Andreas Christian Kierulff, 12.3.1782-22.8.1846, overpræsident. Født i Kbh. (Holmens), død på Frbg. (Holmens), begravet i Kbh. (Holmens k.s kapel). K. blev student 1799, privat dimitteret, 1801 kopist hos sin far, da overekvipagemester ved Holmen, og 1802 cand.jur. 1806 konstitueredes han som auditør, fik n.å. kgl. udnævnelse og 1809 karakter af overauditør; han tjenstgjorde i disse år skiftevis i Helsingør og Kbh. 1813 udnævntes han til assessor i Kbh.s politiret, blev allerede s.å. 1. assessor, var 1814–15 adjungeret politidirektøren og fungerede 1815–16 som justitiarius i politiretten indtil han 1816 blev assessor i højesteret. Ved sin afgang 1820 udnævntes han til ekstraordinær assessor i retten. 1820–34 beklædte han embedet som politidirektør i Kbh. og justitiarius i politiretten sst., var 1823 og 1827 tillige fungerende chef for hovedstadens politi og kystpolitiet på Sjælland og 1828–45 chef herfor. 1834–46 var han overpræsident i Kbh. 1824 konstitueret som deputeret og chef for 3. departement i danske kancelli udnævntes han 1825 til 6. deputeret sst., avancerede s.å. til 5. og n.å. til 4. deputeret, idet han fra 1825 som ressort havde 2. departement, men gav afkald på en lovende karriere inden for kancelliet 1831 idet han ikke ønskede at indordne sig under P. Chr. Stemanns selvrådige ledelse. 1831–34 var han medlem af karantænedirektionen, 1831–45 administrerende direktør for tugt-, rasp- og forbedringshuset, endvidere 1834–46 l. medlem af de administrerende direktioner for Kbh.s fattigvæsen, fødsels- og plejestiftelsen og almue- og borgerskolerne i Kbh. Desuden havde han 1817 sæde i standretten og kommissionen angående tugthusets brand, 1834 i kommissionen vedrørende dets genopførelse, ligesom han var medlem af en række andre kommissioner, fx providerings- og vandvæsenskommissionerne 1820 og 1834, kommissionen angående en fælles bestyrelse af straffeanstalterne 1822 og kommissionen vedrørende gadebelysningens indførelse i Kbh. 1824. Der blev overhovedet lagt stærkt beslag på K.s ualmindelige arbejdskraft og energi, flersidige interesser og repræsentative evner. 1827 valgtes han til formand for Nationalbankens repræsentantskab, 1841 til medlem af den første forening til hovedstadens forskønnelse, ligesom han 1845 i forening med Tage Algreen-Ussing trak hovedlæsset i en magistratskomité der skulle overveje hvorvidt Kbh.s kommunalforfatning burde ændres.
Gennem sit forhold til Frederik VI der nærede en ubegrænset tillid til ham og overfor hvem han havde direkte referat kom han til at øve indflydelse udover hvad der tilkom ham if. embedet. Han spillede således en betydelig rolle vedrørende overvejelserne om stænderforsamlingernes indførelse, hvor han i øvrigt delte anskuelser med finansminister J. S. Møsting. I en erklæring af 2.1.1831 tilrådede han oprettelse af regionale stænderforsamlinger. Som politidirektør, hvor han både med hensyn til evner og anseelse stod langt over forgængeren O. H. Hvidberg, havde han ansvaret for opretholdelsen af statens indre sikkerhed, en opgave han udførte med stor fasthed og med anvendelse af alle til rådighed stående midler, bl. a. et omfattende net af betalte stikkere og provokatører. Således gennemførte han aktionen mod J. J. Dampe.
Den kritik der naturligt har været mod K.s embedsførelse er næppe berettiget, men må ses på baggrund af eftertidens tilbøjelighed til at tage parti for det sejrende system, her folkestyret. Der var ingen vaklen hos ham overfor mål og metode, og han udførte hvad statsmagten anså for hans embedspligt, at sikre ro og orden ved at forekomme en spirende systemfjendtlig opposition. Der er muligvis mere grund til at fremhæve den moderation han udviste – og tilrådede kongen, fx i trykkefrihedsspørgsmålet. – Virkelig justitsråd 1815. Gehejmekonferensråd 1845.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.