Anna Cathrine, 26.6.1575-29.3.1612, dronning. Født i Wolmirstedt ved Magdeburg, død på Kbh.s slot, begravet i Roskilde domk. På en rejse Christian IV i efteråret 1595 foretog i Nordtyskland bl.a. med det formål at finde en brud besøgte han også administratoren i Magdeburg, og det blev vistnok allerede da aftalt at Christian IV skulle giftes med datteren. Sammen med sine forældre aflagde A. C. senere Christian IV et besøg ved dennes kroning i Kbh. aug. 1596, og efter at Christian IV på ny havde truffet A. C. i Halle jan. 1597 sendte han aug. s.å. fire rigsråder til Wolmirstedt hvor ægteskabstraktaten undertegnedes 28.8. 11.6.1598 blev A. C. kronet i Kbh. I sit ægteskab med Christian IV blev hun mor til 6 børn hvoraf de tre, Frederik, Sophie og Elisabeth, døde som ganske små, de andre tre var den udvalgte prins Christian, Frederik (III) og hertug Ulrik. A. C. synes at have været lidet fremtrædende og udøvede øjensynligt ingen politisk indflydelse. Hun roses af samtiden for sin beskedenhed og religiøsitet; mærkeligt er det at hun trods sit venskabelige forhold til den strengt luthersk-ortodokse biskop Hans Poulsen Resen dog lod den kryptokalvinske præst mag. Oluf Kock kalde til sig på sit dødsleje for at han kunne give hende sakramentet. Det fremhæves også at hun trods sin tyske fødsel viste interesse for dansk sprog. Hun fulgte ofte Christian IV på rejser, men ellers vides der ikke meget om deres gensidige forhold; dog falder kongens forbindelse med Kirsten Madsdatter inden for deres ægteskab.

Familie

Forældre: administrator i Magdeburg, markgrev, senere kurfyrste af Brandenburg. Joachim Frederik (1546–1608, gift 2. gang med Eleonora af Preussen, 1583–1607) og markgrevinde Cathrine af Kustrin (1541–1602). Gift 27.11.1597 på Haderslevhus med Christian IV, født 12.4.1577 på Fr.borg, død 28.2.1648 på Rosenborg, s. af Frederik II (1534–88) og Sophie af Mecklenburg (1557–1631). – Mor til Christian (1603–47), Frederik III og Ulrik (1611–33).

Ikonografi

Mal. af Jacob v. Doort, 1611 (Rosenborg), mal. tilskr. Peter Isaacsz (Rosenborg, kopi på Gripsholm). To medaljer, den ene skåret i Hamburg, 1624 (?), den anden efter forlæg af J. v. Doort (?). Min. af Isaac Oliver, 1612 (Rosenborg), andre typer min. (Windsor, den svenske stats skatkammers saml.), beslægtet med senere mal., formentlig fra 1630'erne, af Remmert Petersen (Fr.borg, Vallø, Gripsholm), kopi af Andreas Kieldsen, 1653 (Malmø rådhus).

Bibliografi

L. Laursen: Danmark-Norges traktater 1523–1750 III, 1916 86–92. – N. Slange: Christian IVs hist., 1749. H. P. Resen: Ligprædiken over A. C, 1612. Quinquatria feralia pro sancta memoria Reginæ Annæ Catharinas, 1614.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig