Wilhelm Friedrich von Platen

Wilhelm Friedrich von Platen, 1667-27.4.1732, arkitekt, hofembedsmand. Død i Sønderborg. v.P., hvis mor fra 1685 til sin død var hofmesterinde hos prinsesserne Sophie Hedevig og Christiane, var fra sin barndom fortrolig med hofmiljøet og knyttedes som voksen til det gennem en række betydningsfulde embeder. Han begyndte som page, blev 1687 kammerjunker hos prinsesse Sophie Hedevig og gjorde siden tjeneste for andre af hoffets fremtrædende medlemmer. 1702 blev han overbygningsdirektør (instruks 1705), i 1706 tillige hofmarskal, og 1712 udnævntes han desuden til direktør i generalpostamtet. 1716 måtte v.P. opgive alle disse stillinger, han udnævntes til overlanddrost over de netop erobrede landsdele Pommern og Rügen, men forflyttedes samme år til Sønderborg hvor han var amtmand fra 1716 til sin død 1732. v.P.s indsats som overbygningsdirektør er et åbent spørgsmål i dansk arkitekturhistorie, og svarene har været meget forskellige. Som kammerjunker ses han at have forestået mindre interiørarbejder, og det kan have henledt opmærksomheden på ham da man efter generalbygmester Lambert van Havens død 1695 manglede en overordnet bygmester. I perioden 1698-1702 opholdt v.P. sig som kongelig stipendiat og på kongens initiativ (påviseligt) i Paris og Rom, men han kan desuden have studeret den internationale enevældekunst andre steder i Europa. Før afrejsen var der truffet aftale om at v.P. efter hjemkomsten skulle have den nye titel Ober-Bau-Meister og udnævnes til etatsråd. Han kan konstateres virksom i det nye embede fra 1702 hvor han bl.a. gennemførte en række interiørændringer i det nybyggede operahus i Fredericiagade (nu østre landsret), men af den først 1705 udfærdigede embedsinstruks ses det at han kun var forpligtet til at lade tegningerne til nybyggerier og reparationer udføre. v.P. havde adskillige bygmestre ansat under sig og overdrog som overbygningsdirektør den egentlige projektering til andre for senere eventuelt at gennemføre korrektioner. Af egenhændige arkitekturtegninger fra hans hånd kendes der kun et amatøragtigt projekt til en ombygning af hans embedsbolig, Sønderborg slot. Derimod er der de senere og sidste år fremdraget en række regnskaber som enten dokumenterer eller sandsynliggør at de mange monumentalbygninger, der karakteriserer v.P.s tidligste embedsår er opført af J. C. Ernst, E. Brandenburger og C. Marselis. Det må derfor formodes at v.P. skulle fungere som smagsdommer mellem kongen og de underordnede bygmestre. Denne indsats harmonerer med hans senere udnævnelse til hofmarskal da de vigtigste nybyggerier var afsluttet. I forbindelse med opførelsen af Frederiksberg slot 1707-09 greb v.P. korrigerende ind i Ernsts projekt, og det er typisk for arten af hans kunst at han, da slottets mure var rejst, forestod indretningen af slotskapellet, dog i et ikke nærmere klarlagt samarbejde med Marselis i hvis studiebog der findes forlæg til flere detaljer både her og i slottets øvrige interiører.

Da v.P. 1698 blev udset til at forestå det kongelige bygningsvæsen var et projekteret residensslot på Sophie Amalienborgs tomt den dominerende opgave. Svenskeren Nicodemus Tessin d.y. var arkitekt, under hans tilsyn udførtes der en stor model som Ernst 1696-97 så blive færdig i Stockholm. Der var endnu intet besluttet angående det nye residensslots indvendige udsmykning. Tessin var i tvivl om Ernsts evner til selvstændigt at realisere projektet, og her skal man nok søge grunden til udsendelsen af v.P. Han skulle orientere sig i den samtidige interiørkunst med henblik på den indvendige indretning af residensslottet og desuden som overordnet vejlede Ernst. Ved v.P.s hjemkomst var projektet opgivet, og han anvendte en del af de prægtige sager han havde indkøbt i Paris og Rom til en udsmykning af beletagen i den nyopførte løngang mellem Københavns slot og kancellibygningen. Interiøret, til hvis fineste detaljer en række gobeliner af J. I. Berain må regnes, var v.P.s mesterstykke og typisk for hans virksomhed. Som et andet endnu bevaret eksempel på hans interiørkunst kan riddersalen på Rosenborg nævnes. Sammenfattende kan det anføres at v.P. havde sin plads i den voksende centraladministration, han var kongen behjælpelig med som bygherre at gribe ind i de underordnede bygmestres projekter på baggrund af den hofkultur og europæiske indsigt han besad. Som overordnet dansk bygningsvæsen var han en undtagelse ved ikke selv at praktisere i sædvanlig forstand, og hans efterfølger Ernst udnævntes som forgængeren Lambert van Haven alene til generalbygmester. – Etatsråd 1702. Gehejmeråd 1712.