A.C. Meyer, Adolph Frederik Charles Meyer, 11.6.1858-7.8.1938, journalist, politiker. Født i Kbh. (Trin.), død på Skodsborg sanatorium, begravet i Kbh. (Vestre). M.s barndomshjem var en kælderbeværtning på Nørrebro; han lærte tidligt fattigdommens vilkår at kende. Fra Blegdamsvejen overværede han som fjortenårig "slaget på Fælleden" 1872. Allerede som lærling på en symaskinefabrik holdt han politiske taler, skrev viser og sendte bidrag til Louis Pios Social-Demokrat. Som svend 1876 kom han i bestyrelsen for Smedenes fagforening, var med til at stifte Socialdemokratisk forbund 12.2.1878 og blev dettes første forretningsfører, men rejste aug. s.å. til Tyskland på faget. I Kbh. igen arbejdede han 1880-84 som stukkatør og gipsformer og oprettede en fagforening, men sept. 1884 blev han af P. Knudsen og Emil Wiinblad engageret som rejseagitator for partiet og som journalist ved Social-Demokraten. I hans spor opstod i den følgende tid en række socialdemokratiske foreninger rundt i landet, men også i Kbh. vandt han ry og popularitet i kraft af sin veltalenhed og sit eksotiske, "romantiske" ydre. 1886 blev han tiltalt og idømt fængsel for udgivelsen af en arbejdersangbog med "revolutionære Sange" (mest af Carl Ploug), men frifundet ved højesteret. På hans forslag oprettedes 1886 diskussionsklubben Karl Marx, hvis første formand han blev. Han kom 1885 i partiets hovedbestyrelse og deltog i den internationale arbejderkongres i Paris 1889. Han var opstillet ved folketingsvalgene i Kbh.s 8. kreds 1887, 1890 og 1892 uden at besejre marineminister N. F. Ravn, men valgtes, ja næsten kåredes 1895 i den nyoprettede 13. kreds og repræsenterede herefter Vesterbros arbejdere i folketinget til han udtrådte 1932. Skønt han selv siger han nu fik "lært at gaa i Række" blev han aldrig særlig fremtrædende i rigsdagsarbejdet, men havde dog i tidens løb adskillige ordførerskaber, særlig på områder hvor han kunne gå ind for kunst og skønhed, idræt og ædruelighed. Nævnes kan således teatervæsen, forlystelsesskat, billetgrosserere, beværterlov, billov, kvindevalgret, naturfredningsloven; 1911 gik han imod sit parti i spørgsmålet militærmusikkens nedskæring. Han spredte måske nok sine kræfter lidt rigeligt, men han havde mange af dem. Han var en af pionererne for idrætsbevægelsen og for arbejderidrætten. Han var 1888 medstifter af Kbh.s atletikklub, medvirkede ved idrætsforeningers oprettelse, således Arbejdernes bicykle club 1894 og Arbejdernes idrætsklub 1895 og havde daglig omgang med stærke mænd og tunge vægte.

