Viggo Thorup

Viggo Thorup, 28.10.1876-25.4.1941, højesteretsdommer. Født i Randers, død i Charlottenlund, urne på Hørsholm kgd. T. blev student 1895 fra Randers og cand.jur. 1901. Både før og efter et ophold på Færøerne som amtsfuldmægtig var han sagførerfuldmægtig i Kbh. og fra 1904 tillige assistent i sø- og handelsretten. T. lagde her grunden til det indgående kendskab til handelsretlige forhold der fik så stor betydning for hans senere virksomhed. Han var juridisk konsulent og sekretær ved Kbh.s bedømmelses- og voldgiftsudvalg for korn- og foderstofhandelen fra 1906 til sin død. Hertil kom at han fra 1904 underviste i borgerlig ret ved handels- og købmandsskoler. T.s løbebane som dommer indledtes efter nogle konstitutioner med udnævnelse til assessor i kriminal- og politiretten 1914. Han blev byretsdommer 1919, dommer i østre landsret 1923 og højesteretsdommer 1929. I kriminal- og politiretten var T. navnlig beskæftiget med bedragerisager og nærings-sager. Første verdenskrigs udbrud gav den strafferetlige håndhævelse nye arbejdsområder gennem love til sikring af vareforsyning og neutralitet. Fra 1916 fik T. det hverv som kommissions-dommer at undersøge sager om overtrædelser af denne lovgivning, bl.a. om spionage, kædehandel, overtrædelser af bestemmelser om erklæringer om bestemmelsessted for skib eller varer ("klausulæderi"), ulovlig udførsel m.v. Den store sagsmængde krævede et stærkt arbejdstempo, og T. lagde vægt på at opnå hurtige afgørelser ved vedtagelse af bøder, ofte på meget store beløb. T.s sagsbehandling udsatte ham for stærk kritik fra mange sider. En anmeldelse om underslæb i et vekselererfirma foranledigede T. til at indlede undersøgelse af firmaets forhold, og der fremkom fra juridisk side kritik af at T. udfoldede for stærkt initiativ og anvendte for skarp en form over for de sigtede. Sagen bortfaldt senere. En anden sag, i hvilken en fabrikant 1916 havde betalt en bøde på 15.000 kr., resulterede to år senere i at den pågældende fik beløbet tilbagebetalt.

Størst opmærksomhed vakte den kritik der fremkom da børskommissær og landstingsmand Jul. Schovelin 1925 udgav bogen Inkvisitionens sidste Offer – Tilfældet Thorup med det formål at skaffe oprejsning til en person der ved kriminalrettens af højesteret stadfæstede dom var idømt frihedsstraf for assurancesvig. Schovelins bog, der s.å. fremkaldte et svar fra Anders Vigen i "Anti-Schovelin", beskyldte T. for hensynsløs behandling af varetægtsfangen og for utilladelige forhørsmetoder. Allerede 1920 havde højesteret afslået sagens genoptagelse. Efter at T. som dommer havde afvist justitsministeriets ordre om at sagsoge Schovelin indledtes en straffesag mod Schovelin der ved østre landsrets dom 1926 idømtes frihedsstraf, mortifikation og erstatningspligt. Den langvarige sag havde givet anledning til stærkt røre i offentligheden og både fra jurister og andre fremkaldt angreb på T., bl.a. for hans retsledelse.

Ved siden af dommergerningen og de øvrige foran nævnte hverv var T. bl.a. beskæftiget med patentproblemer som medlem af patentkommissionen 1919–37 og som formand for patentlovens særlige kommissioner. Han var bestyrelsesmedlem i Arbeidernes byggeforening og i Foreningen af 1937 til forsømte børns frelse og formand for sterilisationsnævnet. T.s interesse for samfundsanliggender spændte vidt, og hans personlige hjælpsomhed var stor. Han opretholdt sine omfattende faglige aktiviteter også efter at han var blevet mærket af sygdom. Fritiden tilbragte han helst som naturdyrker, bl.a. på rejser til Færøerne og i de nordiske lande. Han var medlem af Ornithologisk forenings bestyrelse. Sit sidste år tilbragte han som sukkersygepatient på Niels Stensens hospital.