Betty Hennings

Betty Hennings, Betty Mathilde Hennings, født Betty Mathilde Schnell, 26.10.1850-27.10.1939, skuespiller. Født i Kbh. (Holmens), død i Hellerup, begravet på Ass. kgd. H. udgik som mange andre af teatrets kunstnere fra folkets jævneste lag. I hendes tidlige barndom havde forældrene – ligesom fru Heibergs mor – et telt på Dyrehavsbakken. Ikke otte år gammel blev hun antaget ved balletskolen hvor hun fik Georg Brodersen til lærer, og 11.2.1859 medvirkede hun første gang på scenen i intermediet til Maskerade. Den lærenemme, flittige pige anvendtes ofte i skuespillets barneroller, hvorved hun kom de store kunstnere fra teatrets "guldalder", C. N. Rosenkilde, Ludvig Phister, Johanne Luise Heiberg og M. Wiehe på nært hold samtidig med at hun udvikledes til en nydelig danser som Aug. Bournonville efter Juliette Prices afgang spåede en stor fremtid. Hun besad "et rytmisk Sving og i sit blonde Fysiognomi noget af det "uforklarlige" der saa tidligt aabenbarede sig hos Jenny Lind", skrev han, og i erkendelsen af at det var "Aanden mere end Legemet der skænker den sceniske Kunst Liv og Glans", betroede han hende Astrid i Valdemar til debut (21.11.1866). Han vidste at hendes virkemidler ikke ville blive koreografisk virtuositet, styrke eller dristighed, men en sjælden blanding af uskyld og ynde; poesien hvilede over hendes spæde skikkelse, og hun kunne udtrykke tro og begejstring, netop de egenskaber der præger de unge kvinder i Bournonvilles balletter. Hilde i Et Folkesagn, Poul i Fjernt fra Danmark, Svava i Valkyrien, Sigyn i Thrymskviden, hvilket sidste parti blev skrevet for hende, befæstede hendes stilling, og Therese i Søvngængersken pegede, fordi partiet overvejende er mimisk, frem mod hendes senere livsgerning.

H.s spæde kunst greb gamle og unge; H. C. Andersen skrev "den barneglade, yndige Danserinde" under et billede, Fr. Paludan-Müller citerede sig selv: "O, fine Gratie! Sjælefulde Ynde!" da han så hende, og J. P. Jacobsen fantaserede sig ind i en forelskelse, under hvilken hendes personlighed inspirerede ham til digtning. Ude i Fredensborg gav Bournonville hende om sommeren private lektioner og han agtede at indstille hende til solodanser da han med sorg erfarede at hun ikke længer tålte de stigende anstrengelser dansen krævede, og at hendes lyst drog hende mod skuespillet hvortil F. L. Høedt opmuntrede hende. Den romantisk følende, intellektuelt set ikke meget udviklede pige førtes gennem hans detaljerede replikundervisning tættere ind på livet, og 13.12.1870 lod han hende debutere som Agnes (Rose) i Fruentimmerskolen. Hun brød straks igennem ved sin fine og rørende fremstilling af dette uskyldige barn og overraskede ved en naturlig og følt diktion. Vejen til repertoirets ungpigeskikkelser lå hende dermed åben; de lyse og drømmende, de skælmske og spøgende, men ulidenskabelige naturer var hendes område; altså måtte en figur som Shylocks datter i Købmanden i Venedig vise evnernes begrænsning. Temperamentet var energisk, men ikke erotisk. De barnlige, lidt gammelkloge unge piger som behandler deres bejler på en søsterlig eller moderlig måde, disse blonde væsener med sømmelig livsglæde, og hvis sindsbevægelser svinger mellem gråd og smil, kunne hun variere, fx Jeanne i Lady Tartuffe, Antoinette i Gnisten, Suzanne i Hvor man keder sig og hendes hjemlige typer, fx Petrine i Den eneste Fejl og Antonie i Sparekassen havde en duft af voldenes poesi. "Ingen kan som Fru H. male os den skønne Dæmring over Havet i en Kvindesjæl, før Venus victrix fødes" skriver Herman Bang. Efter at have spillet Ibsens forstudie til Nora, Selma i De Unges Forbund, formede H. tidens moderne kvinde, Nora i Et Dukkehjem (1879). Hun blev verdens første Nora, idet det berømte skuespil først senere kom frem i andre lande. H. besad rollens ynde og alle "lærkefuglens" spillende egenskaber. Det var som om den ubekymrede unge frue sprang ud af hendes indre natur. Samtiden forbavsedes da hun også