M. deltog som referent i de olympiske lege 1906 i Athen og 1908 i London og redigerede Idræts-bogen 1909. Sammen med Louis Florin oprettede han 1905 arbejdernes børneorganisation De unges idræt (DUI) som siden voksede til en landsomspændende bevægelse. I 80'erne indmeldte han sig i Herman Triers afholdssamfund, skrev en pjece Arbejderne og Afholdssagen. og var en ivrig forkæmper for ædruelighed, men ikke for forbud. - Ved hjemkomsten 1899 fra England, hvor han havde søgt at rejse penge til de lockoutede, udtalte han sig kritisk om drikkeriet på arbejdspladserne og blev hårdt angrebet fordi han mentes derved at have givet arbejdsgiverne anledning til at indføje det 9. punkt i septemberforliget, bl.a. om "overdreven Nydelse af spirituøse Drikke" hvad dog næppe var rigtigt. M. havde et varmt hjerte for nødlidende og især for børn. Ud af hans medarbejderskab ved bladet voksede en omfattende social hjælpevirksomhed, han arrangerede velgørenhedskoncerter, iværksatte julehjælp, drog på Dyrehavsbakken med børn som ikke kom på ferie, og ud af hans indsamling til fattigbørns beklædning voksede Børnenes kontor. For sin indsats på dette område fik han 1938 fortjenstmedaljen i sølv som han imidlertid afslog at modtage. - Som han var en betydelig taler der let fandt blomstrende udtryk og kunne lade et vist københavnervid spille, fik hans lyriske åre afløb i talrige digte og sange. Han blev U. P. Overbys afløser som arbejderbevægelsens digter, oftest under mærket Phosphorus (lysbringeren) fremkom hans digte i Social-Demokraten; siden udgav han dem i samlinger: Under rødt Flag, 1892, Frie Sange, 1894, Brænding, 1896, Digt og Sang, 1903, Nattens Sange, 1906, Mindedigte, 1920, I Fred og Fejde, 1924, og Nogle oprørske Digte, 1933. Er der end megen efterklangslyrik og en del godtkøbsrimeri iblandt, træffer man ikke sjældent på ægte og lydefri poesi i hans digte. De giver udtryk for hans lyse sind, hans fremtidstro, hans naturglæde; de er hans hyldest til kvinden og kærligheden og den frie landevej. Selv de "sociale" digte og kampsange, som er de fleste, handler mere om håb end om had, mere om arbejdets glæde og ære end om trængsel og nød. Hans majsange hører til de mest sungne, og fremfor alle synges hans omdigtning af Eugène Pottiers Internationale: Flyv højt, vor Sang, paa stærke Vinger der var et led af M.s kantate til den internationale socialistkongres i Kbh. 1910. Ved denne tid startede M. De vandrende sangere, arbejdersangkor som i deres ferie til fods drog provinsen rundt, ofte med M. i spidsen, og gav koncerter og vakte interesse for sang og friluftsliv. Han har også skrevet et par folkelige kolportagebøger: En Gøglers Roman, 1901-02 og Et Fattigbarns Eventyr, 1902-03 samt Eventyr og Historier, 1923 og Bjørnen paa Kunstrejse, 1925. Hertil kommer en biografi af P. Knudsen, 1916. Han optrådte selv på tribunen som oplæser og konferencier og skrev nogle skuespil som under stort bifald opførtes på Arbejdernes teater i Folkets hus, således Sypiger, 1900, Skøn Valborgs Dag og Stormesteren, 1901 og En Oprører, 1926. 1917-19 var han direktør for Thaliateatret i Allégade og fik 1922 en biografbevilling. Hans sidste værker var to bind livserindringer. - M. hørte til de livets lykkebørn som bringer sang og festlighed med sig hvor de går. Han blev arbejderbevægelsens farende troubadour, dens henrykkende agitator. Trods det fribytteri som han ikke var fri for at kokettere med, og som nu og da bragte ham i modsætning til partiledelsen, var han en betydelig arbejdskraft for det fremvoksende socialdemokrati. Hans provinskampagner, hvor tusinder samledes om hans talerstol, har haft afgørende betydning for dets vækst. I sin levende interesse for fritidens frugtbare anvendelse, sin iver for sunde sjæle i sunde legemer var han en forløber for de kulturbestræbelser og det oplysningsarbejde som efter første verdenskrig tog form af en ny bevægelse i arbejderklassen, side om side med dennes faglige, politiske og kooperative aktivitet.

Familie

Forældre: skomager, detailhandler Ludvig Rudolph M. (1819-61) og Jensine Knudsen (1820-1904). Gift 1. gang 9.9.1883 i Kbh. (Johs.) med Dagmar Kathinka Frederikke Rantzau, født 10.4.1864 i Slagelse, død 27.12.1929 på Frbg., d. af metaldrejer Carl Wilhelm R. (1825-1900) og Ida Olavine Vestrøm (1825-69). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang med Karen Sophie (Sonja) Pedersen, født 1.5.1874 i Estrup, Allindemagle sg., Sorø amt, død 28.9.1925 i Kbh., d. af ølhandler Christen P. og Karen Marie Madsen. Gift 3. gang 18.6.1927 i Kbh. (Allehelgens) med tidligere sygeplejerske Olga Christine Meyer, født 6.9.1889 i Kbh. (Matth.), d. af kedel- og maskinpasser Ole Urban M. (født 1866) og Marie Petersen (født 1870).

Ikonografi

Tegn. af Fridolin Johansen, 1877. Afbildet på træsnit af oppositionens kandidater s.å. og på mal. af Asor Hansen, 1888 (Aktuelt). Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt 1907 og 1921 (Fr.borg) og af H. Jensenius 1918 og 1919 (sst.). Tegn. af O. Matthiesen, mal. af samme, 1919 (folketinget) og på sammes mal., 1923, af rigsdagen 1915 (sst.). Afbildet på Marie Luplaus mal. Fra Kvindevalgretskampens første dage (sst.). Buste af Chr. Emiland, 1923. Mal. af Johs. Nielsen, 1927. Radering af W. Pech, s.å. Afbildet pâ E. Saltofts mal. af socialdemokratiske førere, 1934 (forhen Folkets hus, Kbh.). Tegn. (Kgl.bibl.). Karikatur af A. Koch. Tegn. af Vald. Møller (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

A. C. M.: En agitators erindr. I-II, 1929-33. - Frejlif Olsen: Danske socialister, 1892 30-35. Børstid. 1.1.1892. Nord.good templar 15.6.1895. N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 309-12. C. E. Jensen og Fr. Borgbjerg: Socialdemokratiets årh. II. 1904 388. Frederik Humlebæk [C. J. Sonning]: Anno 1911, 1912 25-27. Socialdemokraten 11.6.1918, 5.6.1928, 8.8. og 15.8.1938. Det danske socialdemokratis hist. I, ved E. Wiinblad, 1921 152; II, ved Alsing Andersen, s.å. 338 340. Berl. tid. 8.6.1928 og 8.8.1938. Kristeligt dagbl. 17.9.1932. E. Wiinblad i Journalisten 15.9.1934. Politiken 8.8.1938.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig