Frederik Weilbach

Frederik Weilbach, Frederik Immanuel Weilbach, 28.8.1863-4.12.1937, kunsthistoriker. Født i Kbh. (Frue), død i Snekkersten, urne på Bispebjerg kgd. W. blev student 1880 fra Borgerdydskolen i Kbh., cand.mag. 1887 med de klassiske sprog som speciale. Fra 1889 var han lærer ved latinskolen i Vejle, fra 1897 timelærer og 1899 adjunkt ved statsskolen i Horsens. 1913 tog han sin afsked på grund af svagelighed. Sit lange otium udfyldte han med et overmåde flittigt arbejde som arkitekturhistorisk forsker. Han var udgået af et slægtmiljø der farvedes af fin humanistisk kultur og var vokset op i Bissens Kbh. blandt kunstnere og skribenter, for hvem Thorvaldsens Rom endnu var et levende minde. Selv klassisk filolog af fag havde W. nok altid betragtet antikken som det store og uopnåelige forbillede for senere tiders kunst og målte denne derefter. Hans ærbødighed for de gamle og hans klassiske skoling mærkes overalt i hans forfatterskab der for størsteparten gælder 1700-tallets arkitektur i Danmark – den mærkes på godt og ondt, både i hans værdidomme og i hans sprog. W. debuterede med en afhandling om Diocletians Palads i Spalato, 1917 og uddybede dette emne i Recherches å Salone I–II, 1928-33 (sammen med E. Dyggve og J. Brøndsted).Med særlig forkærlighed har han behandlet den klassicerende barok i århundredets begyndelse, Frederik IVs tid, og den rene klassicisme i dets slutning, fra C. F. Harsdorff til C. F. Hansen. Hvad der lå derimellem, højbarokkens og rokokoens kunst var egentlig altid, æstetisk betragtet, et lukket land for ham, han savnede som de fleste andre forskere af sit slægtled den levende kontakt med hin kunstperiodes ånd. Og hans kendskab til den europæiske udviklingshistorie måtte ifølge sagens natur være begrænset. W. var først og fremmest arkivforsker. Den rent bygningshistoriske undersøgelse af et arkitekturværks tilblivelse og den biografiske redegørelse for en bygmesters virksomhed var hans hovedopgave. På disse områder har han gjort et særdeles værdifuldt, ja i mange henseender grundlæggende arbejde. Hans undersøgelser udmærker sig gerne ved stor nøjagtighed i det faktiske og ved et ædrueligt jugement. Af hans produktion, der er meget stor, skal følgende arbejder fremhæves: Architeklen Lauritz Thura, 1924, Architekten C. F. Harsdorff, 1928, Fredensborg Slot, s.å., Garnisons Kirke, 1929, Charlottenborg, 1933, Frederiksberg Slot og Frederiksberg Have, s.m. Christian Elling og Niels Maare, 1936, endvidere Frederik IVs Italiensrejser, 1933. Hans lille bog om Fr.borg slot (1923) er en populær fremstilling, helt baseret på Francis Becketts værk, og hans Dansk Bygningskunst i det 18. Aarhundrede, 1930 er mere en sammenfatning af hans egne studier inden for periodens offentlige byggeri, der er hans egentlige område, end en samlet, syntetisk behandling af emnet. Blandt hans mange afhandlinger (de fleste i Architekten og i Hist. Meddelelser om Kbh.) findes forstudier til hans bøger og vigtige undersøgelser især over arkitekter som Joh. Cornelius Krieger, Philip de Lange, Hans Næss og C. F. Hansen.

Familie

Forældre: cand. phil., senere akademisekretær Philip W. (1834-1900) og Cecilie A. Ammitzbøll (1826-83). Gift 24.5.1901 i Skrøbelev med Frederikke Elise Rasmussen, født 19.12.1871 på Skrøbelevgård, død 11.9.1937 i Snekkersten, d. af prokurator Niels R. til Skrøbelevgård (1819-90) og Anna Cathrine Jacobine Frederiksen (1833-1906).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Chr. Elling i Arkitekten U XXXIII, 1931 26-28 (anm. af F. W.s Dansk bygningskunst). Samme i Tilskueren, s.å. I 72-80 (anm. af samme). Samme i Hist. medd. om Kbh. 3.r.II, 1936-38 457-60. Else Kai Sass i Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj XI, 1979 326.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig