Valdemar Olsen, Jens Valdemar Olsen, 16.5.1862-8.7.1933, forretningsfører i Arbejdernes livsforsikringsselskab. Født i Nykøbing F, død på Finseninstitutet i Kbh., urne sst. (Ass.). Straks efter at O. i sin fødeby var blevet udlært klejnsmed rejste han 1881 til Kbh. og deltog her ligesom sin bror, snedkeren G. Chr. Olsen, i den gryende arbejderbevægelse. Sammen med en snes kolleger var han 1881 med til at få genrejst Smede- og maskinarbejdernes fagforening af 1873 som siden 1878 havde ligget død. 1884 og 1887-89 var han dens formand. Smedenes ildfulde fører var ellers på denne tid Ferdinand Hurup, men han havde så mange jern i ilden at nogle brændte for ham, således planerne om et landsforbund der kun blev til en navneforandring. Da Hurup efter lockouten 1885 mistede modet og kamplysten kom O., der var mere koldsindig og grundig, frem i første række. På hans initiativ dannede seks små smedeforeninger 20.8.1888 Dansk smede- og maskinarbejderforbund, og han blev dets første formand. Da forbundet allerede n.å. knagede i fugerne i anledning af nogle strejkenederlag i provinsen trak O. sig imidlertid tilbage, men var stadig medlem af hovedbestyrelsen og var hovedkasserer fra 1897 indtil 1903 da han knapt et år var sekretær i De samvirkende fagforbund. Da bevægelsen for folkeforsikring satte ind og nogle store forsikringsselskaber omkring århundredskiftet søgte at gøre sygekasserne og fagforeningerne interesserede i livsforsikringssagen rejste O. tanken om et selvstændigt livsforsikringsselskab for arbejdere på kooperativt grundlag. 1902 nedsatte De samvirkende sygekasser og fagforbundene et udvalg med O. som formand til at drøfte planen, og da dette 1903 resulterede i oprettelsen af Arbejdernes livsforsikringsselskab – nu ALKA – med genforsikring i statsanstalten overtog O. på tilskyndelse af De samvirkende fagforbunds formand Martin Olsen stillingen som selskabets forretningsfører. Fra en beskeden begyndelse fik O. langsomt og under overvindelse af megen træghed selskabet konsolideret; hans personlige agitation, hans betydelige administrative evner og urokkelighed i forsæt bar fremad. 1903 var O. opstillet som socialdemokratiets kandidat ved folketingsvalget i Nykøbing F. og valgtes 1906. Med en afbrydelse 1910-13 sad han i folketinget til 1927.

Familie

Forældre: snedkermester Rasmus O. (1825-97, gift 1. gang 1850 med Engelline Emilie Hjorth, 1826-53, gift 3. gang 1879 med Sidsel Pedersdatter, 1824-93) og Christiane Elisa Holm (1832-77). Gift 16.12.1887 i Kbh. (b.v.) med Maren Hansen, født 6.2.1861 i Ishøj ved Tåstrup, død 21.12.1939 i Kbh. (Bethlehem), d. af gårdejer Hans Nielsen (1837-1912) og Ane Hurup (1839-1917). – Bror til G. Chr. O.

Ikonografi

Afbildet på O. Matthiesensmal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget), hertil studie 1920. Foto.

Bibliografi

Festskr. 1873-98, udg. af Smede- og maskinarbejdernes forbund, 1898 17f. Festskr. i anledn. af Dansk smede- og maskinarbejder forbunds 25 års jubilæum, ved J. A. Hansen, 1913 41-47 o.fl.st. Det danske socialdemokratis hist. II, ved Alsing Andersen, 1921 322f. Socialdemokraten 7.10. og 8.10.1928 samt 9.7.1933. Lolland-Falsters socialdemokrat 13.5.1932 og 8.7.1933. Børsen 9.7.1933. Jern- og metalarbejderen, s.å. nr. 9.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig