Willy Falck Hansen

Willy Falck Hansen, 4.4.1906-18.3.1978, cykelrytter. Født i Helsingør, død i Rumænien, begravet fra Fårevejle k. F.H. havde oprindelig planer om at blive isenkræmmer, men fremviste tidligt så store evner som cykelrytter at han allerede som 22-årig fik tegnet professionel kontrakt. Forinden var gået nogle begivenhedsrige år begyndende med at F. H. iført spejderdragt vandt det af dagbladet Politiken arrangerede De unges cykelløb 1922. Dette gav ham for altid øgenavnet "spejderen". Året efter fik han en overbevisende debut som banerytter ved ikke alene at sejre i Ordrupbanens begynderløb, men tillige i såvel DM på ¹/₄ mile og 1 km som i NM på 1 km. Bortset fra en enkelt sølvmedalje ved OL i Paris 1924 forhindrede sygdom ham i deltagelse gennem de efterfølgende to sæsoner, hvorpå det imidlertid gik slag i slag således at han i perioden frem til overgangen som professionel 1928 kunne notere sejre ved både DM, NM, VM og OL (Amsterdam). Sejrene blev vundet i sprint og 1 km på tid, men også i tandem og motorpacede løb gjorde han sig stærkt gældende og netop denne alsidighed kombineret med fremragende taktiske evner kom ham i høj grad til gode i den professionelle tilværelse.

Efter et kortere ophold i Australien vinteren 1929-30 bosatte F.H. sig i Paris frem til 1939. Dette mindskede dog langtfra hans deltagelse i dansk-arrangerede løb, hvad ikke mindst vinterbanen i Forum kunne profitere af. Med sejre ved VM i sprint 1931 og Ordrupbanens Grand Prix 1931 og 1933 var "spejderen" blevet et veritabelt tilløbsstykke som for alvor kunne lokke københavnerne af huse og skaffe penge i kassen. Op gennem 30'erne forblev han national topfigur omkring hvilken vinterbanen baserede sine par- og seksdagesløb. F.H. satte sammen med franskmanden Louis Gerardin en endnu gældende verdensrekord i 1000 m tandempace med fast start 1940 og imponerede herhjemme ved 13 år i træk at hjemføre DM i sprint for professionelle og ved så sent som 1945 at sejre i Ordrupbanens Grand Prix. Med bopæl i Bruxelles 1945-47 formåede han endnu nogle år at gøre sig internationalt gældende, men nedtrappede så gradvist sin aktive karriere gennem en lang række populære opvisningsløb rundt om på landets væddeløbsbaner ("jordbaneløbene"). Efter at have forladt de aktives rækker medvirkede han til vinterbanens genåbning efter krigen hvor han som sportslig leder stod for arrangementet af utallige par- og seksdagesløb i 1950erne og trak sig derpå tilbage fra cykelsporten for med succes at begynde jobbet som bilsælger for Skandinavisk Motor, indtil han 1965 blev rejseleder for Imperial Rejsebureau og senere for Folketurist Rejser hvor han som chefrejseleder kom til at varetage ledelsen af charterrejser til Rumænien. Karakteristisk for hans alsidighed og dynamiske natur vedblev han til det sidste med at tage nye udfordringer op, eksempelvis ved i en alder af 70 år at give sig i kast med hvervet som rejseleder til Cuba, Egypten og USSR. Godt hjulpet som han var af sprognemme og en altid jovial og ligefrem facon forblev han en sjælden populær rejseleder til sin død.