Vitus Bering (opdagelsesrejsende)

Artikelstart

Vitus Bering, Vitus Jonassen Bering, sommeren 1681-19.12.1741, søfarer. Vitus Bering der antog familienavnet efter moderens slægt (fra landsbyen Bjerring i Middelsom herred) var opkaldt efter sin grandonkel, kgl. historiograf Vitus Bering. Ganske ung gik han til søs og deltog bl. a. i et togt til Indien; hjemvendt fra dette traf han 1703 i Amsterdam den i Stavanger fødte russiske viceadmiral Cornelius Cruys, en af den russiske flådes skabere, og trådte som følge af dette bekendtskab umiddelbart derefter som underløjtnant ind i den russiske marine. 1707 udnævntes han til løjtnant og kæmpede med ære i den store nordiske krig, avancerede 1710 til kaptajnløjtnant, 1715 til kaptajn af 4., 1717 af 3. og 1720 af 2. rang, men følte sig forbigået ved fredsslutningen og var trådt uden for nummer da han 1724 forfremmedes til kaptajn af 1. rang og kort efter stilledes i spidsen for den såkaldte første kamchadalske ekspedition.

Man havde i 1600-tallet nærmet sig de nordlige farvande mellem Asien og Amerika ad to veje, dels langs fastlandenes kyster fra syd, dels tværs gennem Sibirien; men det nordlige Stillehav fra en linje trukket mellem det nordlige Japan og det sydlige Oregon var endnu ukendt. Zar Peter den Store var stærkt interesseret i at udvide kendskabet til de fjerne dele af sine besiddelser og havde allerede 1719 udsendt to officerer med det formål at bestemme Asiens og Amerikas udstrækning uden at dette foretagende dog havde ført til noget resultat. Det sømandskab og mod Vitus Bering ved tidligere lejligheder havde udvist, i forbindelse med hans personlige kendskab til Indien, var uden tvivl årsagen til at han nu blev udset til leder af en ny ekspedition med samme opgave. I begyndelsen af 1725 brød ekspeditionen op. Foruden Vitus Bering talte den 33 mand, deriblandt som næstkommanderende en anden dansker, Morten Spangberg. Først to år efter var den efter overordentlige anstrengelser gennem Rusland og Sibirien over Tobolsk, Jeniséjsk og Jakutsk nået til Okhótsk. Her byggedes en galease med hvilken man i sommerens løb sejlede til Bolsjeretsk på Kamtjátkas sydvestlige kyst, hvorfra der fortsattes over land til et fort ved Kamtjátkaflodens munding på østkysten.

Her på selve tærskelen til det ukendte måtte der atter tages fat på skibsbyggeriet; men omsider 13.7.1728 kunne Vitus Bering hejse sejl på sit nye fartøj Gavriil og stå nordpå langs kysten. 11.8. sås en ø som opkaldtes efter St. Laurentius (nu St. Lawrence Island), og ligeledes opdagedes Diomede Island; men i øvrigt ville uheldet at vejret i disse dage var usigtbart således at den amerikanske kyst forblev uset. 15.8. på 67° 18' n. br. da skibet allerede var kommet et godt stykke ud i Ishavet besluttede Vitus Bering at vende om, eftersom kysten ikke syntes at fortsættes længere mod nord og han derfor måtte betragte sin opgave som løst, mens han på den anden side ikke turde risikere en overvintring i disse egne. 2.9. løb Gavriil ind i Kamtjátka-flodens munding hvor man tilbragte vinteren. Forskellige iagttagelser førte her Vitus Bering til den rigtige opfattelse at der måtte ligge et skovklædt land i ikke alt for stor afstand mod øst, og den næste sommer gjorde han et forsøg på at nå det men blev af stormfuldt vejr tvunget til at vende om. Han rundede da Kamtjåtkas sydspids og var 1730 tilbage i Skt. Petersborg.

