Vilhelm Arnesen, Vilhelm Carl Ferdinand Arnesen, 25.11.1865-24.3.1948, maler. Født i Flensborg, død i Kbh., begravet Helsingør kgd. Familien flyttede kort efter 1864 fra Flensborg til Ålborg; A. som oprindelig havde sejlet med faderen kom 1879 i malerlære, besøgte teknisk skole og blev svend 1884. Han var allerede 1882 af C. F. Andersen blevet dimitteret til akademiet som han forlod 1888 uden afgang. Han fik dog i de følgende år flere akademiske stipendier og vandt to gange den Neuhausen'ske Konkurs. A. deltog jævnlig i marinens togter i hjemlige og fremmede farvande, og på egen hånd drog han viden om. Han har besøgt Finland (1891), Middelhavet (1894, med korvetten Dagmar), Østasien (1899–1900), Vesterhavskysterne og Island (1907), Italien (1909 og 1922), Frankrig (1910 og 1914) og Nordamerika (1926). En overmåde stor produktion blev resultatet af A.s rejser, ca. 1500 billeder som blev meget populære på grund af deres letfattelige indhold. I offentligt eje er Storm paa Atlanterhavet, 1896, (Kunstmuseet), Ved Solnedgang i Havnen (Ålborg), Slaget under Øland, 1903, (Fr.borg), Helsingør Red i Sundtoldens Dage, 1926, (Helsingør rådhus). Fra 1887 udstillede A. på Charlottenborg, og han repræsenteredes ofte på udenlandske udstillinger. R. 1931.

Familie

Forældre: skibsfører Georg Charles Christian Vilhelm A. (1832–1923) og Justine Mathilde Koch (1836–1909). Gift 1. gang 9.11.1900 i Odense (Skt. Knud) med Agnes Valborg Mogensen. født 26.2.1879 i Odense, død 23.7.1964 i Gilleleje (gift 2. gang 1910 med apoteker Paul Scheel (1870–1961, gift 2. gang 1919 med Ellen Marcus, 1891–1929; gift 3. gang 1936 med Ida Havsteen, 1890–1954); gift 3. gang 1920 med kunstmaler Gustav Marchal, ægteskaberne opløst), d. af købmand, senere fabrikant og tysk, portugisisk konsul Christian Husum M. (1842–1917) og Laura Marie Mathilde Schmidt (1852–1933). Ægteskabet opløst 1909. Gift 2. gang 23.4.1912 i Kbh. (Cit.) med Johanne Petrine Berg, født 9.8.1872 i Kerteminde, død 5.3.1913 i Kbh., d. af fiskehandler Johan Peter B. (1838–1900) og Amalie Marie Nielsen (1842–1907). Gift 3. gang 11.3.1916 i Korsør med Erica Vilhelmine Baggesen, født 13.11.1871 i Kbh. (Cit.), død 11.2.1933 i Helsingør, d. af premierløjtnant af infanteriet Frederik (Fritz) Caspar Conrad Friboe B. (1835–92) og Erika Madsine Caroline Mørch (1842–71); adopteret af herredsfuld-mægtig, senere borgmester og byfoged i Korsør, folketingsmand Charles Christian Fritz Nanke (1847–1929) og Anna Marie Emilie Mørch (1850–1912).

Ikonografi

Mal. af Hans Flygenring, ca. 1941.

Bibliografi

Nordsjælland 2.11.1930. Ill. tid. 23.10.1904. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig