W.A. Kock

Artikelstart

W.A. Kock, William Alfred Kock, 6.5.1879-8.10.1964, statskonsulent i fjerkræavl. Født i Kbh. (Matth.), død i Store Heddinge, begravet på Frbg. K. uddannedes først ved handelen, men gik derefter over til fjerkræavlen, først ved selvstudium og navnlig fra 1902 gennem en lang række udenlandsrejser med ophold i nogle af de på fjerkræavlens område toneangivende lande i Europa og Nordamerika. Fjerkræavlen var omkring århundredskiftet i rask udvikling fra at være et mindre påagtet bierhverv til at blive en betydningsfuld driftsgren i landbruget, men et oplysnings- og organisationsarbejde var tiltrængt, og K. opnåede derfor også støtte fra landbrugsministeriet til sine studier i udlandet. 1903 blev han ansat som konsulent for Foreningen for landøkonomisk fjerkræavl, 1910 for De samvirkende danske fjerkræavlerforeninger, 1913–20 for Det kgl. danske landhusholdningsselskab, og da man 1914 oprettede fællesudvalget for fjerkræavlen der administrerer statens tilskud til fjerkræavlen, blev K. dets konsulent og kasserer. 1920 udnævntes han til den nyoprettede stilling som statskonsulent i fjerkræavl som han beklædte til 1951. Han har været meget virksom for den økonomiske fjerkræavls fremskridt og organisation gennem avlsforsøg, æglægningskontrol og konkurrencer mellem hønsehold og for udbredelse af oplysning ved foredrag såvel som ved en flittig skribentvirksomhed der overvejende tager sigte på at give letforståelig vejledning til de mange praktiske fjerkræholdere. Dette gælder hans Haandbog i Fjerkræavl, 1915 (4. udg. 1924) og en række mindre skrifter som Hønsegaardens Pasning Aaret rundt, 1909, Fjerkræavlen i det mindre Landbrug, 1911 m.fl. Hans største værk var den Store illustrerede Haandbog i Fjerkræavl I-II, 1935 der i noget højere grad er beregnet for viderekomne. Forholdene i udlandet beskrev han i Fjerkræavlens Standpunkt i Nordeuropa, 1906 og Hvorledes drives praktisk og økonomisk Fjerkræavl i de forenede Stater og Kanada?, 1910, og han har desuden skrevet Dansk Andels Ægeksports Virksomhed i 25 Aar, 1920, Fjerkræavlen i Danmark, dens Historie og Udvikling, 1937 og var hovedredaktør af værket Fjerkræ, 1946–47. Både i det hjemlige og i det internationale organisatoriske arbejde indtog K. en fremtrædende stilling. Han var medlem af statens husdyrbrugsudvalg 1924–51 og var formand for statens fjerkræavlsudvalg og for statens ægudvalg 1931–50. Ved de internationale fjerkræavlskongresser var han Danmarks delegerede og var 1930–33 præsident for The World's Poultry Science Association, senere ærespræsident. K.s indsats i dansk fjerkræavl belønnedes med landhusholdningsselskabets største sølvbæger.

Familie

Forældre: bogholder, senere hovedkasserer Lauritz Nielsen K. (1851–1925) og Eleonora Elisabeth Hansen (1855–1932). Gift 4.9.1923 i Kbh. (Helligk.) med Annie Marie Elisabeth Svedstrup, født 23.3.1885 i Kbh. (Jac.), død 27.11.1981 i Gentofte, d. af assistent, senere sparekassebestyrer August S. (1853–93) og Anina Marie Schougaard (1853–1931).

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1938. K. 1952.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

J. Traberg i Andelsbl., 1949 526. Dansk landbrug, s.å. 215. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig