Zadoc Fraenkel, 1766-2.7.1836, kirurg, tandlæge. Født i Parchim, Mecklenburg, død i Kbh. (Mos.), begravet sst. (Mos. kgd., Møllegade). F. tog eksamen på Kirurgisk akademi 1789, blev student 1795, kompagnikirurg ved artilleriet 1796, optaget som amtsmester i det københavnske barberamt 1797, bataljonskirurg 1801, distriktslæge i Kbh. (Chr.havn) 1813-18, og udnævntes til krigsråd 1824. Sit barberprivilegium solgte han 1828. I sin egenskab af amtsbarber havde han ret til at udøve tandlægepraksis uden at have taget særlig eksamen. Han nød som tandlæge megen anseelse og udgav fem mindre afhandlinger om odontologiske emner, af hvilke skal nævnes Om Tænderne, deres Udbrud, Skiftning og Conservation, 1817 og Om de kunstige Tænders Nytte og Skade, 1822 (facs.-udg. ved Leif Marvitz 1970). Disse små bøger gør ikke krav på videnskabelighed, men er i betragtning af at de udkom i begyndelsen af forrige årh. fortræffelige som praktiske vejledninger for menigmand. F. havde den gode idé på et kobberstik, af hvilket han på forlangende udleverede kopier, at lave en anskuelig tabel over børns tænder hvor det var let for forældre og barneplejere at indføre tiden for de forskellige mælketænders fald og de permanente tænders frembryden.

Familie

Forældre: bissekræmmer Moses Isaac (ca. 1738–94–) og Gelche Zadoc. Gift 30.(7)8.1797 i Kbh. (Mos.) med Johanne Levy, født ca.1776, død 6.9.1835 i Kbh. (Mos.) (gift 1 . gang med købmand Delene el. Levy i London), d. af købmand Aron Moses L. (død 1778) og Esther Jacobson. – Farfar til Arnold F. Bror til Liepmann Fraenckel.

Ikonografi

Pastel af Liepmann Fraenckel. Min. af samme fra 1820erne forestiller muligvis F.

Bibliografi

Fr. Wulff: Det kbh.ske barberlavs hist., 1906.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig