Vilh. Nygaard

Vilh. Nygaard, Peter Carl Vilhelm Nygaard, 11.1.1872-6.12.1936, formand for De samvirkende fagforbund. Født i Kbh. (Chr.), død sst., begravet sst. (Bispebjerg). Udrustet med en klar hjerne og et gemytligt sind gjorde N. som ung cigarmager sin entré i organisationslivet og blev 1899 formand for tobaksarbejderforbundet Enigheden. Gennem fjorten år ledede han denne traditionsrige fagforening og havde bl.a. held til at få fagets kvinder organiseret og skaffe dem relativt gode lønforhold. Efter en strejke 1913 nedlagde han formandsstillingen, og de følgende år var han medarbejder ved den socialdemokratiske presse. 1919 valgtes han til sekretær i De samvirkende fagforbund, 1924 til næstformand, og 1928 ved C. F. Madsens afgang blev han landsorganisationens formand. Navnlig i sekretærårene udfoldede han sin store slagfærdighed som De samvirkendes sagfører i den faste voldgiftsret, og med lune og håndfasthed dirigerede han i samme periode de fleste større arbejderforsamlinger i Kbh. I det daglige organisationsarbejde og ved de store arbejdskonflikter var N. ikke detaljernes mand, men holdt sig til overblikket. I det daglige arbejde blev han stærkt støttet af hovedkassereren fra 1930 Hans Jacobsen (1872-1941). I N.s formandstid blev organisationen styrket gennem nyindmeldelser. Arbejdsmandsforbundet meldte sig 1929 ind igen efter M. C. Lyngsies udmeldelse, ligeledes indmeldte Murerforbundet sig; det havde stået udenfor i flere år. Endelig trådte flere tjeneste-mandsforeninger ind i organisationen. Over for de enkelte fagforbund kunne det knibe med autoriteten, også fordi N. længst muligt undveg konflikter med arbejdsgiverne. 1902-04 og fra 1925 til sin død var N. medlem af Kbh.s borgerrepræsentation. Som formand for De samvirkende fagforbund var han også medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse, og en årrække var han formand for arbejdernes fællesorganisation. Desuden sad han i ledelsen for et stort antal af arbejdernes kooperative foretagender.

1926 var N. opstillet som folketingskandidat i Gentoftekredsen, og 1928 indtrådte han som stedfortræder og var derefter medlem til sin død.

Han gjorde sig dog ikke stærkt gældende på rigsdagen; i sine sidste år var han hårdt ramt af sygdom.