Vilhelm Richter, 4.5.1840-30.11.1911, personalhistoriker. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet på Frbg. R. blev student 1859 fra Metropolitanskolen, cand.jur. 1865, sagførerfuldmægtig Kbh. 1868, assistent i indenrigsministeriet 1869–75, translatør i tysk, engelsk, fransk og italiensk 1870, overretssagfører 1872, var endvidere repræsentant i Det alm. brandassurancekompagni, medstifter af Dansk genealogisk institut 1909 og forstander for Det harboeske enkefruekloster 1884–94. Han begyndte 1871 udgivelsen af de juridiske stater af hvilke han dels alene, dels sammen med andre udsendte ni udgaver. Endvidere udgav han Den danske Søetal 1801–1890, 1894, Den danske Landmilitæretat 1801–94 I–II, autogr. 1896–97 (ny udg. med rettelser og tilføjelser 1977), 100 Aars Dødsfald (1791–1890) I–III. 1901–05, Dødsfald i Danmark 1761–90, 1907, Meddelelser om exam.jur. 1824–94, 1903 og Danske Postembedsmænd med kgl. Udnævnelse 1750–1906, 1907. Under dårlige økonomiske vilkår og vanskelige forhold på grund af sygdom gennemførte han med stor sjælsstyrke og energi disse arbejder der trods svagheder er forblevet meget benyttede personalhistoriske håndbøger, især 100 Aars Dødsfald og Dødsfald i Danmark 1761–90 der samlet er udsendt i nyt oplag 1976, og som har overflødiggjort mange specielle undersøgelser.

Familie

Forældre: tømmermand, senere skibsbyggerformand Vilhelm Jacobsen R. (1804–64) og Louise Christiane Richter (1813–58). Gift 24.5.1872 i Kbh. (Cit.) med Julie Augusta Pagh, født 17.3.1849 i Kbh. (Holmens), død 18.12.1886 på Frbg., d. af kopist under søetaten, senere sekretær og kasserer i Det kgl. octr. alm. brandassurancekompagni, justitsråd Lauritz Niels P. (1814–78) og Ida Emilie Tofft (1814–1900).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig