Vogn Vognsen

Vogn Vognsen, skrev sig Wogen Wogensønner, 1594-13.5.1650. Død på Stenshede (Ottestrup) ved Sæby, begravet i Volstrup k. V. synes at have gået i god skole, og 1621 fik han løjtnantsbestalling af hertug Joachim Ernst af Plön ved et kompagni i dansk tjeneste, 1622 fik han kgl. bestalling som løjtnant enten til lands eller vands efter kongens behag, blev 1623 kaptajn til lands og kom på hvervning, men 1624 var han chef på Havhesten og dernæst på Nældebladet der skulle jage fribyttere i Nordsøen. 1625 fik han bestalling som major og var kompagnichef ved livregimentet der en tid lå i Neustadt som V. satte i god forsvarsstand. I slaget ved Lutter am Barenberg 1626 deltog hans regiment med stor tapperhed, men han selv synes at være blevet fanget og kort efter løskøbt. I april-maj 1627 var han på hvervning for at samle et frikorps på 500 mand med hvilket han i juni besatte øen Stillhorn vest for Hamburg. Hæren var da i opløsning, og forsyningen af V.s mandskab svigtede så forholdene blev elendige hvad han bramfrit berettede Christian IV som herefter nærede uvilje mod ham. Han tog da sin afsked, men efter at Jylland var blevet besat af fjenden fik rigsrådet ham 1628 udnævnt til oberst på Fyn, og efter freden 1629 synes han at have ligget på grænsevagt på Elben idet kongen 1630 beskyldte ham for at have ladet fremmede købmænd passere og selv beholdt strømtolden. Ved denne tid ønskede V. at gifte sig med en datter af afdøde Iver Friis til Oksholm, og pigens mor, Dorte Budde til Rødslet, gav sit samtykke, men farbroderen, kansler Christen Friis til Kragerup fik 1630 kongen til at forbyde ægteskabet. V. tog vist derefter hjem til Stenshede som han overtog efter faderens død, og her har han antagelig samlevet med Sidsel Jakobsdatter Bunde med hvem han havde datteren Kirsten, og som han 1638 "til ihukommelse" gav gården Fladholt i Karup sogn for livstid og datteren og hendes eventuelle børn til evig ejendom. Under svenskekrigen 1643-45 fik V. patent som oberst og skulle hverve et regiment til fods, men fjendens hurtige fremrykning medførte at han trak sig tilbage til Læsø hvorfra kongen ønskede ham til sig eventuelt ved magtanvendelse "i sønderlighed mens jeg aldrig havde et godt øje til ham". Da svenskerne i sommeren 1644 efterlod garnisoner i flere befæstede stillinger, således Voergård og Ålborg fik V. et nordjysk folkeopbud i stand, og i juli lykkedes det ham og hans folk med stor tapperhed at indtage stillingerne hvorefter V. marcherede sydpå og i efteråret lå med 300 mand i Elbo herred. Efter freden 1645 drog han atter hjem til Stenshede. Han havde hele sit liv økonomiske vanskeligheder; men han var en uforfærdet kriger og noget af en landsknægttype der aldrig skånede sig selv, men heller ikke var så nøjeregnende med de midler han anvendte. 1654 var V.s enke forpagter på Gærumgård.