Andreas Hallander

Andreas Hallander, 13.11.1753-3.4.1828, arkitekt, tømrermester. Død i Kbh., begravet sst. (Ass.). H.s far havde Store Mølle på Chr.havn, og han kom således fra et velbjærget hjem. Han blev sat i lære som møllebygger og tømrer og fik efter det gældende reglement undervisning på akademiet. Her dokumenterede han sine evner som arkitekt og opnåede som elev af C. F. Harsdorff den store sølvmedalje 1780. I 1783 fik han borgerskab som møllebygger og tømrermester. – I starten havde han kun tre svende, men virksomheden kom hurtigt til at blomstre. Han var en initiativrig men også nok en lidt usmidig repræsentant for lov og orden, måske med baggrund i en militær karriere inden for det borgerlige artilleri. Det blev i hvert fald ham der gav anledning til den historiske strejke blandt tømrersvendene 1794. I lighed med mange af sine fagfæller virkede H. ikke blot som håndværker og arkitekt, men også som bygherre. Han købte grunde, opførte herskabelige huse og solgte dem siden til fornemme folk eller velstående borgere. Han har formentlig selv haft betydelige midler, og flere kom til gennem ægteskabet med datteren af en velstående skibskaptajn fra Dragør. H. skabte sig snart en position som en driftig byggespekulant og en dygtig arkitekt. Han havde så mange penge i ryggen at det blev ham der fik bebyggelsen i den nordlige ende af Amaliegade reddet i land efter at læremesteren Harsdorffs ambitiøse projekt op mod Toldbodvejen havde lidt skibbrud. H. købte 1788 de resterende grunde og begyndte med den fornemme hjørneejendom, nr. 49. Da den var solgt fortsatte han sydpå med nr. 47, 45 og 43, og i 1793 havde han udsolgt.

Efter branden i 1795 fik H. sammen med mange af sine laugsfæller rig lejlighed til at fortsætte sin virksomhed, ikke bare som entreprenør, men også som ambitiøs bygherre, og han er formentlig den ypperste af de Harsdorff-elever der kom til at præge det fornyede bybillede. Han deler hæderen med Kbh.s stadskonduktør, professor J. M. Rawert, hans samtidige på akademiet og hans samarbejdspartner ved en række byggeforetagender. I stor udstrækning har der nok været tale om et regulært kompagniskab hvor paterniteten til et projekt ikke uden videre tør placeres hos den ene eller den anden af parthaverne. Når Fr. Weilbach på grundlag af stilistiske kriterier formoder at Rawert stod for ombygningen af Amaliegade 45 som H. få år forinden havde tegnet og opført, og når Chr. Elling i en note antyder at H.s eget hus, Kronprinsessegade 20, "snarest" er tegnet af Rawert er det nok mere en reverens for professoren og en nedarvet tro på den enkelte, suveræne kunstner. I virkeligheden kan H. meget vel tænkes at have ydet ligeværdige bidrag til huse som tilskrives Rawert. I hvert fald står det fast at de i fællesskab købte flere af de grunde som senere menes bebygget af den ene eller den anden – således i Amaliegade og Kronprinsessegade. Det har ikke gjort det lettere at udrede forholdene at Rawert som embedsmand var underkastet begrænsninger i sin private praksis. Da han byggede et par huse til sig selv i Kronprinsessegade krævede det en dispensation. Ofte har den utrættelige og bjærgsomme Rawert måske gemt sig bag H.s ryg, altid villig til at medvirke, altid villig til at dele gevinsten. H. har skabt en lang række af bygninger i det gamle Kbh., og ingen anden arkitekt eller bygmester tegner sig for så stort et antal af bevarede (men stundom noget ombyggede), historisk værdifulde huse i den indre by. Blandt de bedste bør nævnes ejendommene i Amaliegade, husene Højbro Plads 19 og 21 (hjørnet af Ved Stranden), Kronprinsessegade 20-24 og Esplanaden 32-34. S.m. Rawert har han for staten bygget Kronprinsessegade 46A som kaserne og på samme måde og til samme formål Wildersgade 60-62. Men iøvrigt hører også rækken af hans enklere borgerhuse til de mest velskolede inden for denne kategori.

H. var et fremtrædende medlem af det gode kbh.ske borgerskab. Han var naturligvis skydebroder, og han avancerede til major i det borgerlige artilleri, og da dette 1808 blev slået sammen med det borgerlige infanteri til Kbh.s borgervæbning blev han dets chef som stadshauptmand med obersts rang. 1806 blev H. – med noget besvær – indvalgt i byens råd, de 32 mænds forsamling, men trak sig ud igen efter godt et års forløb. Han var medstifter af "Trøstens bolig", også kaldet den Winterfeldtske stiftelse efter den socialt engagerede admiral der var initiativtager og donator og iøvrigt en af H.s bygherrer fra Amaliegade. Stiftelsen tog sig af håndværkerfamilier i små kår og af enker efter håndværkere, og H. var medlem af direktionen til sin død.