August Bech, August Willads Bech, 21.7.1815-28.5.1877, godsejer. Født i Kbh. (Helligg.), død på Valbygård, begravet i Slagelse (Skt. Mikkels). Efter at være blevet uddannet ved landbruget herhjemme og i Mecklenburg, købte B. 1840 Fredsholm på Lolland som han igen solgte 1847. Året forinden havde han købt godset Valbygård ved Slagelse for 500.000 rdl. B. gennemførte i de kommende år en modernisering af godsets drift. Bøndergodset frasolgtes til arvefæste eller selveje, og der opførtes moderne bygninger såvel på avlsgården som til beboelse. 1855 erhvervede B. den nærliggende Brorupgård, og han disponerede således over mere end 1200 tdr. land god agerjord. Vægten blev tidligt lagt på et betydeligt kvæghold, og der blev indrettet og drevet et førsteklasses mejeri på B.s gårde. Ligeledes med hensyn til rodfrugtavl var Valbygård og Brorupgård foregangssteder, og B. var en af de første der tog slåmaskinen i brug. 1856 erhvervedes ejendommen Moselund i Engesvang ved Silkeborg hvor B. iværksatte plantningsarbejde, ligesom han også på sine sjællandske ejendomme lod foretage plantninger. Som fremtrædende landmand blev der overdraget B. en række tillidshverv, og fra 1855 til sin død var han medlem af Sorø amtsråd. Derimod tog han ikke del i egentlig politisk arbejde. B. står som en udpræget type på det store landbrugs mænd i den begyndende modernisering af erhvervet efter 1850 med blik for den nye teknologi, intensiv udnyttelse af jorden og kvægholdet og produktionen rettet ind efter markedets behov. – Jægermester 1860, hofjægermester 1868 –

Familie

Forældre: grosserer, skibsreder Jørgen Peter B. (1782–1846) og Ellen Sophie Magdalene Meyer (1784–1846). Gift 30. 3.1842 i Kbh. (Holmens) med Kirstine Margrethe (Grethe) Rothe, født 7.6.1823 i Kbh. (Holmens), død 21.3.1886 på Brorupgård, d. af kommandør, senere kontreadmiral Carl A. R. (1767–1834) og Benedicte Ulfsparre de Tuxen (1790–1877). -Far til Carl B.

Udnævnelser

R. 1856. DM. 1864.

Ikonografi

Tegn. af F. L. Storch, 1853 (Fr.borg). Mal. af H. C. Jensen, 1878 og posthum buste af Vilh. Bissen (begge Valbygård). Litografi af O. Bentzon, 1878, efter foto. Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig