W.W. Prior

W.W. Prior, William Wain Prior, 18.7.1876-9.3.1946, officer. Født i Kbh, død på Frbg. (Mariendal), begravet på Frbg. kgd. P. blev premierløjtnant i fodfolket 1898, gennemgik generalstabsklassen 1903-05 og kom gennem en menneskealder til i usædvanlig stort omfang at beskæftige sig med generalstabsarbejde. Efter udnævnelse til kaptajn 1910 var han 1917-24 chef for generalstabens operationssektion og senere som oberstløjtnant en højt anset lærer i krigskunst i generalstabsklassen 1924-28. Et par år var han bataljonschef og chef for 5. regiment. Han blev oberst 1929 og vendte 1930 tilbage til generalstaben til han 1937 blev generalmajor og chef for sjællandske division. Skønt det måtte stå regeringen klart at P. langt fra kunne følge dens tanker om i givet fald kun at yde en begrænset militær indsats blev han i dec. 1939 udpeget til kommanderende general – utvivlsomt til stor tilfredshed i hæren hvor han nød overordentlig agtelse. Men de følgende måneder op til den 9. april skulle vise ulykkelige eksempler på at P. ikke var på talefod med regeringen. Den afviste praktisk talt alle hans forslag til forbedring af det militære beredskab. Da P. ydermere 9.1.1940 uden at orientere forsvarsministeren Alsing Andersen indførte et – forekommer det i dag – noget forhastet alarmberedskab i Sønderjylland som lokalt skabte betydelig uro påtaltes det af ministeren, hvad der beklageligvis fik generalkommandoen til at vise mere tilbageholdenhed da det blev alvor tre måneder senere. Da fremsatte P. nok fremdeles utrætteligt forslag, uden dog at sætte sin stilling ind på deres imødekommelse, og man har senere kunnet påvise at ikke alle forslag var lige hensigtsmæssige samt at visse afgørende forhold som fx betydningen af Ålborg flyveplads ikke blev erkendt. Den 8.4. aften forekommer P. næsten opgivende, på nogle områder overfortolkende regeringens restriktive ønsker og synes i øvrigt at have været under det indtryk at "man" vidste noget der for regeringen gjorde situationen mindre akut truende. Her mod slutningen af forspillet forekommer P. i sin frustration nærmest at være gået i baglås psykisk.

Den næste morgen stod P. i den for ham så tragiske rolle som chefen for "hæren der ikke måtte kæmpe". Beredt på et yderste offer for landets ære og omdømme foreslog han at kongen og regeringen sluttede sig til den nærmeste bataljon i Høveltelejren. Stærkt bevæget af sorg og skam måtte han dog bøje sig for den politiske beslutning om øjeblikkelig kapitulation. At man så grotesk blev taget på sengen rystede P. uopretteligt. I hans så venlige og ridderlige karakter frøs noget varmt og ædelt, og den bitre skamfølelse har vel også været næret af en erkendelse af eget medansvar – uden at han dog bevisligt har givet udtryk herfor. Næst at søge hæren rehabiliteret gennem fremlæggelse af det politiske ansvar gik hans bestræbelser under besættelsen ud på at bevare og udbygge hærens rolle som en bærende samfundsinstitution til værn mod ydre fjender, uanset de øjeblikkelige konjunkturer. Han vågede over at forhandlingspolitikken ikke medførte skridt der kunne bringe hæren ind i krigen på tysk side. Over for et tysk forlangende i juni 1941 om en begrænset medvirken af den danske hær i bevogtningen mod faldskærmsagenter og sabotører advarede han i kraftige vendinger: "Det første skud mod englænderne kan bringe os ind i krigen". Da han blev overhørt søgte han sin afsked som blev ham bevilget i okt. 1941. Med al sin viden og militær-videnskabelige skoling var P. et temperamentsmenneske der i for høj grad lod sig lede af følelser til køligt og realistisk at kunne sikre hæren en tålelig stilling i en for den vanskelig politisk situation. Med ringe forståelse for det parlamentariske systems vilkår var han forankret i traditionelle militære værdier og en patriotisme med kongetroskab som det bærende. – P. var livet igennem jernflittig og grundig i sine studier og har skrevet afhandlinger og lærebøger. Mindeblade foreligger i manuskript (Rigsark.).