Det er hævdet at kosakken Desjnev allerede 1648 er sejlet gennem Beringstrædet fra Kolymá til Anadyr. Selv om dette er rigtigt (det er i nyeste tid blevet stærkt betvivlet) vidste man i hvert fald intet derom på Berings tid, og først Vitus Bering havde forståelsen af at have påvist at Asien ikke var landfast med Amerika som det bl.a. fremgår af en korrespondance til Københavns Nye Tidender (20.4.1730) fra Bering selv eller hans nærmeste kreds. Denne opfattelse vakte imidlertid betydelig modstand i Ruslands videnskabelige verden, og skal man være meget nøjeregnende, for så vidt med rette, eftersom strækningen fra Kolymás munding til Kap Desjnev endnu ikke var kortlagt. Desuden havde man fra ældre kortværker arvet forestillingen om forskellige legendariske lande mellem Asien og Amerika, og troen på deres eksistens ville man nødig opgive. Under indflydelse af denne misstemning indgav Vitus Bering kun to måneder efter sin hjemkomst et udkast til en ny ekspedition af mægtigt omfang: kortlægning af hele Sibiriens nordkyst mellem Ob og Léna, opsøgen og kortlægning af Amerikas nordvestkyst og kortlægning af Amúrlandet og Japan. Under den følgende behandling i admiralitetet og akademiet svulmede planen op til det største geografiske foretagende der nogen sinde er påtænkt: en fuldstændig kortlægning af kysten fra Arkhángelsk til Japan og Mexico og en geografisk-historisk undersøgelse af hele Nordasien. Hertil føjede regeringen en række rent administrative opgaver, og ansvaret for alle foretagender øst for Urál læssedes på Vitus Berings skuldre uden at der samtidig gaves ham fornøden myndighed.

I begyndelsen af 1733 afrejste denne "store nordiske ekspedition" og arbejdede sig i løbet af de følgende år gennem Sibirien. Vanskelighederne var overordentlig store, de lokale myndigheder i højeste grad vrangvillige og fjendtligt stemte, og udgifterne steg til uhyre summer. Om de sibiriske undersøgelser skal her kun anføres at Vitus Bering havde betroet kortlægningen øst for Léna til danskeren Peter Lassenius, som imidlertid omkom med de fleste af sine folk. Den vigtige opgave at forbinde kortlægningen af Asiens omrids fra nord med kortlægningen fra syd løstes 1738–39 af Morten Spangberg som undersøgte Kurilerne og det nordlige Japan. Vitus Bering selv brød op fra Okhótsk 1740, men måtte yderligere tage en overvintring på Kamtjátkas østkyst hvor han lagde grunden til halvøens nuværende hovedstad, Petropávlovsk.

Uheld med proviantforsyningen indtraf i vinterens løb, og han så sig derfor tvunget til at opgive sin oprindelige plan om en toårig færd med overvintring på Amerikas kyst. Da han 1741 lagde ud havde han knap proviant for et halvt år. I rejsen deltog den kendte tyske naturforsker G.W. Steller. Vitus Bering der nu var udnævnt til kommandør førte selv det ene af de to i Okhotsk nybyggede skibe, St. Pëtr, mens det andet, St. Pavel, stod under kommando af kaptajnløjtnant Tjirikov. Klog af den kritik han havde været udsat for ved sin hjemkomst, og som også Spangberg havde mødt efter sin japanske rejse gjorde Vitus Bering først et forsøg på at finde en af de legendariske øer i det nordlige Stillehav, det såkaldte Gama land, og dette betød en skæbnesvanger forsinkelse. Snart derefter tabte skibene hinanden af syne. Tjirikov nåede 15.7. en af småøerne ud for Prince of Wales Island på Amerikas kyst, fulgte denne nordover langs Alaskas sydkyst og Aleuterne og nåede i oktober tilbage til Kamtjátka. Vitus Bering opdagede 16.7. en forreven fjeldkyst, bag hvilken en sneklædt vulkan hævede sig. Det var, som det siden viste sig, en af Nordamerikas højeste toppe der nu fik navn efter St. Elias. Steller gik i land på en lille ø der må være den nuværende Kodiak Island hvor han bl.a. traf spor efter menneskelig bebyggelse men ingen af de indfødte selv. Allerede næste dag måtte Bering give ordre til at begynde hjemrejsen. Proviantspørgsmålet var yderst alvorligt, skørbugen havde meldt sig blandt mandskabet, og da Vitus Bering efter sin instruks var berettiget til at gentage togtet næste år havde han ingen grund til nu at sætte alt på ét kort. Under tilbagerejsen greb skørbugen mere og mere om sig. Vitus Bering selv blev hårdt angrebet og utjenstdygtig, og da man 5.11. opdagede en klippekyst i hvilken man mente at genkende Kamtjátka sattes skibet på land. I virkeligheden var man landet på en ukendt og ubeboet ø der nu er opkaldt efter Bering. De skibbrudnes tilstand var forfærdelig, og efterhånden bortrev sygdommen næsten halvdelen af dem; resten, 46 mand, reddede sig næste sommer til Kamtjátka. Vitus Bering selv bukkede under for sine lidelser 19.12. (8.12.gl. stil). På det sted hvor hans grav menes at være er der siden rejst et simpelt trækors. Et tarveligt mindesmærke findes i Petropávlovsk.

