Volkert Jensen, Volquard Jonas el. Jonae, d. .1591, hofpræst, provst, født i Ejdersted eller Husumegnen. Død i Kiel. J. gik 1544–46 på lyceet i Lüneburg og studerede 1546 i Wittenberg, 1547 i Rostock. I en ung alder ansattes han 1549 af den unge hertug Adolf (1526–86) af Gottorp som præst i Slesvig, men benyttedes efterhånden mere og mere til som hofpræst at varetage hertugens kirkelige tilsyns-embede i de gottorpske lande, ligesom han også 1559 ledsagede hertugen på hans togt til Ditmarsken og n.å. på frierrejsen til England. 1554 udnævntes han til provst over Gottorp provsti og visiterede 1557 og oftere omhyggeligt i Angel. Herved beklagede han sit manglende kendskab til dansk og havde stærke rivninger med domherrerne i Slesvig. 1562 blev han sognepræst i Garding, men vedblev at visitere i sit provsti og længtes bort fra Ejdersted. 1570 udnævntes han af hertug Hans d. æ. til sognepræst og provst i Rendsborg, og det lykkedes ham hurtigt at få orden i kirkeforholdene, særlig den økonomiske side. I peståret 1581 klagede borgerskabet over, at han ikke ville besøge de syge, og at ingen kunne besøge ham på grund af en lænkehund ved døren. 1587 blev han af hertug Adolfs enke kaldet til Kiel som hofpræst og vedblev til sin død at tilse Gottorp provsti. J. var en myndig personlighed, men hans heftighed overgik sikkert ikke hans samtidiges. I sine breve åbenbarede han ofte hjertelighed. 1574 bringer han i et brev en hilsen fra "min Anna", formodentlig hans hustru.

Familie

gift Anna(?).

Bibliografi

J. Moller: Cimbria lit. I, 1744 283f. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2.r.IV, 1867–68 524 656f 666f 677–80. Samme sst. 3r.I, 1874–77 697f 732f. Schriften des Vereins für schlesw.-holst. Kirchengesch. 2.r.V, Kiel 1910–13 299f;VI, 1914–17 455–59.-Breve i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig