matematik. Frugter af denne virksomhed er de fyldigt kommenterede skoleudgaver i serien Engelske Forfattere for Gymnasiet, heri bl.a. en udmærket udgave af The Merchant of Venice, 1915 (sammen med rektor J. Alsted). Som oversætter begyndte Ø. i serien Dansk Folkebibliothek 1887 med Heinrich Heines Harzreisen og George Eliots Amos Barton. Her kom også hans første gendigtninger af William Shakespeare: Kong Lear, Romeo og Julie, Hamlet. Siden da levede han sit egentlige liv i studium og tolkning af Shakespeare og hans samtidige. Hans videnskabelige resultater er nedlagt i noterne til hans oversættelser (fremfor alt i den meget udførlige og overlegent sikre udgave af Hamlet 1921) og i særskrifter: Studier over Hamlet-Teksterne I, 1920, Prince Hamlet's age, 1924, The Countess Scenes (Shakespeare Jahrbuch 1929) m.m. Den Shakespeare han fremstiller er befriet for den romantiske litteraturforsknings sentimentalitet og vilkårlighed. 1900-01 kom en første udgave af hans oversættelsesværk (I–II), omfattende otte stykker; senere udkom Macbeth, 1908 og Købmanden i Venezia, 1913. En samlet nyudgave med talrige omarbejdelser blev udgivet 1927-28; hertil sluttede sig Richard III, 1939. Desuden kom 1926 et lille bind med to fragmenter, Grevinden af Salisbury og Marina. Af Shakespeares samtidige oversatte han Thomas Kyds Den spanske Tragedie, 1938. Hans oversættelser fandt ikke vej til nationalscenen, men er blevet spillet i Oslo, på københavnske privatteatre og provinsscener; det er navnlig som læsetekster de har haft betydning. Hans arbejdes fortrin ligger på den ene side i den overordentlige fortrolighed med originalens tekst, ikke blot dens ordlyd, på den anden side i at han er frigjort fra den ældre oversættertraditions akademiske præg. Han følger overalt Shakespeare på hans farligste stier; han vil ligne originalen både i det fine og det grove. Der er derfor mange ejendommelige ord og vendinger hos ham, men (for at bruge hans eget udtryk): "de skulde ikke stikke frem som Vorter paa en glat Hud, snarere sidde som naturlige Figureringer i et Ved, der iøvrigt er drejet og slebet i ulastelige Former".