Viggo Ulrik, 14.3.1858-27.6.1901, landmand. Født i Tønder, død på Sophiendal, Terslev sg. ved Haslev, begravet i Kbh. (Vestre). Efter at have taget præliminæreksamen uddannedes U. til landmand, kom på landbohøjskolen og blev landbrugskandidat 1877. N.å. blev han forvalter på Marienlyst ved Vordingborg og et par år senere forvalter på Bregentved. Fra 1886 til sin død var han forpagter af Sophiendal under Bregentved gods. Fra fædrenehjemmet havde han arvet en levende samfundsinteresse, og han kom hurtigt til at indtage en førende stilling i egnens landøkonomiske foreningsliv. 1887 stiftede han Bregentved-Gisselfeld og omegns landboforening og var foreningens formand til sin død. Han blev direktør for grevskabet Bregentved og omegns sparekasse, medlem af bestyrelsen for Haslev andels-svineslagteri og næstformand i herregårdsmejeriet Trifolium som han var en af initiativtagerne til og hvor han i en årrække var den ledende kraft. I De samvirkende sjællandske landboforeninger tog han virksomt del i udvalgsarbejdet vedrørende planteavl og konkurrencer mellem hele markbrug. Han havde udprægede anlæg for at gøre sig gældende ved de store landbbmøder. U. var en repræsentativ skikkelse og hans meninger fik vægt ved hans gode faglige indsigt. Gennem arbejdet med præmiering af veldyrkede huslodder havde han fået øje for de store muligheder der for dansk landbrug lå i et forøget fjerkræhold. Han anlagde selv et stort hønseri og blev kendt som foregangsmand på dette felt. Ved foredrag ved de sjællandske delegeretmøder 1898 og 1899 slog han til lyd for sagen, indvalgtes kort efter i bestyrelsen for Dansk Andels Æg-export, blev selskabets repræsentant i andelsudvalget og, i modsætning til mange andre af de større landbrugere, en varm talsmand for andelssagen. I diskussionen om toldbeskyttelse som landbrugskrisen havde fremkaldt greb han ind som overbevist tilhænger af frihandel. Sit standpunkt forfægtede han med dygtighed på talrige møder omkring i landet og som medlem af landhusholdningsselskabets toldkommission af 1894 imod kommissionens flertal. Ved sin død var han en af de mest ansete blandt de yngre mænd inden for landbrugets ledelse.

Familie

Forældre: fysicus i Tønder, senere kommunelæge i Kbh. F. F. U. (1818-1917) og Henriette C. M. Schou (1817-90). Gift 8.5.1886 i Vordingborg med Johanne Dorothea Lund, født 8.11.1862 på Gåsebjerggård ved Vordingborg, død 3.2.1918 på Frbg., d. af gårdejer, sparekassebogholder, forstkasserer og godsforvalter ved Petersgård, senere justitsråd Jacob L. (1823-1901) og Anna Marie Dorthea (Thea) Andersen (1833-1919). – Bror til Hjalmar Ulrich.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Ugeskr. for landmænd 8.r.V, 1901 281 f. Vort landbrug XX, s.å. 401f. Andelsbl. II, s.å. 417f. Mælkeritid. XIV, s.å. 419f. Tidsskr. for fjerkræavl XXIII, s.å. 236f. W. A. Kock: Dansk andels ægeksports virksomhed i 25 år, 1920 21.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig