William Fridericia

William Fridericia, William Maurice Fridericia, 11.2.1842-11.10.1907, jernbaneingeniør. Født i Kbh. (Mos.), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). F. tog polyteknisk adgangseksamen 1858 og blev polyteknisk kandidat i ingeniørfaget 1864. N.å. aftjente han sin værnepligt og gennemgik uddannelse som officersaspirant. Efter at have aftjent værnepligten fik han ansættelse ved forskellige jernbanearbejder og var derefter 1866– 68 lærer ved det tekniske institut i Kbh. 1868-70 var han beskæftiget først med forarbejder til og senere ved anlægget af den sjællandske sydbane. Fra 1871 var han ingeniør ved de sjællandske jernbaner og indførte som sådan bloksignalsystemet på Klampenborgbanen. 1885 blev han overbaneingeniør for statsbanerne i Jylland-Fyn, en stilling der fra 1887 benævntes banechef. Ved driftens omorganisation 1892 ophævedes denne stilling til stor sorg for den arbejdsomme og pligtopfyldende mand, og F. blev nu midlertidig chef for statsbanedriftens III. afd. 1. ekspeditionskontor indtil han 1893 blev chef for det tekniske kontor under generaldirektoratet for statsbanedriften. Ved omordningen 1904 ophævedes også denne stilling, og F. var derefter knyttet til statsbanedriften som kontrollør ved skinneleverancerne. F., der foruden at være en dygtighed var almindelig afholdt på grund af sine indtagende menneskelige egenskaber blev 1892 medlem af Dansk ingeniørforenings første bestyrelse. 1866 fik F. eneret på en metode til fremstilling af papirmasse af rapshalm, 1882 på en sporskifteaflæsningsviser som distancesignal, 1902 på svellepropper til befæstelse af skinne-søm og 1907 på søm med linseformet tværsnit. -Etatsråd 1904.

Familie

Forældre: silke- og klædekræmmer Heyman Samuel F. (1798-1869) og Emma (Banise) Cohen-Brandes (1814-53). Gift 1. gang 6.1.1876 i Køge med Johanne (Jonna) Valgerda Matthiessen, født 6.1.1857 i Sønderborg, død 18.12.1876 i Kbh. (Frue), d. af fysicus i Sønderborg, senere distriktslæge i Køge Henrik Johan M. (1815-97) og Valgerda Sigrid Augusta Finsen (1828-1907). Gift 2. gang 20.4.1886 i Kbh. (Frue) med Agnes Marcussen, født 22.1.1856 i Løgumkloster, død 18.2.1909 på Frbg., d. af birkefoged i Løgumkloster, senere branddirektør for Amager og kancelliråd Jørgen M. (1813-93) og Louise Frederikke v.Ditten (1822-86). – Bror til J. A. F.

Udnævnelser

R. 1888.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Politiken 12.10.1907. L. Wolfhagen i Ingeniøren 19.10.1907. Samme i Jernbanebl., 1907 nr. 20. Frits Casse: En gammel ingeniørs erindr., 1913. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig