Zacharias Lund, 5.4.1608-8.6.1667, kancellisekretær, latindigter. Født i Nybøl, død i Kbh., begravet i Trin. k. L. gik i skole i Sønderborg og Flensborg, besøgte 1625-30 gymnasiet i Hamburg og studerede halvandet år i Wittenberg (navnlig klassisk filologi). 1635-45 var han huslærer for Holger Vind og foretog i denne egenskab 1641-45 en rejse til Holland, England, Frankrig og Italien. 1646 blev han rektor på Herlufsholm og måtte derfor n.å. tage magistergraden ved Kbh.s univ. Hans temperament egnede sig dog ikke til rektorgerningen, skolen gik tilbage, og med glæde forlod han stillingen 1654 da Jørgen Seefeld på Ringsted kloster tilbød ham pladsen som sin bibliotekar, hvorved han også fik bedre tid til studeringer. 1657 blev L. sekretær i danske kancelli og virkede navnlig som dechifrer af opsnappede breve under svenskekrigen. 1664 var han sekretær ved forhørene over Otto Sperling d.æ. - L. var en anset filolog, H. Gram roser hans lærdom i græsk. Hans talrige utrykte skrifter er væsentligst kommentarer til klassikerne. Selv optrådte han som digter både på latin og tysk: sine ungdomsarbejder i latinsk poesi udgav han 1634 under titel Poematum juvenilium libri IV, og med Allerhand artige deutsche Gedichte, 1636 har han i tysk renæssancelitteratur vundet et vist navn blandt M. Opitz" og P. Flemings efterlignere.

Familie

Forældre: sognepræst i Nybøl Jørgen (Georg) L. (1574-1641) og Salome Witte (el. Widing). Ugift.

Bibliografi

G. L. Wad: Medd. om rektorerne på Herlufsholm, 1878 140-53. J. Paludan: Fremmed indflydelse på den da. nationallit. i 17. og 18. årh. I, 1887. Quellen zur Gesch. des geistigen Lebens in Deutschland, udg. A. Reifferscheid I, Lpz. 1889 605 945f. O. Walde: Storhetstidens lit. krigsbyten II, Upps. 1920. H. Cysarz: Deutsche Barockdichtung, Lpz. 1924. Hoch- und Spätbarock, udg. samme, Lpz. 1937 29f 290. Fl. Tolstrup: Det ældste Herlufsholm, 1965 74 250f. - Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer (1)

skrev Ole Meyer

En ny artikel til bibliografien:

Ole Meyer, En 1600-tals misantrop: Zacharias Lund, en borgerlig forfatter under adelsvælden, i Aigis 2023, 2

https://aigis.igl.ku.dk/aigis/2023,2/Vol23,2.html.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig