Barthold Georg Niebuhr

Barthold Georg Niebuhr, 27.8.1776-2.1.1831, historiker. Født i Kbh. (Garn.), død i Bonn, begravet sst. Den første undervisning modtog N. i hjemmet af sin far der bibragte ham ganske betydelige kundskaber i geografi, historie, statistik og politik, ligesom han lagde grundvolden for sønnens senere så vidtstrakte kendskab til mange døde og levende sprog. En umættelig kundskabstørst og en trang til at trænge til bunds i videnskabens forskelligste discipliner var karakteristisk for den unge N., da han 1794 holdt sit indtog ved Kiels universitet og i de to år han opholdt sig der. Men samtidig var han en yderst indadvendt natur der i begyndelsen havde vanskelighed ved at komme i forbindelse med omverdenen. 1796 tog han mod en stilling som sekretær hos Ernst Schimmelmann, men han ombyttede den hurtigt med en sekretærpost ved Det kgl. bibliotek. Heller ikke her forblev han længe. Formående venner skaffede ham penge til en stor rejse til England og Skotland der varede i henved halvandet år. Da vandre- og læreårene var forbi, udnævntes han 1800 til assessor i økonomi- og kommerce-kollegiet samt kontorchef i den afrikanske konsulatsdirektion. Fra 1804 var han kommitteret i samme kollegium og blev 1803 medlem af direktionen for bank- og vekselkontoret i Kbh. Han var medlem af Det skandinaviske Literaturselskab og udsendte i dets skrifter Nogle Efterretninger om Wilhelm Leyel og den danske ostindiske Handel under hans Bestyrelse, et arbejde der byggede på akter fra kommercekollegiets arkiv. Men overlegen dygtighed varetog han sine embedsforretninger, men 1806 afbrød han selv sin bane inden for dansk centraladministration. Under henvisning til svækkede nerver og idet han pegede på nødvendigheden af at tage ophold i et mildere klima søgte og fik han sin afsked 1806. Samtidig modtog han en kaldelse fra friherre Karl v. Stein om at træde i preussisk tjeneste. Sandsynligvis har også andre bevæggrunde end sygdom været afgørende for hans beslutning om at forlade Danmark. Det smigrende tilbud om en gerning inden for en større virkekreds har utvivlsomt virket dragende, ligesom det ikke kan afvises af N. har næret en vis frygt for, at personlige og ikke rent saglige hensyn skulle blive bestemmende for hans fremtidige karriere. Af den preussiske regering udnævntes han 1806 til meddirektør for søhandelsselskabet, 1809 blev han gehejmestatsråd og sektionschef for statsgælden, men afskedigedes efter en uoverensstemmelse med minister C. A. Hardenberg. Han blev derefter kgl. historiograf. Med iver tog han del i Preussens genrejsning, og 1816-23 var han preussisk gesandt i Rom. Sine sidste år tilbragte han i Bonn.

Fra sine tidligste ungdomsår havde N. studeret Roms historie, og han fortsatte dermed hele livet igennem. Han blev herved grundlæggeren af det moderne studium af den klassiske oldtid og banebryderen for den historiske kildekritik. Hans første studier koncentreredes om Gracchernes jordreformer, og han nåede på dette område til helt nye resultater. Med stor sindrighed adskilte han sekundært fra primært materiale, inddrog tidligere ubenyttede kilder som de dårligt overleverede skrifter om landmåling og nåede på den måde ind til den sikre historiske kerne. Senere påviste han hvorledes der til grund for Livius' skildring af Roms ældste historie måtte ligge en romersk balladepoesi, en opfattelse som senere er blevet forkastet, uden at det dog har været muligt at sætte noget bedre i stedet. Sine studier over Roms historie forelagde han først ved sine berømte forelæsninger på universitetet i Berlin, senere samlede han dem i Römische Geschichte hvoraf bind I–11 udkom 1811-12. I en ny udgave omarbejdedes værket, og 1832 udsendtes tredje bind. En dansk historiker (W. Norvin) har karakteriseret dette arbejde som "et kunstværk af historiografi, takket være forfatterens syntetiske evne, hans skabende fantasi". Ved sit kritiske rydningsarbejde over for kilderne til den antikke historie blev N. vejledende for forskere som L. v. Ranke og C. M. T. Mommsen. – N. holdt stadig forbindelsen med Danmark i live. 1827 blev han medlem af Videnskabernes selskab og han dedicerede dette sin udgave af Constantinus Porphyrogenitus (1829). 1828 besøgte han for sidste gang Kbh.