fandt udtryk for Noras stigende uro, rædslen, den stumme fortvivlelse og opløsningens kulde. Hundrede gange, senest 1907, udførte H. denne berømte rolle der blev et led af kvindens frigørelseshistorie. Ingen af de næste fremstillere inden for et halvt århundrede (Betty Nansen, Bodil Ipsen) dækkede i tilsvarende grad rollens ydre krav eller besad en lignende spændstighektisk energi hvorved ordene lød som en leg på afgrundens rand. Nora blev for H. indledningen til en lang række Ibsenske figurer, tretten i alt, deriblandt titelrollerne i Fruen fra Havet og Hedda Gabler, Hilde i Bygmester Solness, Hedvig i Vildanden og fru Alving i Gengangere – de to sidste hører til de bedste skikkelser i hendes sceniske Ibsengalleri; det gammelkloge barn blev spillet med fin sjælelig karakteristik, ganske enkelt i følelsen og netop derfor meget gribende, og hendes fru Alving var både den aristokratiske dame, den varmtfølende mor og den lidende hustru. Kritikeren Sven Lange indrømmede at H. i denne rolle nåede "højere end nogensinde før, rigere, dybere"; han satte ellers ingen pris på H.s kunst når hun i de for hende vanskelige år mellem 50 og 60 med plastiske gestus virtuosmæssigt spillede problematiske kvindenaturer som Magda i Hjemmet og varietédamen i Skærsild. Men til de Ibsenske grundpiller i hendes repertoire kom et langt teaterlivs righoldige arbejde, i alt henimod 200 roller, balletfigurerne medregnet. Hos Holberg gav hun en henrivende pastel som Leonora i Henrik og Pernille; hos Oehlenschläger var Ingeborg i Dronning Margrethe og Yrsa hendes bedste. I Shakespeares værker har hun bl.a. været Hermione i Et Vintereventyr, og Ofelia, senere dronningen i Hamlet; hos Schiller spillede hun Maria Stuart. Men hendes evne var af ulige større værdi for hendes samtids nordiske dramatikere end for tragedien; stemningsbevæget og varieret i sit spil var hun hos Bjørnson (Signe i En Fallit; Karen i Geografi og Kærlighed; Karen i Det ny System); hos Drachmann (fruen i Puppe og Sommerfugl, prinsessen i Der var engang –, den rolle hun udførte oftest i sit liv, 182 gange); hos Otto Benzon (Karen Vahl i En Skandale; titelrollen i Anna Bryde); hos Gunnar Heiberg (Anna Hjelm i Kong Midas); hos Gustav Esmann (fx Emily i Den kære Familie). Endnu ung forsøgte hun også med held at spille den gamle dame i Esmanns I Stiftelsen (1886), og senere udnyttedes denne evne i andre gamle roller, hvori hendes tone mindede om Hedvig i Vildanden, ligesom oldingen kan minde om barnet. En åre for det komiskstrikse kom til anvendelse da hun spillede frk. Råbe i Esmanns Det gamle Hjem og navnlig som den snusfornuftige Tante Et i Skærmydsler (1901), en rolle hun ofte gentog efter sin afgang. Denne fandt sted under publikums varmeste hyldest 24.5.1908 som Emily i Den kære Familie hvor hendes spil var et pletskud fra det københavnske overfladeliv, men senere optrådte hun hyppigt som gæst på danske provins- og privatscener; også til Det kgl. teater vendte hun tilbage i gæsteroller, og i Helge Rodes genforeningsspil Moderen (1921) symboliserede hun den danske mor. Hendes sidste optræden var som enkefruen i Guldkareten 2.5.1930. På de andre nordiske hovedscener, navnlig i Stockholm, Helsingfors og Bergen fandt hendes spil også forståelse. Endelig var hun den første danske skuespiller som optrådte på modersmålet uden for Norden, idet hun på Residenztheater i Berlin (okt.1901, april 1903) med nordiske og tyske kolleger, og på nationalteatret i Prag (febr. 1904) i czekkisk ensemble spillede Nora, Hedvig og fru Alving. H. er i dansk teaterhistorie renhedens og klarhedens skuespiller. Hun har skabt skikkelser der må regnes med i det snævreste udvalg af vor scenes mesterværker. De sejre hun vandt uden for landets grænser blev så meget større derved, at hun ikke kunne erobre det udenlandske publikum ved lidenskabelig kraft, men måtte nøjes med at aftvinge det beundring ved sin talende mimik, sin intelligens, sin fantasi og sin replik.