Børge Mogensen, Børge Vestergård Mogensen, 13.4.1914-5.10.1972, arkitekt. Børge Mogensen blev udlært om møbelsnedker i Ålborg med svendebrev 1934. Han frekventerede derefter Kunsthåndværkerskolen i København 1936-38 og kunstakademiets møbelskole 1938-41 hos professor Kaare Klint som fik stor indflydelse på Mogensens opfattelse af møbelkunsten. På initiativ af professor Steen Eiler Rasmussen som var konsulent for Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB) ansattes Mogensen som leder af møbeltegnestuen under FDBs arkitektkontor 1942-50. Det var Steen Eiler Rasmussens idé at FDB skulle imødekomme det behov der hos arbejder- og landbobefolkningen var for gode og billige møbler, og det viste sig at Mogensen var den rigtige mand til at løse denne opgave. Hos Klint havde han lært at arbejde systematisk med møbeltyper, og han tegnede for FDB flere møbelserier som på sin vis var banebrydende for dansk industriel møbelproduktion. Siden 1938 havde Mogensen næsten hvert år deltaget i Københavns snedkerlaugs årlige udstilling med møbler fremstillet i samarbejde med den dygtige snedkermester Erhard Rasmussen, et samarbejde som varede i 25 år. Det solide snedkerhåndværk var således grundlaget for Mogensens senere arbejde for møbelindustrien.

1950 oprettede Mogensen selvstændig tegnestue og tegnede til Søborg Møbelfabrik flere forskellige møbelserier bl.a. et byggemøbelsystem. 1955 indledte han et samarbejde med møbelfabrikant Andreas Graversen som var indehaver af Fredericia Stolefabrik A/S. Til denne virksomhed tegnede han nogle af sine bedste møbeltyper, bl.a. forskellige stole af eg med udspændt oksehud og en klassisk sofagruppe betrukket med skind. Sammen med Graversen modtog Mogensen 1971 møbelprisen som påskønnelse af dette samarbejde. 1955 etablerede han også et samarbejde med den svenske møbelfabrik Karl Andersson & Söner til hvem han tegnede et system af opbevaringsmøbler der byggede på behovsundersøgelser og målanalyser udført i samarbejde med arkitekt Grethe Meyer. Det kom til at danne basis for køkkenmøbelserien Øresund som det svenske firma satte i produktion 1967. Samarbejdet med Grethe Meyer førte også til udarbejdelsen af det smukt gennemarbejdede system af skabe til indbygning som under navnet Boligens Byggeskabe blev markedsført af møbelhandler C. Danel. Systemet præsenteredes første gang på snedkerlaugets udstilling 1959 og har siden været genstand for bearbejdelse og udvidelse.

Foruden de mange enkeltmøbler og møbelserier har Mogensen tegnet inventar og møbler i forbindelse med en række indretningsopgaver bl.a. for Kgl. dansk yachtklub i Langeliniepavillonen 1958, Krogerup højskole 1959, Kunstindustrimuseet 1954-62 og refugiet i Løgumkloster 1964.

Mogensen arbejdede efter det han selv kaldte "værkstedsmetoden". På basis af en analyse af de brugsmæssige forudsætninger og de konstruktive krav søgte han at finde frem til afklarede og simple former. Hans møbler er robuste og ukomplicerede og har derfor ofte et tidløst præg. Det foretrukne materiale er egetræ og som betræk anvendte han altid naturmaterialerne uld eller skind. Et mangeårigt samarbejde med væveren Lis Ahlmann førte til en produktion af stribede og ternede møbelstoffer som indgik i den såkaldte Cotil-kollektion der fremstilles af A/S C. Olesen. Begge var de medlemmer af den komité som forestod udvælgelsen af stoffer til denne kvalitetsprægede kollektion.

Mogensen deltog i talrige udstillinger herhjemme og i udlandet. 1959 vistes et stort udvalg af hans møbler på udstillingen Ler, træ og væv i Kunstindustrimuseet sammen med arbejder af Lis Ahlmann og billedhuggeren Adam Fischer. 1974 afholdtes en mindeudstilling sst.

Børge Mogensen modtog Bissens legat 1945, Eckersberg medaljen 1950, Dansk købestævnes årsmedalje 1953, Københavns snedkerlaugs årspris 1958, Møbelfabrikantforeningens pris 1971 og C.F. Hansen medaljen 1972. Royal Designer of Industry, London 1972.

Familie

Født i Ålborg, død i Gentofte, bisat Mariebjerg kirkegård.

Forældre: teglbrænder Niels Mogensen (1855-1937) og Else Katrine Kirstine Pedersen Møller (1879-1959). Gift 30.4.1942 i København med designer Alice Klüwer Krohn, født 13.7.1916 i København, d. af grosserer Torben Johannes Klüwer Krohn (1884-1940) og Jenny Cicillie Erichsen (1894-1950). Bror til Harald Mogensen.

Ikonografi

Tegn. af Hans Bendix udst. 1963. Foto.

Bibliografi

Asger Dam i Mobilia, 1957 nr. 1 20-34. [Fr. Sieck] sst. 1977 nr. 261 10-17 (med da., eng., fr. og ty. tekst). Arne Karlsen og Anker Tiedemann: Dansk brugskunst, 1960 105-09. Arne Karlsen: Møbler tegnet af Børge Mogensen, 1968. Samme i Arkitektur XVIII, 1974 nr. 2 41-51 (også i Børge Mogensen møbler. Lis Ahlmann. Tekstiler. Kunstindustrimuseet, 1974 5-19).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig