Emil Wiinblad

Emil Wiinblad, Eduard Emil Wiinblad, ved dåben Windblad, 15.5.1854-22.12.1935, redaktør. Født i Kbh. (Holmens), død sst., urne på Bispebjerg kgd. W. blev født i et fattigt hjem i det indre Kbh., "paa Kvisten over Kvisten". Faderen var indvandret fra Sverige, moderen var syerske fra Nyboder. Efter konfirmationen kom W. i lære i Bianco Lunos Bogtrykkeri og besøgte de Massmannske søndagsskoler. Som 17–18-årig droges han med af det begyndende arbejderrøre; både han og faderen indmeldte sig i Louis Pios Internationale, og han skrev til denne en arbejder-marseillaise Op til Kamp! Op I Arbejdersønner, trykt 1872. 1873 blev han svend og valgtes kort før Internationales opløsning til formand i dennes blandede sektion. Efter et par rejseår i provinsen kom han 1875 tilbage til Kbh. og fik kort efter arbejde på Social-Demokratens nye trykkeri i Ravnsborggade. Bladet befandt sig efter førernes bortrejse i rivende tilbagegang, og de skiftende redaktører evnede ikke at vende strømmen. Når der manglede stof satte W. nu og da en artikel "direkte op af Sætterkassen". De rykkede snart op som spidsartikler eller blev til en serie sociale skildringer Den forkerte Verden, som vakte opmærksomhed. "Folkets Nisse" skrev at Social-Demokraten "dækker sin Nøgenhed med et Wiinblad". Partifællerne ventede sig en hel del af ham; ved bestyrelsesvalget til det nystiftede Socialdemokratisk forbund 1878 fik han flere stemmer end både C. C. Andersen, Chr. Hørdum og P. Holm.

Det kom i disse nedgangsår til gentagne opgør inden for parti- og bladledelse, og Harald Brix' nye separatistblad Herolden truede med helt at tage luven fra Social-Demokraten. Kontrahentforsamlingen tog da 27.4.1881 en rask beslutning og ansatte W. som redaktør. Da den 27-årige W. trådte til havde bladet kun et par tusind holdere, dets redaktions- og trykkeriforhold var yderst primitive; men i årenes løb forvandlede han Social-Demokraten fra et medlemsblad for en betydningsløs sekt til et dagblad med indflydelse, et virkeligt talerør for arbejderklassen, og samtidig til en kraftkilde for selve partiet. Den stærkt voksende fagbevægelse og den skærpede politiske kamp i 80'erne gav ham vel medbør, men fremgangen kan dog overvejende tilskrives hans personlige egenskaber som bladleder. Han kendte arbejdernes tankegang; årvågen og skarp og dog med klog opportunisme skrev han selv om politiske og sociale forhold, tog forurettede i forsvar over for autoriteterne, angreb provisoriet og dets mænd, bragte "afsløringer" fx af C. Goos' forhold til heroldisterne og forstod i det hele at skære døgnets små og store nyheder til, så der blev agitatorisk stof ud af det. Men også betydelige og særprægede journalister knyttede han til bladet. I 80'erne således den unge litteraturskribent C. E. Jensen, W. Fieron, J. J. Ipsen, Sejr Kjeldskov, A. C. Meyer, senere F. J. Borgbjerg, Gustav" og Nina Bang o.fl. foruden at partiets og fagbevægelsens ledende mænd P. Knudsen og Jens Jensen (1859-1928) var faste medarbejdere i lange perioder. Nominelt var W. i 80'erne kun redaktionssekretær; ansvarshavende var stråmænd som Fr. A. Hertz og Sigvald Olsen der måtte afsone de ikke få pressedomme som overgik bladet. Efter stråmandssystemets ophør måtte W. selv 1891 og 1894 tilbringe flere måneder i Christianshavns fængsel for presseforseelser. Efter valget 1884 gik Social-Demokraten frem med stærke skridt. Nye maskiner blev anskaffet, fra Nørregade 5 flyttede redaktionen til Brolæggerstræde 11; bladets format blev udvidet, særlige provinsudgaver opstod og blev til selvstændige blade. 1901 købte bladet sin egen ejendom i Farimagsgade hvor moderne rotationsmaskiner blev installeret, sættemaskiner blev indført og med sine over 50.000 abonnenter var Social-Demokraten omkring 1910 landets og Skandinaviens største dagblad, helt på højde med sin tid.

