Vigilius Erichsen

Vigilius Erichsen, 2.9.1722-23. el. 24.5.1782, portrætmaler. Født formentlig i Kbh., død sst., begravet sst. (Fred. ty. k.s kapel). Om E.s tidligste virksomhed vides kun lidt. 1742 boede han hos J. S. Wahl, formentlig som hans elev. 1750 malede han præsten Nic. Brorsons portræt (kun kendt via et stik) og n.å. et portræt af dennes 2.hustru (Fr.borg), en kopi efter Andreas Briinniches maleri fra 1748. Vigtigst blandt hans tidligste arbejder er dog portrætterne af kunstkammerforvalter Lorenz Spengler og hustru (1756-58, Statens museum), begge af en allerede høj teknisk kvalitet. Foruden oliemalerier udførte E. også emaljeminiaturer; 1754 og 1755 leverede han således til hoffet to, nu ukendte, portrætminiaturer af kongen. 1755 deltog han i kunstakademiets første guldmedaljekonkurs, men blev dog først indstillet efter at et oprindelig indsendt portræt var blevet erstattet med et historiemaleri. I et brev til akademiets præses A. G. Moltke beklagede han sig over denne afgørelse og kritiserede samtidig i skarpe vendinger den nedvurdering af portrætmaleriet i forhold til historiemaleriet som bestemmelsen var udtryk for. Konkurrencen blev imidlertid vundet af C. G. Pilos elev, Peder Als. Nederlaget til denne og de vanskelige arbejdsforhold i det hjemlige har sikkert været medvirkende årsager til at E. 1757 forlod Danmark for at etablere sig som portrætmaler i Rusland hvor en række udenlandske kunstnere i disse år, bl.a. Louis Tocqué, havde fundet rig beskæftigelse ved hoffet. Kendskabet til E.s første år i St.Petersborg er dog begrænset. Det lykkedes ham efter nogen tid at opnå kontakt med kejserhoffet, og i årene før 1762 udførte han foruden en række miniaturer af kejserinde Elisabeth, både olieportrætter af denne (Zarskoje Selo), storfyrstinde Katarina (sen. Katarina II) og den østrigske gesandt grev Esterhåzy. Forbindelsen til hoffet har dog endnu i slutningen af 1760 ikke været mere stabil end at han søgte om rejsepas til Frankrig og Italien. Det er imidlertid usikkert om han nogensinde benyttede dette pas der udstedtes april 1761.

Katarina IIs magtovertagelse 1762 betød en væsentlig forbedring af E.s position. Som kejserindens foretrukne maler udførte han i de følgende år en række betydningsfulde officielle portrætter der kendes i flere gentagelser og kopier. Allerede kort efter tronbestigelsen malede han som en forherligelse af regeringsskiftet et portræt af Katarina II, iført soldateruniform til hest på vej til sin gemal Peter III for at formå ham til at abdicere, 1762 (Tretjakovgalleriet, Moskva; en mindre gentagelse på Statens museum). Omtrent samtidig er formentlig portrættet af Katarina i kroningsdragt (gentagelse, 1767, tidl. i potentat-gemakket på Chr.borg, nu Statens museum), mens maleriet af kejserinden foran et spejl fuldendtes 1764 (Eremitagen, Leningrad; ældre skitse af fyrstinde (Katarina?) ved spejl, Statens museum). Foruden de tre helfigursportrætter udførte han flere brystbilleder af Katarina II. Også storfyrst Paulblev portrætteret af E. (brystbillede 1764, Davids saml., kopi sst.; helfigursportræt, 1766, dep. Eremitagen, Leningrad). Tilknytningen til hoffet medførte desuden flere bestillinger fra fremtrædende medlemmer af aristokratiet og af den udenlandske koloni i Rusland, heribl. helfigursportrætter af brødrene Aleksej og Gregory Orlov i karrusellen 1769 (Eremitagen, Leningrad), brystbilleder af sidstnævnte, af vicekansleren Aleksandr Golizyn, 1764 (begge Tretjakovgalleriet, Moskva), Anders Schumacher, 1763, A. F. Busching, 1765 (Eremitagen, Leningrad) og Caspar von Saldern (Schierensee). Helt isoleret over for de talrige repræsentationsportrætter står den realistiske, indtrængende skildring af en 108-årig bondekone med sin familie, 1771 (Det russiske museum, Leningrad). Efter en årrække som fejret og højtlønnet hofmaler i Rusland – E. lod sig betale på lige fod med Tocqué – valgte han 1772 at vende tilbage til Danmark hvor han udnævntes til hofportrætmaler efter Pilo. I modsætning til denne fik han dog ingen tilknytning til akademiet. Ikke længe efter hjemkomsten modtog han af den russiske gesandt i Danmark bestilling på to helfigursportrætter til Katarina II af Juliane Marie og arveprins Frederik. Bestillingen omfattede også et portræt af Christian VII som Peder Als fik overladt. Den imposante skildring af Juliane Marie, præget af en begrænset, kølig farveskala er et hovedværk indenfor E.s sene oeuvre, 1776, (Statens museum; mindre gentagelse sst.) hvorimod arveprinsens portræt er mindre vellykket, 1777 (Eremitagen, Leningrad). Foruden mindre portrætter af kongehusets medlemmer og gentagelser af ældre værker, udførte E. i sine sidste år også enkelte portrætter af privatpersoner, bl.a. hofmanden E. C. E. Schack og hustru (ca. 1776-77, privateje), maleren Peter Cramer (ml. 1772 og 1778, kunstakademiet) og skuespilleren C. P. Rose (1782, Det kgl. teater). 1780 indledte E. en rejse til udlandet, men vendte efter et ophold i Frankrig allerede tilbage sommeren 1781. 1782 døde han på sin ejendom Rungstedgård.

E.s tidligste værker afspejler en nær tilknytning til den Wahlske tradition, præget af en fast, tung modellering af enkeltformerne, en afmålt personkarakteristik og en omhyggelig detailbehandling, kvaliteter der sammenlignet med Pilos rokoko må have forekommet en samtidig kunstvurdering konservative. De talrige bestillingsopgaver i Rusland, ikke mindst de krævende store helfigurskompositioner gav E. rige muligheder for videre udvikling. Hans allerede fastlagte formsprog lod sig uden væsentlige ændringer tilpasse den ny stil der var fremherskende ved det russiske hof, repræsenteret af malere som Louis Tocqué og Pietro Rotari. Med sine kølige, beherskede portrætskildringer formåede E. i eminent grad at give udtryk for distance og ophøjet værdighed som harmonerede med kravene til det fyrstelige repræsentationsbillede. Den virtuose stofgengivelse, den forfinede kolorit og perfekte teknik var ligeledes elementer der bidrog til hans succes. I forhold hertil viser E.s senere danske værker ingen større formelle forskelle. Hans maleriske stil kunne uden videre indordnes under den smagsændring der under hans fravær var indtruffet, bort fra rokokoen mod en mere afdæmpet naturalisme, karakteristisk for nyklassicismen. I perioden efter Pilos fald og før Jens Juels endelige etablering indtog E. således i sine sidste år ubestridt pladsen som den førende danske portrætmaler.