Vilhelm Rasmussen

Vilhelm Rasmussen, Niels Jørgen David Vilhelm Rasmussen, 31.7.1869-4.8.1939, pædagog, politiker. Født i Ullerslev på Fyn, død i Antwerpen, urne på Bispebjerg kgd., Kbh. R. blev student 1887 og cand.mag. i geografi og naturhistorie 1894. Under sit studium blev han en glødende og nærmest dogmatisk tilhænger af Charles Darwins udviklingslære og overbevist ateist hvad han tit og højlydt gav udtryk for. Han var i de følgende år tilknyttet forskellige skoler og blev fra nogle af disse og fra sin stilling som leder af den kommunale mellemskole på Frederiksberg afskediget pga. sin ateisme. 1919 blev han rektor for Sundby gymnasium, og fra 1924–39 var han forstander for Statens lærerhøjskole. Han var initiativtager til bl.a. Studentersamfundets søndagsskole 1901 og Studentersamfundets foredragsrækker samme år. R. var umådelig energisk og udøvede en original indsats inden for flere områder.

De lærebøger og populærvidenskabelige værker R. skrev om udviklingslæren og om geografiske emner som Verdensudviklingen, 1903–04, og Menneskets Udvikling, 1911 nåede stor udbredelse i samtiden, men er i dag forældede. – R.s øvrige forfatterskab omfatter udviklingspsykologiske og pædagogiske skrifter. Bøgerne Barnels sjælelige Udvikling i de første fire Aar, 1913, Børnehave-Barnet, 1918–19, Forskole-Barnet, 1921, Et Barns Dagbog, 1922 og Mellemskole-Barnet, 1925 indeholder dag-for-dag optegnelser af hans iagttagelser af de to døtre. R. anvender i disse bøger den naturalistiske observation som metode der tidligere bl.a. var anvendt af Charles Darwin. Bøgerne nåede international udbredelse og anvendes stadig. – R.s pædagogiske skrifter omfatter Samfundsskolen, 1910, Socialdemokratiet og Skolen, 1910, Børnepsykologi og Pædagogik, 1938. R.s pædagogiske syn tog sit udgangspunkt i udviklingslærens tillid til at mennesket er født med anlæg og evner, og de værdifulde af disse skulle videreudvikles i skolen. De praktiske fag skulle først indlæres, derefter de naturvidenskabelige og til slut åndsfagene. Og undervisningen skulle tilrettelægges som "førstehåndsarbejde" eller som "selvvirksomhed" således at lærerens ord eller bogens tekst ikke kom mellem eleven og emnet. Denne undervisning ville udvikle egenskaberne iagttagelsesevne, initiativ, udholdenhed og arbejdslyst. Disse var livstjenlige og vigtigere end kundskaber. Det enkelte individs evne til gennem tvivl og kritik at tilpasse sig et samfund i stadig udvikling var R.s mål. I dette samfund ville hvert individ have nået det optimale mht. udvikling af sin personlighed. Individerne ville ikke være socialt lige, men underkastet en stadig standscirkulation. R. knyttede sig til de europæiske reformpædagoger hvis pædagogiske syn og undervisningspraksis han redegjorde for i talrige artikler og i sin undervisning ved Statens lærerhøjskole. Mest beslægtet – nok noget uberettiget – følte han sig med Maria Montessori, og han var i en årrække formand for en dansk Montessoriforening. Han tog, som konsekvens af sit pædagogiske syn, afstand fra samtidens danske skole. I skrift og tale kritiserede han dens formål, dens konfessionelle grundlag, dens fagkreds og dens undervisningsmetoder. Den hæmmede barnets udvikling og var således samtidig samfundsbevarende. – I tiden som forstander for Statens lærerhøjskole udøvede R. sin største indsats som skolemand. Han ændrede optagelseskriterierne så ikke bare de lærere der havde bedst eksamen, men flere og yngre fik adgang til videreuddannelse; han oprettede kurser for lærere fra andre skoleformer end folkeskolen og kurser for lærere fra provinsen. Han forsøgte at gøre pædagogik og psykologi til centrale fag og indføre praktik i tilknytning til den teoretisk-faglige videreuddannelse. Han ønskede at gøre Statens lærerhøjskole til en højere læreanstalt og få bygget en lærerregens for kursussøgende fra provinsen. Og lærerhøjskolen blev i hans tid præget af større kulturel aktivitet end tidligere.

R. meldte sig 1906 ind i socialdemokratiet, blev valgt ind i folketinget 1915 og forblev medlem resten af sit liv. Han var en flittig taler, medlem af finansudvalget og havde talrige ordførerskaber, af størst betydning nok i sager vedrørende uddannelsesforhold. Han var et betydningsfuldt medlem af den store skolekommission 1919–23. På hans initiativ blev bestemmelsen om at folkeskolens elever skulle opøves til selvvirksomhed indført i folkeskoleloven af 1937, en paragraf der blev stående frem til 1975.

R. hævdede at hans livssyn byggede på et rationelt videnskabeligt grundlag. Han var socialdemokrat, samtidig med at han ville stimulere enkeltindividets personlighedsudvikling, og i hans Utopia blev arbejderklassen ikke særlig tilgodeset, det var et samfund med standscirkulation. Disse og andre synspunkter forekommer selvmodsigende. R. var imidlertid sikker i sin overbevisning om det gode fremskridt, og denne opfattelse dominerede hans tankegang. Derved kom forkynderen og læreren også tit til at dominere den erklærede rationalist. Nogle af R.s talrige initiativer blev realiseret i hans tid, andre først af hans efterfølgere. Det gjaldt navnlig hans planer for Statens lærerhøjskole. Årsagerne hertil var tidens stramme økonomi, men hans yderliggående synspunkter og hans kantede og til tider forurettede væsen – tilbøjeligheder der blev forstærket af en tiltagende døvhed – medførte desuden at han kunne have vanskeligt ved at vinde tilslutning for selv velunderbyggede forslag.