W. var først og fremmest bladmand og som sådan udpræget politisk anlagt, men han var egentlig ikke politiker. Han stod, hvor han stod, på en ret doktrinær statssocialismes grund, og ud fra denne opfattelse kommenterede han begivenhederne og fortolkede han programmet. På partiets vegne redigerede han fra 1888 pjecerækken Socialistiske Skrifter, hvori bl.a. udkom en udførlig fremstilling af socialdemokratiets principper, skrevet efter partikongressen 1888 af W. og P. Knudsen, og en artikelserie af ham selv Aandsfriheden i den socialistiske Stat, 1889. I adskillige spørgsmål har han stået til venstre for P. Knudsen og Hørdum og så fx med meget blandede følelser på alliancen med venstre. Borgbjerg har karakteriseret ham som "et paa Bunden sydende revolutionær Temperament". 1893 blev W. opstillet til borgerrepræsentationen, men blev ikke valgt og stillede sig ikke siden. 1895, efter kredsomlægningen, valgtes han derimod til folketingsmand for Kbh.s 12. kreds, det yderste Nørrebro som han repræsenterede i tinget til 1928. Han var ikke meget fremtrædende på rigsdagen, var ordfører for lovforslag om borgerligt ægteskab, for – eller rettere imod -"bølleloven", for forslaget om afskaffelse af titler og ordener, for tilskud til børnebespisning, ligesom han lejlighedsvis talte om befæstningen, om grundlovssagen m.m. Under folketingsdebatten 1909 fremsatte han den formodning at P. A. Alberti havde drevet handel med ordener og titler hvilket resulterede i en retslig undersøgelse. I marts 1911 offentliggjorde W. i Social-Demokraten nogle udtog af forhørsakteme herfra som vakte megen opsigt (ordens-skandalen). Dette havde formentlig kun været muligt gennem et diskretionsbrud som indbragte W. en misbilligelse fra folketingets formandsplads og gjorde hans egen gruppe betænkelig ved affæren. Mens det i 80'erne og 90'erne afgjort var W. som prægede bladet, blev han efter århundredskiftet i nogen grad trængt i baggrunden af de medarbejdere der efterhånden blev landskendte – ansete eller frygtede – navne, og da især af Borgbjerg. I modstanderpressen hed det "Borgbjerg skriver", og W. skrev da også stadig sjældnere. I en vis jalousi over for Borgbjergs popularitet og en forståelig træthed efter 30 års funktionstid må man søge motiverne til at W., endnu ikke 60 år gammel, på kontrahentmødet i april 1911 frabad sig genvalg som redaktør og foreslog Borgbjerg som sin efterfølger. Endnu en lang årrække færdedes han, sirlig og adræt, på rigsdagen og i partiets forsamlinger, men uden at tage større aktiv del i begivenhederne. Han fik dog åbnet kastelsvolden for publikum og var under museumsforhandlingerne i årene efter 1920 talsmand for at omdanne Kastellet til nationalmuseum og indrette anlægget til folkepark. Han skrev af og til en artikel i bladet signeret "En Arbejder" eller "Ogserko". 1921 skrev han sammen med Alsing Andersen Det danske Socialdemokratis Historie 1871-1921 I–II. 1928 overgik han som tingvalgt medlem til landstinget, men nedlagde sit mandat sept. 1934. De sidste år havde han tilsynet med rigsdagens bibliotek. Æret og agtet døde han højt bedaget som den længstlevende af veteranerne fra arbejderbevægelsens gennembrudstid.