Ligesom Vitus Bering muligvis ikke er den første der gennemsejlede Beringstrædet, er han på en måde heller ikke Alaskas opdager idet en russer, Gvozdev, allerede 1732 var ankret op ud for dets kyst men uden at gå i land og uden at hverken han eller andre forstod denne opdagelses betydning. Også her står Vitus Bering derfor som den egentlige opdager. Hans geografiske betydning var i det hele taget meget stor; ved afslutningen af den store nordiske ekspedition var Asiens nordkyst kortlagt fra Hvidehavet til Kolymá og Amerikas kyst kendt fra Cape Addington til Beringøen. Selv var han en fremragende observator; hans stedbestemmelser er nøjagtige, især i Kamtjátka hvor han kunne støtte sig til iagttagelsen af et par måneformørkelser. Den store søfarer James Cook yder ham da også den største anerkendelse. For Rusland kom hans rejser til at spille en afgørende rolle; ikke blot gav disse videnskabelige foretagender af første rang landet plads mellem Europas kulturnationer, men tillige var de indledningen til at det kunne udvide sit herredømme til Amerikas fastland og hævde sig der i over 100 år. Desværre eksisterer der fra Vitus Berings egen hånd kun en ganske kort beretning om den første ekspedition. Personlig var han en mand med sej energi og rolig natur, men langtfra blottet for lune. Steller som ingenlunde er ham særlig venlig stemt finder som hans eneste fejl egentlig kun en alt for stor hensyntagen til sine underordnede. Vitus Bering har skænket et legat til fattige i Horsens.

Familie

Vitus Bering blev født i Horsens, døde på Beringøen og er begravet sammesteds. Forældre: visiterer Jonas Svendsen (Halmstad) (død 1719) og Anne Pedersdatter Bering (død 1719) gift 18.10.1713 el. 18 i Viborg, Finland, med Anna Christina Piilse (Anna Matvejevna), død tidligst 1744, d. af købmand Mathias Piilse.

Ikonografi

Modeller til medalje af H. Salomon, udst. 1942. "Vitus Bering" af E. Utzon-Frank, 1942. Statuette af Hans W. Larsen, 1944. Udkast til monument i Horsens af Holger Jacobsen, udst. 1955. Et mal. (Moskva) udgives for at forestille Bering. Mal. (Hudson Bay Company's museum). Statue af Erik Rahr, 1930. Bronzegruppe af E.A. Køhnke, 1934. Statuette af Christian Petersen. Buste på mindesmærke (Beringøen). - Mindetavle af V. Norn (Bering-parken, Horsens).

Bibliografi

Erling Stensgård: Den danske søfarer og opdagelsesrejsende Vitus Bering 1681–1741. En bibliografi, 1941, jfr. Sønderjysk månedsskr. XVII, 1941 63f. – Chr. Bokkenheuser i Pers. hist. t. 11.r.III, 1942 45–55; IV, 1943 63–65. – P. Lauridsen: Vitus Jonassen Bering og de russiske opdagelsesrejser, 1885. F.A. Golder (udg.): Bering's voyages I–11 (Amer. geogr. soc. research ser. nr. 1–2, 1922–25). L.S. Berg: Otkrytie Kamčatki i kamčatskie ekspeditsij Beringa (Biblioteka putesestvij, 3.r.IV, 1924). Th. Hauch-Fausbøll i Berl. tid. 19.4.1931. Erik Amburger i Pers. hist. t. 10.r.III, 1936 35–38. R. Murphy: Vitus Berings 2 opdagelsesrejser, 1968. Raymond H. Fischer: Bering's Voyages: Whither and Why, Seattle/London 1979.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig